Foråret er over os, og med det begynder bølgen af friluftsløbere at søge væk fra fitnesscentrene såvel som sofaen. Vi skal jo gerne se nogenlunde anstændige ud, når strandløvesæsonen brøles i gang. Løb er en effektiv måde at få smidt vinterhiets lune deller i takt med hvilepulsen kommer ned på et atletisk leje. Løbeheadsets hjælper ikke kun på motivationen, mens også din performance, når løven får asfalt og grus under poterne.
Vi ser i disse dage, at de 100 % trådløse hovedtelefoner vinder indpas på det traditionelle, kablede marked, hvor Bluetooth-headsets ellers har en ledning, der forbinder de to øretelefoner.
Ydermere skal du være opmærksom på komforten og dine præferencer på området. Nogle holder af ørepropper, som går cirka en halv centimeter ind i øregangene, mens andre sværger til øretelefoner, som ikke kommer længere ind end øresneglen. Stort set alle 100 % trådløse headsets, jeg har stiftet bekendtskab med er ørepropper, hvor både øresnegl og øregang bruges til at holde herligheden på plads. Her er du lidt ilde stedt, hvis du hader at have noget i ørerne – dog med en enkelt undtagelse, som anmeldelsen her kommer ind på senere.
En anden fordel ved kablede headsets er naturligvis, at hvis øretelefonen løsriver sig, sikrer ledningen, at den ikke ryger alt for lang væk fra øret. Jeg har efterhånden hørt min andel af historier, om 100 % trådløse øretelefoner, som forsvinder under cykelturen eller løbeturen, fordi de triller ned i kloakken.
Personligt elsker jeg ørepropper og gerne helt uden kabler! De giver en anden frihed og bedre komfort, da ingen bånd binder mig – eller slasker mod nakke eller brystkasse, når jeg løber. Der er dog visse eksempler på løbeheadsets, hvor Bluetooth-headsets med forbindende ledning har en fordel, som de ledningefri udgaver ikke har – sådan et eksempel ser jeg også nærmere på.
Mine anmeldelser fokuserer hovedsageligt på komfort under løbetræning, da det er ligegyldigt, hvor god lyden er, og hvor mange funktioner det enkelte mærke byder på, hvis det ikke er behageligt at løbe med. Derudover vægter jeg funktioner og lydkvalitet.
Jaybird Tarah Pro
14 timer! Så længe kan du løbe med Jaybird Tarah Pro i ørerne, og du bliver nok træt, længe før batteriet løber tør for strøm. Selvfølgelig afhænger de 14 timer af dine indstillinger, og hvorvidt du taler i telefon eller kun lytter til blid klassisk musik frem for bastunge rytmer. Dog har jeg oplevet, at der skulle cirka 12 timers konstant anvendelse, før opladeren skulle frem. Jaybird er de første på markedet, så vidt jeg kender til, der kan levere så mange timer på én opladning. Så hvem har brug for 14 timers batterilevetid? Og er det værd at betale næsten kr. 1.300 for?
Personligt elsker jeg, at der går et par uger, hvor jeg kan have Tarah Pro i ørerne, uden Bluetooth-headsettet skal oplades – endnu længere hvis det kun hives frem under træningen. Det reducerer besvær, selvom to timer er alt, hvad der skal til, før batteriet er genopladet. Men jeg har nok fem-seks enheder, der næsten dagligt kæmper om pladsen ved stikkontakterne, hvormed det er rart, at Tarah Pro ikke er en hyppig gæst i køen.
Er du på vandreferie, eller småløber du i naturen i flere timer ad gangen, er det rart med op til 14 timer, eftersom du slipper for den daglige, febrilske søgen efter nærmeste stikkontakt.
Funktioner og komfort
Prisen er fornuftig, når vi tager headsettets specifikationer og funktioner i betragtning. Tarah Pro er IPX7-certificeret, hvilket gør det sved- og vandafvisende. Endvidere får du en fjernbetjening og tre par ørepropper med vinger med i købet, ligesom du finder en kabelstrammer og magnetiske ørepropper.
Kabelstrammeren er dog lettere irriterende, da den ikke er lukket i siderne, hvormed et lidt for kraftigt ryk gør, at ledningen ryger ud af holderne, og kabelstrammeren faktisk kan tabes på jorden, mens du løber og ikke ved af det. Magneterne holder ørepropperne samlet, når du ikke bruger headsettet, og det hænger rundt om halsen, hvilket gør, at du ikke taber det.
Ørepropperne er lavet af glat silikone, og selvom jeg veksler mellem de tre størrelser, oplever jeg, at de falder ud, hvis jeg drejer hovedet nogle gange, når jeg skal orientere mig i trafikken. Selv ikke vingerne gør, at headsettet bliver siddende, da det er kablet, der hiver i ørepropperne, når mit hoved drejes. Det sker ikke hele tiden, men jeg må ofte justere ørepropperne, så de ikke ryger ud. Ellers oplever jeg en god komfort, da ørepropperne ikke er for hårde at have i øregangene.
Lydkvalitet
Fjernbetjeningen fungerer rigtig godt, og den har en god placering, ligesom du blot klikker den særlige Jaybird-oplader på, når batteriet tørster efter strøm. Den indbyggede mikrofon sidder måske en anelse for langt væk fra munden, da min stemme ikke altid går klart nok igennem, når jeg er områder med en del baggrundsstøj, som jeg er i konkurrence med under telefonsamtalen. Trækker jeg mikrofonen tættere på munden, går det bedre, men det betyder, at jeg skal holde på den, mens samtalen er i gang – en mindre detalje.
Henter du Jaybird-app’en, kan du tilpasse lydindstillingerne efter dine præferencer, ligesom du kan vælge mellem et væld af lydprofiler, som forskellige atleter og brugere har uploadet til Jaybirds servere.
Tarah Pro er i stand til at levere en solid bund og rumklang. Smækker jeg elektronisk musik på, som jeg elsker at løbe til, fornemmer jeg en dyb og pumpende bas, der formår at få gang i mine ben. Samtidig er der en god respekt for mellemtoner og diskant. Jeg kan dermed nyde rockmusik som afslappende popmusik og klassisk, uden lydbilledet bliver for fladt eller skingert.
- Navn: Tarah Pro
- Producent: Jaybird
- IP-certificering: IPX7
- Forbindelse: Bluetooth 5.0
- Batterilevetid: Op til 14 timer
- Opladningstid: to timer
- Set til: Kr. 1.250
- Mere information hos Jaybird
Samlet vurdering 90%
Jaybird Tarah Pro leverer en fantastisk, lang batterilevetid, hvormed du slipper for at have opladeren med dig, hvis du er på træningsweekend – eller bare er træt af den daglige kø ved stikkontakten. Komforten er god, men jeg oplever, at øretelefonerne har det med at ryge ud fra tid til anden, ligesom kabelstrammeren ikke fungerer optimalt. Dog er vi i småtingsafdelingen. Tarah Pro formår at skabe et fyldigt og pulserende lydbillede ud fra den elektroniske musik og rockmusikken, jeg lytter til under min løbetræning. Alt sammen til en fornuftig pris.
Jabra Elite Sport v2
Danske Jabra var en af de første producenter på verdensplan, der lancerede et 100 % trådløst træningsheadset. Jeg havde selv fornøjelse af at prøve første generation af Elite-serien. Oplevelsen af Jabra Elite Sport var begejstring blandet med frustration.
For den oprindelige udgave af Jabras træningsheadset bød på fantastiske specs, fed lyd og irriterende komfort. Ikke fordi ørepropperne røg ud hele tiden, men fordi de skulle sidde på en bestemt måde i øregangene, hvis bassen skulle trænge igennem. Jeg måtte nærmest mase ørepropperne ind i kraniet, hvis der tilnærmelsesvis skulle være bare lidt bund i lyden.
Dette problem har Jabra heldigvis fået løst med Elite Sport version 2, der stadig byder på IP67-certificering, hvilket gør headsettet til et af de mest robuste på markedet. Det kan tåle ferskvand i 30 minutter ned til en meter, mens du kan tabe headsettet på en støvet grussti, uden det tager skade. Derudover er batterilevetiden forbedret, så du nu kan løbe op til 4,5 time på én opladning, mens opladeretuiet byder på ni ekstra timer.
Funktioner og komfort
Elite Sport byder på en række funktioner, der gør, at Jabra lægger afstand til de fleste konkurrenter. Headsettet har indbygget pulsmåler, fire mikrofoner med støjreducerende teknologi, en avanceret app og HearThrough. Få andre 100 % trådløse headsets tilbyder løberen så avancerede funktioner.
Pulsmåleren går ind og måler både puls og hjerterytme med en god nøjagtighed. Bemærk dog at headsettet måler pulsen i øret og ikke ved håndleddet eller på halsen, hvormed der kan være en anelse uoverensstemmelse med pulsmålere, som måler på disse områder af kroppen. Jeg oplever selv, at pulsmåleren på min finger og i mit løbeur, til tider, er lidt uenige med Elite Sport, som til stadighed giver mig en god indikator af både hjerterytme og puls.
Gennem Jabra Sport-app’en kan jeg monitorere belastningen af kroppen, når jeg løber, ligesom app’en giver en opsummering af min performance ved afslutning af træningen. App’en giver mig en god vurdering og overblik over træningens forløb, som jeg kan vende tilbage til, hvis jeg vil sammenligne min performance gennem den seneste tid. App’en giver mig også mulighed for at udarbejde min egen træningsplan med dertilhørende målsætninger.
Elite Sport er også det eneste 100 % trådløse træningsheadset med HearThrough, hvor mikrofonerne opfanger lyde fra omgivelserne, som den passive støjreduktion ellers udelukker. Ønsker du at orientere dig bedre under løb, kan du slå denne funktion til. HearThrough fungerer rigtig godt, selvom baggrundslydene bliver en lidt mekaniske at høre på.
Komforten er god, og Jabra vedlægger en række silikoneørepropper og vinger, som giver mig muligheden for at finde den rette pasform. Headsettet er behagelig at have i ørerne, og jeg oplever ikke, at det er ved at falde ud, selv når jeg bruger fjernbetjeningerne i hver øreprop. Jabra har gjort det nemt at justere lydstyrken og bladre i musikken med venstre fjernbetjening, mens Goggle Assistant/Siri, opkald og musikstyring foretages med højre fjernbetjening.
Lydkvalitet
Takket være forbedringerne i version 2 oplever jeg en betydelig bedre baseffekt, når musikken spiller. Om det er trommer, pulserende basrytmer eller dybe stemmer, så er effekten ikke til at tage fejl af. Samtidig oplever jeg en god rumklang og en klar diskant, som hverken bliver skinger eller metallisk.
Elite Sport er sågar i stand til at gengive de finere nuancer i musikken som den subtile cello i baggrunden eller trianglen i orkestrets bagerste række, når jeg udfordrer headsettet med klassisk musik. Også her brillerer Jabra.
Fire mikrofoner med støjreducerende teknologi må alt andet lige betyde klokkeklar tale selv i myldretidstrafikken! Nej, ikke helt. I forhold til konkurrenterne ligger Elite Sport bestemt i førerfeltet, men det er ikke ensbetydende med en perfekt opkaldsoplevelse.
Jeg kan sagtens tale i telefon med headsettet, selvom det blæser lidt, og der er støj i miljøet, men mikrofonerne opfanger en del af lydene, især i den høje ende af frekvensområdet, og det går igennem til personen, jeg taler med. Dog ikke i sådan en grad at vi ikke kan føre en samtale. Man kan dog ikke tillade sig at forvente en perfekt telefonsamtale, når man bruger et løbeheadset.
- Navn: Elite Sport (version 2)
- Producent: Jabra
- IP-certificering: IP67
- Forbindelse: Bluetooth 4.1
- Batterilevetid: Op til 4½ time
- Opladningstid: To timer
- Set til: Kr. 1.511
- Mere information hos Jabra
Samlet vurdering 95% 
Jabra Elite Sport v2 er et af de mest robuste og omfattende løbeheadset på markedet. Du får ikke bare et par ørepropper, der kan spille musik. Du kan også måle puls og hjerterytme, høre dine omgivelser via fire mikrofoner og få omfattende træningsdata i Jabra Sport-app’en.
Elite Sport sidder godt i ørerne, hvilket er et kæmpe plus i forhold til forgængeren, som nærmest skulle mases ind i kraniet, hvis du ville fornemme baseffekten. Heldigvis har Jabra lyttet til kritikken, hvormed du kan have det 100 % trådløse headset siddende i ørerne på normal vis og opleve et fyldigt lydbillede med gode nuancer og klar diskant. Alt sammen til en yderst fornuftig pris.
Jaybird RUN XT
Anden generation af det 100 % trådløse RUN-headset er på gaden, men du skal virkelig ned i detaljen for at finde forbedringerne fra første til anden generation. Det mest i øjenfaldende er prisen, der er kommet ned fra kr. 1.599 til kr. 1.399, hvis vi ser på de vejledende priser. Dernæst er headsettet blevet Spotify-kompatibelt, men så ophører nyhedsstrømmen også.
Funktioner og komfort
For RUN XT er stadig sved- og vandafvisende (IPX7). Det vejer ligeså meget som forgængeren, og det fylder ligeså meget. Sidstnævnte er stadig et issue for mig, da komforten bliver reduceret som følge af bredden på RUN XT.
Selvom RUN XT har nogle gode og komfortable silikonepropper og vinger, der passer godt til mine øregange, stikker øretelefonen stadig for langt ud af mit øre. Og det gør, at jeg til tider, når sveden tørres af med det lange ærme, kommer til at hive øretelefonen ud af øret. En detalje, men en irriterende detalje.
Derudover har Jaybird fortsat et problem med deres fjernbetjeninger i øretelefonerne, som fortsat ikke udnytter siderne af øretelefonerne godt nok, da de sagtens kunne understøtte flere funktioner per knap, end de gør i dag. I stedet er jeg tvangsindlagt til at prioritere mellem Google Assistant/Siri og nedjustering af lyden med venstre fjernbetjening. Højre side er enten forbeholdt musikafspilning/opkald eller opjustering af lyden/opkald. Samtlige konkurrentende mærker jeg har haft fingrene i, fra Bose til Samsung, kan sagtens finde ud af at udnytte øretelefonernes fjernbetjening fuldt ud. Nu mangler vi bare Jaybird!
RUN XT benytter sig også af Jaybird-app’en, som blandt andet skal bruges konfigurere fjernbetjeningerne såvel som lydindstillingerne. Her kan du gå ind og vælge mellem et væld af lydprofiler, som passer til dine præferencer, ligesom du kan foretage en manuel justering af bas, diskant og mellemtoner. Ydermere kan du finde øretelefonerne gennem app’en, hvis du taber dem.
Lydkvalitet
Skøn lyd når de elektroniske rytmer pumper løs. Bassen leverer en god bund, mens der er en skarp diskant. Enkelte mellemtoner har det med at forsvinde, men det er jo et løbeheadset, så jeg kan ikke tillade mig at forvente hifi-kvalitet. Rockmusik og sangstemmer har gode nuancer, om det er highhat eller mandestemmer i takt med elguitaren.
Taler jeg telefon med RUN XT i ørerne, er det kun den højre øretelefon, som bruges, hvilket er irriterende og også var et problem i forrige generation, da det kan være svært at høre, hvad der bliver sagt, når samtalen foregår i mono og ikke stereo. Jeg oplever, at der er nogle nuancer i ordene, som går tabt – dette sker især, hvis samtalen foregår udendørs.
Mikrofonen har ikke støjreducerende filter, hvilket gør det svært for den anden ende at høre, hvad jeg siger, hvis der trafikstøj. Men igen, det er et løbeheadset og ikke et professionelt kommunikationsheadset – det skal vi lige have in mente.
- Navn: RUN XT
- Producent: Jaybird
- IP-certificering: IPX7
- Forbindelse: Bluetooth 4.1
- Batterilevetid: Op til fire timer
- Opladningstid: to timer
- Set til: Kr. 1.399
- Mere information hos Jaybird
Samlet vurdering 70 %
Jaybird RUN XT virker nærmest som en billigere kopi af sin forgænger, Jaybird RUN. Der er enkelte, mindre forbedringer eller ændringer, om man vil, men der er bestemt ikke de store nyheder at skrive hjem om. Og det er trist. For dermed arver RUN XT sin forgængers fejl og mangler, hvilket trækker ned. Jaybird har haft mere end et år til at lave et forbedret headset, men har i stedet valgt at fokusere på stort set samme model til færre penge.
Ikke desto mindre leverer RUN XT en god komfort, en fyldig bas og skarp diskant, hvilket er flot gået taget headsettets størrelse i betragtning.
Plantronics BackBeat FIT 3100
Designvariation inden for 100 % trådløse headsets er til at overse. Alle modeller er ørepropper, som går ind i øregangene og lukker omverdenen ude gennem passiv støjreduktion. For løbere, der ikke bryder sig om ørepropper, repræsenterer dette et problem – indtil BackBeat FIT 3100 kom på gaden.
FIT 3100 har arvet det klassiske FIT-design sans nakkebøjlen. Den har Plantronics fjernet, hvilket gør headsettet til det første på markedet, som har ørebøjler og ikke går ind i ørerne. Godt nyt for dig, der hader ørepropper og gerne vil opfange lyde fra omgivelserne. Denne forsømte målgruppe er ikke længere forsømt.
Funktioner og komfort
Headsettet sidder rigtig godt fast qua ørebøjlerne, hvilket gør det yderst svært at tabe. Komforten er god, da silikoneøredutterne ligger behageligt på kanten af øregangene, og bøjlerne generer ikke mine ører. Samtidig er det rart at slippe for nakkebøjlen, der havde det med at slaske mod min nakke. Eneste anke er, at øretelefonerne har det med at vriste sig ud af øresneglen en gang i mellem, hvormed de skal justeres.
Du får ingen ekstra ørebøjler eller øredutter med i købet, da headsettet kører med en one-size til alle ører, hvilket giver mening, da der ikke er noget, som skal ind øregangene. Endvidere mangler FIT 3100 en række små, men praktiske funktioner såsom auto-sluk og evnen til at aktivere begge øretelefoner ved at tænde for det ene.
FIT 3100 lukker meget baggrundsstøj ind, mens musikken spiller. Det er nemt at orientere mig i trafikken, men det kan være svært at få en ’fuldblodig’ musikoplevelse, da støjen netop går ind og erobrer en del af lydbilledet. Dette er ikke et kritikpunkt, da nogle løbere fortrækker dette, men det er blot en konstatering for løbere uden denne præference.
Henter du BackBeat-app’en, vil du kunne tildele den velfungerende fjernbetjening i hver øretelefon en række kommandoer, hvis du deaktiverer lydjusteringsfunktionen. Ønsker du at Google Assistant, Spotify-playlister, stopur, mm. skal aktiveres, kan du tildele dem, men på bekostning af lydjusteringen.
Lydkvalitet
Når det kommer til lydkvalitet, er FIT 3100 lettere svær at anmelde, eftersom en stor del af musikkens bas og nuancer går tabt, fordi øretelefonerne ikke går ind i ørerne. Løber du i vind eller i trafikeret område, vil du yderligere opleve en forringelse af lydbilledet, men når det er sagt, så leverer FIT 3100 en god lyd. Løber du på løbebånd, vil du få en fyldig og fornuftig bas, mens nuancerne i musikken træder godt frem – dog med undtagelse af de mere subtile detaljer, som går tabt i mellemrummet mellem ørekanal og øretelefon.
Opkald med FIT 3100 fungerer godt med stereolyd og mikrofoner, der til trods for baggrundsstøj gør det tydeligt at høre, hvad jeg siger. For et løbeheadset er det lidt af en bedrift, men gode mikrofoner er noget, Plantronics er kendte for.
- Navn: BackBeat FIT 3100
- Producent: Plantronics
- IP-certificering: IPX7
- Forbindelse: Bluetooth 5.0
- Batterilevetid: Op til fem timer
- Opladningstid: 15 minutter giver en times musik
- Set til: Kr. 1.199
- Mere information hos Plantronics
Samlet vurdering 85%
Plantronics BackBeat FIT 3100 er det eneste 100 % trådløse headset, jeg kender til, som er designet til dig, der ikke ønsker ørepropper i ørerne og gerne vil kunne høre omgivelserne. Det er et trade-off, eftersom du ikke vil få den fulde musikoplevelse, som headsettet kan levere, fordi afstanden mellem ørekanalen og øretelefonen og baggrundsstøjen, der siver ind, forringer lydkvaliteten. Men dette er designpræmissen.
Ud fra præmissen gør FIT 3100 det godt. Du kan både lytte til musik som omgivelserne. Det er også muligt at føre en anstændig telefonsamtale med løbeheadsettet på, selvom der måtte være baggrundsstøj. FIT 3100 er komfortabel at have på, men en gang i mellem skal øretelefonerne justeres, fordi de netop ikke sidder fast i øregangene.
Soundliving Pro Runner
Løbestil kan være god, ligesom den kan gøre skade på ankler, knæ eller noget helt tredje. Jeg har været til fysioterapeut, som monitorerede min løbestil, hvor konklusionen lød, at mine fødder lander for hårdt, hvilket potentielt set kan skade mine knæ. Løsningen er at lande blidere og bruge et par løbesko med chokabsorbering.
To år efter ’diagnosen’ fortæller Pro Runner, at jeg stadig har problemer med for hård landing. Bluetooth-headsettet fra danske Soundliving introducerer funktionen med navnet, Realtid coaching. Begrebet dækker over headsettets evne til at vurdere min løbestil på en række parametre, mens løbeturen er i gang. Pro Runner indsamler data, som deles med Soul Fit-app’en, der behandler data og via en stemme fortæller mig, at jeg skal løbe hurtigere, trampe mindre eller passe på min symmetri – for at nævne nogle eksempler.
Funktioner og komfort
Realtid coaching fungerer rigtig godt, men du bør ikke regne med, at den opfanger alle problemer forbundet med din løbestil. Eksempelvis fortalte fysioterapeuten, at jeg også bør holde min højre fod mere lige, når jeg løber, hvilket er et problem, jeg stadig døjer med, men Realtid coaching ikke opfanger. Hvor mange forskellige parametre headsettet vurderer løbestil ud fra, ved jeg ikke, og det nævnes heller ikke på Soundlivings hjemmeside.
Kan jeg bruge Realtid coaching til noget? Ja! Soul Fit-app’en indsamler og behandler data, som jeg efterfølgende kan gå i dybden med. Diagnoserne fremlægges, og der kommer også forslag til, hvordan jeg kan rette op på mine fejl. App’en kan også gemme min historik, så jeg kan gå tilbage og se, om der er en forbedring i min løbestil.
Realtid coaching er en stille revolution efter min opfattelse, da Pro Runner-headsettets sensor og brug af min telefons GPS er i stand til at give mig feedback på en række områder, og det kan jeg bruge aktivt til at forbedre mig. Pro Runner er det eneste headset, jeg har oplevet i mine 15 år som anmelder, der udbyder så omfattende coaching i et løbeheadset til billige penge, selvom Bragi og Jabra har lavet noget lignende.
Min største anke er stemmecoachen, hvis vokabular er alt for begrænset. Jeg bliver træt af at høre den engelske og mekaniske kvindestemme fortælle mig adskillige gange under løbeturene, at chokniveauer er for højt. Laver Soundliving en Pro Runner 2, ville det hjælpe med et større stemmebibliotek for variationens skyld, så Real coaching ikke længere er monoton og bliver irriterende at lytte til – for coachen kommer jo med gode råd.
Derudover har Pro Runner en indbygget fjernbetjening og mikrofon til telefonsamtaler. Fjernbetjeningen regulerer lydstyrken og bladrer i musikken, ligesom den styrer opkald.
Headsettet er behageligt at løbe med, og jeg oplever, at det sidder ordentligt fast i mine øregange, selvom jeg bliver nødt til at justere det fra tid til anden, da ingen af de medfølgende ørepuder passer 100 % til mine øregange.
Pro Runner står til omkring kr. 1.200, hvilket er billigt, når vi tager funktionerne i betragtning, og det er IPX5-certificeret. Men Soundliving har til gengæld brugt det, der føles som billigt plastikmateriale, hvormed jeg savner en vis lækkerhedsfornemmelse, som jeg finder hos andre. Personligt ville jeg gerne give et par hundrede kroner ekstra for en bedre buildkvalitet.
Lydkvalitet
Soundliving skriver på deres hjemmeside, at headsettet har en enestående lydkvalitet – det er måske en sandhed med modifikationer. Jeg mangler en fyldigere og tungere bas, som får gang i mine ben. Mine elektroniske numre lyder lidt flade i det, hvilket skaber lidt for meget hul rumklang og lidt for fremtrædende diskant. Pro Runner er dog god til at få mellemtoner til at træde frem, men et kraftigere basniveau er kært velkommen i en forhåbentlig to’er.
Mikrofonen fungerer udmærket i stille omgivelser uden vind, men løber du med trafikken tæt på dig, vil det være svært at føre en samtale, da støjen går lige igennem.
- Navn: Pro Runner
- Producent: Soundliving
- IP-certificering: IPX5
- Forbindelse: Bluetooth 4.1
- Batterilevetid: Op til 11 timer
- Opladningstid: To timer
- Set til: Kr. 1.199
- Mere information hos Soundliving
Samlet vurdering 85%
Soundliving Pro Runner med Real coaching tilbyder en dybdegående funktion, som sjældent ses på et ellers oversvømmet marked før løbeheadsets. Indsamlingen af data i realtid og behandlingen af oplysningerne gør headsettet i stand til at fortælle dig, hvor du bør forbedre din løbestil. Hjælpefunktionen virker rigtig godt, om end jeg kunne savne større variation i stemmebiblioteket.
Prisen afspejler sig i det billige plastikmateriale, som gør, at Pro Runner mister sin lækkerhedsfornemmelse. Og jeg savner en mere fremtrædende bas, men ellers oplever jeg et nuanceret lydbillede. Jeg forstår godt, at Soundliving forsøger at komme ind på et trængt marked med en lavprisstrategi, men Pro Runner har en klar konkurrencefordel hos løbere, der ønsker at forbedre deres løbestil, og personlig ville jeg gerne betale ekstra for bedre materiale, bas og større stemmevariation. For Soundliving lægger mere eller mindre op til, at Pro Runner skal være en længerevarende ledsager, og det ville forbedringen af de tre omtalte parametre hjælpe på.