Lancering: Huawei klar med smartwatch/aktivitetstracker med 2 ugers batterilevetid

Paris: Under lanceringen af deres nye smartphone, P30 og P30 Pro, fremviste Huawei også deres nye smartwatch/aktivitetstracker, Huawei Watch GT Active Edition, der blandt andet kunne fremvise en imponerende batterilevetid på to uger

Huawei Watch GT Active Edition. Foto: Huawei

Huawei har længe haft smarte ure som en del af deres produktportefølje, og de har været baseret på Wear OS.

Nu er de så klar med deres Huawei Watch GT Active Edition, et smartwatch der er rettet mod folk der ønsker at tracke deres aktivitet døgnet rundt, og det er baseret på Huaweis eget OS.

Uret er fremstillet i rustfrit stål og har en 3,5cm AMOLD HD-skærm med en opløsning på 454 x 454.

Uret tracker mange forskellige aktiviteter, både indendørs og udendørs, og nu er der også kommet en Triathlon-tilstand, som gør at du kan spore hele din workout, hvis du er triatlet, uden at skulle skifte tracking under din træning.

Uret bruger Huaweis egen hjertemålerteknologi, TruSeen 3.0, og holder øje med din puls både når du sover og er aktiv. Trackeren kan også sættes op til at råde dig til at træne hårdere, hvis du ikke når det pulsmål du har indstillet uret til.

Baseret på over 200 indkodede forslag og den målte søvnkvalitet giver trackeren personlige anbefalinger til, hvad man kan gøre for at forbedre sin søvn.

Nu kommer der noget jeg synes er rigtig spændende. Uret har nemlig en batterilevetid på to uger. Men det har en omkostning – uret er nemlig ikke baseret på Wear OS, men på Huaweis eget operativsystem, som er langt mindre strømslugende.

Men det betyder også, at det er meget begrænset hvad du kan få af apps til uret, og det samme gælder urskiver. Du kan få dem der ligger i Huaweis egen app store, og så stopper den der.

Pris og tilgængelighed

Den vejledende udsalgspris for Huawei Watch GT Active er 1.899 kr., og er i handlen nu.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2156 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?