Danske Bang & Olufsen er, ikke ufortjent, verdenskendte for deres spændende design, og de har en skøn tilgang til miljøvenlighed og bæredygtighed, som du forresten kan høre mere om i min podcast Tech-Talk Episode 36.
En af de ting der gør Beosound Emerge så spændende er, at den har fået en Cradle to Cradle-certificering på bronze-niveau, hvilket er udtryk for at den er produceret på en sikker, cirkulær og ansvarlig måde.
Bang & Olufsen har også designet den, så den kan opgraderes når teknologien udvikler sig, så du kan udskifte batteriet hvis det bliver nødvendigt, eller hvis du gerne vil ændre farven på den.
En af de ting jeg er helt vild med ved Beosound Emerge er det boglignende design. Den kan let stå i reolen og ligne en bog, der er ikke meget high-end-teknologi over den. Det gør at den er let at placere i din stue, for den passer godt ind de fleste steder. Det eneste du skal være klar til er at trække en strømledning, for naturligvis kan højttaleren ikke fungere uden strøm.
Jeg kan godt lide materialerne som Bang & Olufsen har brugt til højttaleren, de er meget eksklusive og får den til at se yderst elegant ud. Selve højttaleren ligger i ‘ryggen’ af højttaleren, men også siderne bliver brugt til at sende lyd ud gennem. Smart design.
Toppen af højttaleren har et par touch-funktioner, som jeg dog ikke blev helt gode venner med. Jeg synes det var lidt svært finde ud af, hvordan jeg skruede op og ned for lyden, og jeg endte med primært at bruge min smartphone til den del.
Men der er betjening til at spring mellem forskellige internet-radiostationer, knap til at springe frem og tilbage mellem kilderne, til at starte og stoppe afspilning. Det virkede fint, og fra tid til anden kunne jeg også skrue ned for lyden. Men det lykkedes ikke for mig at knække koden til at skrue op for lyden hver gang. Virkelig mærkeligt.
Det var let nok at sætte Beosound Emerge op. Så snart den var tændt, så kunne jeg finde den i B&O-app’en, og herefter justerede den lige sig selv ved at sende en høj tone ud i rummet og lytte til hvad der kom tilbage – lidt som en forsimplet version af Sonos-opsætninge.
Den kobler sig også til dit WiFi så du kan streame uden at være i bluetooth-forbindelse med højttaleren, men naturligvis kan du også forbinde til højttaleren via bluetooth. Så langt så godt – alt gik let og elegant.
Selve app’en er der også et par småting du kan gøre, udover at opdatere firmwaren altså. Du kan finde en række radiostationer du kan afspille på højttaleren, og du kan afspille musik fra Deezer, hvis du har et abonnement på tjenesten.
Hvis du har brug for at justere lyden, så er det også i app’en du klarer det, og her knækker min tålmodighed en anelse. Jeg er glad nok for de præindstillede indstillinger, men hvis jeg vil lave mine egne indstillinger, så skal jeg justere lyden, ved at flytte en markør rundt i en stor cirkel. Det virker hverken brugervenligt eller nemt.
Jeg har også svært ved at få præcist den lyd jeg gerne vil have, jeg savner virkelig en mere traditionel equalizer, hvor jeg kan indstille lydbilledet.
Da jeg testede lyden i Beosound Emerge fik jeg fin oplevelse, men det er ikke den store oplevelse som Bang & Olufsen selv skriver det er. Faktisk så synes jeg at der mangler lidt fylde i lyden, og bassen formår heller ikke helt at imponere mig.
Igen – det er ikke fordi den er dårlig lyd, men med en højttaler til omkring 4.500 kroner er lyden ikke der hvor jeg gerne så den være. Jeg havde håbet på en bas der kunne definere lyden, men der er med til at give hele lydbilledet en lidt ulden fornemmelse.
Bedømmelse
Samlet vurdering 80%
Jeg kan godt lide designet af Beosound Emerge, og jeg er rigtig glad for at Bang & Olufsen tager miljøet alvorligt i designet af deres produkter.
Men selvom lyden i højttaleren absolut ikke er dårlig, så er den ikke der hvor jeg havde forventet lyden er i en højttaler til 4.500 kroner. Bassen giver ikke bund nok i musikken, og lydbilledet er lidt for uldent.
Du kan læse mere om Beosound Emerge her.