TEST: Canon EOS M50 Mark II – fedt, kreativt og lille

Det lille spejlreflekskamera, EOS M50 Mark II fra Canon imponerer virkelig i test. Det er spækket med muligher, er let at bruge og så kan du streame direkte fra det til YouTube

Canon EOS M50 Mark II. Foto: Canon

Det er næppe nogen hemmelighed at jeg er vild med at tage billeder, og hvis du spørger min kone, så tager jeg også alt for mange af dem. Men jeg er dybt fascineret af det du kan med et kamera, og et videokamera forresten, og derfor var det ekstra spændende for mig, at kaster mig over testen af det lille spejlreflekskamera, EOS M50 Mark II fra Canon.

Kameraet er rettet mod de kreative, mod streamere, vloggere og dem der gerne vil tage fede billeder, uden at skulle sætte sig ind i komplicerede menuer og begreber, som mange af de mere avancerede, og dyre, kameraer er udstyret med.

Der er ingen tvivl om, at Canon er blevet inspireret af den måde kameraet i en smartphone virker. Det er fx første gang jeg har set et spejlreflekskamera, hvor du har mulighed for at sætte effekter ind på billeder, præcist på samme måde som du gør på din smartphone, når du tager billeder til fx Instagram.

Den nye menu som Canon har udstyret kameraet med er det der gør hele forskellen. For uanset om du vælger at du vil tage billeder, vælge specielle scener, have fokus på blænde eller iso-værdi, eller optage video, så er menuen skruet sammen med lette guider og lette forklaringer, der gør at du hurtigt finder præcist de indstillinger du gerne vil have.

Et godt eksempel er, hvis du vælger en scene, fx et portræt. Kameraet indstiller sig selv med de optimale indstillinger til sløret baggrund, men fortæller dig også, hvordan du selv kan gøre baggrunden mere eller mindre sløret. Og hvis du har valgt at skyde dine billeder i rent jpg-format, så fortæller det dig også, at hvis du nu vælge den indstilling, hvor du både får jpg OG raw-filer, ja så kan du jo altid modificere og endda tilføje effekter efter du har taget billedet.

Canon EOS M50 Mark II. Foto: Canon

Min erfaring med kameraet var, at når jeg valgte en scene, så var de indstillinger som kameraet kom med bedre end noget jeg selv kunne indstille, så dem ændrede jeg ikke på – og der var rigeligt at vælge i blandt.

Jeg skød også en del video, og igen gjaldt det, at det var let at få de gode optagelser. Det er blot vigtigt at huske, at når der optages i 4K, og når der skydes billeder i både jpg- og raw-format, ja så bliver pladsen på sd-kortet hurtigt brugt. Så vær lige sikker på, at du har et par stykker med i lommen.

Eller – og det er altså genialt – så sætter du kamera og mobil op sammen gennem app’en. Her kan du så vælge, at kameraet automatisk overfører billeder til din smartphone, eller til din Canon-konto, hvis du har en sådan, og så kan d jo bare slette billederne fra kameraet løbende. En ret fed funktion.

Jeg var også ret begejstret over, at du kan streame direkte fra M50 til YouTube. Det kræver en WiFi-forbindelse, men om ikke andet så kan du jo bare bruge din smartphone til den del, ik? Indtast dine YouTube-informationer og så er du i gang med at streame direkte til din egen kanal. Det er altså bare fedt.

Via app’en kan du forresten også styre kameraet på afstand, og du kan endda se hvad kameraet ser direkte på din smartphone. Så du behøver ikke en eksterne monitor for at se kameraets billede, og du kan styre det uden en fjernbetjening – så fedt.

Endelig er jeg også vild med, at det har et rent hdmi-out, hvilket vil sige, at du også kan koble det til din computer eller videomikser og bruge det som webcam, uden at få alle de informationer med, som normalt står i displayet på dit kamera. Virkelig fedt.

Kameraet er ikke ret stort, og det er jeg glad for. Men jeg er mindre begejstret over byggekvaliteten. Jeg kender Canons produkter som solide og robuste, men M50 føles ikke helt op til normal standard. Der var en vis ‘vakkelvorn’ følelse over det, og det var jeg mindre begejstret over – selvom det absolut er et kamera med et attraktivt prispunkt, så er det stadig langt fra et billigt kamera.

Jeg er glad for at man kan skifte objektivet ud, og bare bruge løs af Canons EF-objektiver. Det giver virkelig mange muligheder, for Canon har virkelig mange objektiver i deres sortiment.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Jeg er vild med Canon EOS M50 Mark II. Det er et oplagt kamera til de kreative. Til dem der vlogger eller streamer, eller bare dem der er vilde med at tage fede og kreative billeder, og som godt lige vil have det ekstra som et rigtigt kamera giver dig.

Billederne er i superhøj kvalitet, og det er fedt at kameraet både kan streame direkte og kobles sammen med din smartphone.

Den medfølende app er god og let at bruge, og det er dejligt at du kan bruge den som både fjernbetjening og ekstern monitor.

Du kan læse mere om Canon EOS M50 Mark II her.

De bedste priser lige nu

About Lars Bennetzen 3850 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?