Creative har været en del af mit computerliv stort set siden jeg fik min første Windows-baserede computer – den gang med et lydkort. Siden har de fokuseret i højere grad på headsets, og jeg har testet det nyeste fra producenten, Zen Hybrid SXFI.
Det er et over-ear-headset, der understøtter producentens Super X-FI-teknologi, og netop den lover bedre og mere dynamisk lyd, ikke mindst når du ser film eller gamer med headsettet på.
Det lød spændende, og jeg så frem til at teste Zen Hybrid SXFI. Men jeg kan med det samme løfte sløret for, at det ikke gik så godt som jeg havde forventet.
Allerede da jeg pakkede det ud, blev jeg en anelse skuffet. Headsettet virkede meget skrøbeligt. Det er designet så det kan folde ret meget sammen, hvilket er godt nok. Men desværre giver det en følelse af ustabilitet, og det virker alt andet end robust.
Det er surt, for jeg kan faktisk godt lide designet, og jeg synes det er fedt at det kan folde så meget sammen. Men igen – det må ikke føles som om det er ved at gå i stykker, og det er den følelse jeg sidder med.
Det bringer mig til opsætningen af headsettet, der som udgangspunkt er let nok. Tænd og find headsettet på mobilens bluetooth-indstillinger. Næste del er så app’en der understøtter headsettets specielle SXFI-funktioner. Så naturligvis installerede jeg den app, og gik i gang med at bruge den.
Men her fik jeg så både udfordringer og problemer. Først skulle jeg nemlig scanne mine ører og ansigt med app’en for at den kunne indstille SXFI-headsettet i forhold til mig. Men at bruge min smartphone til at scanne øret mit øre med, er lettere sagt end gjort. Jeg måtte gribe til at bruge min webcam og en ekstra skærm, før jeg kunne se om jeg pegede korrekt med mobilen. Naturligvis ville det være lettere, hvis jeg fik en hjælper til at gøre det – men det var så ikke lige en mulighed for mig da jeg sætte headsettet op.
Det lykkedes dog til sidst, men ikke uden problemer.
Problemerne vokser
Desværre var det dog ikke enden på mine problemer med app’en. Under installationen beder den om tilladelse til at få adgang til mit musikbibliotek, i mit tilfælde Apple Musik, hvilket jeg gav den lov til. Men det ændrer ikke ved, at jeg ikke kunne finde musikken i app’en. Det burde jeg ellers kunne, og det var en nødvendighed for at bruge de specielle SXFI-funktioner i app’en, og ikke mindst den indbyggede equalizer.
Efter et par dage fik jeg dog adgang til at se musikken, men hver gang jeg forsøgte at afspille den fra Creative-app’en, fik jeg beskeden om at der ikke kunne oprettes den nødvendige encoding af musikken.
Jeg fik også konstant beskeden om at equalizeren ikke var understøttet på min enhed, og den kom aldrig til at fungere.
Det frustrerede mig meget, og jeg er slet ikke sikker på om de justeringer af headsettet som scanningen af mit øre skulle give, slog igennem.
Fin, men ikke imponerende, lyd
Det bringer mig til de to sidste elementer ved headsettet, og jeg starter ved komforten.
Headsettet presser ikke voldsomt på hovedet, hvilket er fint nok – man kan godt holde ud at have briller på samtidig. Det sætter jeg pris på, men desværre er ørekopperne ikke så store, at de kan omslutte mine – ikke specielt store – øre uden problemer. Jeg kunne konstant mærke at det rørte mit øre, og det endte med at irritere mit øre ret meget.
Når det kommer til lydkvaliteten, så gik det lidt bedre. Lige ud af boksen kommer der en ok lyd i headsettet, men den ikke så fyldig som jeg havde forventet. Bassen burde have været mere markant og diskanten skarpere. Det savnede jeg.
Direkte på headsettets højre ørekop er det muligt at slå SXFI til og fra. Om den SXFI har nogen sammenhæng med den SXFI der er i app’en ved jeg ikke. Men når jeg slå den til, så blev lyden mere metallisk og bassen blev mindre markant. Det var ikke noget der gjorde noget specielt godt for lyden i headsettet.
Det var også muligt at skifte mellem hybrid ANC, ANC og Ambient-tilstand. De tre funktioner var gode, og jeg var tilfreds med støjreduktionen i headsettet.
Bedømmelse
Samlet vurdering 60%
Jeg ville så godt kunne lide Creative Zen Hybrid SXFI. Der er så mange gode tanker bag headsettet, og prisen er meget tiltrækkende. Men desværre så kommer Creative ikke i mål med deres ambitioner for headsettet.
Det er ikke ok at app’en ikke fungerer ordentligt, det er frustrerende at de specielle SXFI-funktioner bare ikke fungerer, og så skal der altså arbejdes med komforten.
Designet er fint, men det er bare ikke nok, og når lyden ikke er bedre er det svært at forsvare indkøb af dette headset.
Du kan læse mere om Creative Zen Hybrid SXFI her.
Prisen for Zen Hybrid SXFI er i skrivende stund 750 kroner.