TEST: DJI Mavic 4 Pro er et dyrt bekendtskab men byder på ydelse i topklasse

Med lanceringen af Mavic 4 Pro samt ikke mindst den nye fjernbetjening RC Pro 2 har dronegiganten DJI givet sine konkurrenter noget at tænke over. Det er dyre sager. Men du får både kvalitet og funktionalitet.

Foto: DJI

Af Henrik Malmgreen

Når det gælder droner, er der DJI og så de andre producenter, som faktisk ikke er så mange endda – i hvert fald ikke når det kommer til professionel og semiprofessionel brug af droner. I de to segmenter har DJI dygtigt formået at positionere sig som det absolut førende brand, når det gælder luftbåren video og foto. DJI’s produktpalet spænder vidt, og tidligere på året lancerede firmaet Mavic 4 Pro, der i mange henseender markerer sig som den største opgradering i lang tid.

Blandt andet fordi, den kan leveres med fjernbetjeningen RC Pro 2 med 7” skærm i stedet for den kendte RC 2 med 5,5” skærm. Lad det være sagt med det samme. Det er en superlækker fjernbetjening, men til en pris, der efter min mening er alt for høj, selv om man får mange lækre detaljer med. Mere om det senere. Derudover byder Mavic 4 Pro, ganske som Mavic 3 Pro, på tre kameraer – men naturligvis i forbedret version – samt en række funktionsmæssige raffinementer.

Mavic 4 Pro fra DJI er firmaets største opgradering længe, og dronen er da også spækket med funktionalitet, der sikrer, at droneføreren kommer hjem med gode optagelser. Men lad det være sagt med det samme – det er ikke en drone for begyndere. Foto: DJI

Kan blive et dyrt bekendtskab

Mavic 4 Pro er ikke noget billigt bekendtskab. Således skal man af med intet mindre end i omegnen af 27.000 kr. for Creator Combo pakken, som inkluderer drone med intern 512 GB lagringskapacitet, RC Pro 2 fjernbetjening, tre batterier, opladningshub, ekstra propeller og skuldertaske. Det er mange penge, og da vægten lige runder et kilo, skal du være opmærksom på kravene til certifikat.

Det betyder blandt andet, at du ud over et teoretisk A1/A3 certifikat, der tages online hos Trafikstyrelsen, skal have et A2 kompetencecertifikat, som kombineret med praktisk selvtræning skal tages hos en kursusudbyder, der er godkendt af Trafikstyrelsen. HvIs du ønsker mulighed for at flyve tæt på mennesker og bygninger, kræves yderligere et STS-01/PDRA-S01 certifikat. Det hører til i den dyre ende og kan koste den nette sum af cirka 12.000 kr.

Dronen stiller krav til brugeren

Mavic 4 Pro kan meget, men det er altså også en drone, der stiller krav til brugerens forudsætninger samt træning, hvis fuldt udbytte skal opnås. Men lad os kigge på nogle af de mange nyheder i dronen. En af de helt store er, at dronens gimbal nu kan rotere 360 grader, hvilket er en helt unik funktion som ikke er set før, men en funktion, der skal styres med måde, hvis ikke beskueren til dine fantasifulde videoer skal blive helt og aldeles rundtossede.

Vores anmelder har blandt andet sendt dronen i luften over Helsingør Domkirke, der stolt viser sit nye kobbertag frem. En tur ud over Kronborg samt havnen er det naturligvis også blevet til. Alle optagelser står knivskarpt. Video: Henrik Malmgreen

Her ses en lille sammenklipning af de forskellige effektprogrammer, der kan flyves i. De kan klippes sammen i DJI’s app, men hverken programmer eller redigeringsapp imponerer vores anmelder. Han foretrækker helt klart at styre sin drone manuelt. Video: Henrik Malmgreen

I funktionen Explore er det muligt at zoome trinløst fra 1x og op til 24x zoom. Læg mærke til, at optagelsen hakker et par steder. Det er, når dronen skifter kamera. Desuden er der forskel i kvaliteten undervejs, alt efter om der optages med optisk eller digital zoom. Video: Henrik Malmgreen

Funktionen er dog lidt svær at styre, da man drejer gimbalen ved at køre en finger hen over en form for digital vinkelmåler på skærmen. Man kan også delvis anvende funktionen gennem en af de programindstillinger, f.eks. Mastershots eller Easyshots, der giver mulighed for forskellige former for effektoptagelse. Her flyver dronen en forud fastsat rute, hvor den er programmeret til at udføre stunts som f.eks. at starte optagelsen på hovedet eller gynge afsted som et skib i søgang.

Optag på højkant i fuld opløsning

En smart finesse er, at man med et enkelt tryk på en knap kan skifte fra landskabs- til portrætindstilling, hvis man f.eks. skal lave optagelser til de sociale medier. Det giver mulighed for optagelse i højkantformat, vel at mærke uden at der sker nogen form for reduktion i optagekvaliteten. Man udnytter altså sensorens fulde opløsning både i 4K og i 6K, men til gengæld kan man ikke tilte kameraet op og ned, som man kan i landskabsindstilling.

Video optaget af Henrik Malmgreen

Som på andre droner, der kan optage i portrætindstilling, kan du dreje gimbal og kamera med en knap på fjernbetjeningen. På RC Pro 2 kan du dog også blot dreje skærmen, så følger gimbal og kamera efter. Det er en ret unik funktion, fordi du så ser dit feed fra dronen i det ægte format helt uden beskæring. Det er ret godt tænkt, også fordi optagelserne ikke croppes, men vises i fuld opløsning på skærmen.

Imponerende 24x zoomfunktion

Desuden kan dronens gimbal nu drejes hele 70 grader opad, så man kan opnå fornemme effekter, hvis man f.eks. flyver under en bro og vil filme opad eller flyver eller tæt på bjerge, hvor man gerne vil gengive udsynet helt op mod toppen. Alt i alt betyder det langt højere grad af fleksibilitet i optagelserne, men en god huskeregel er altid at anvende sådanne funktioner med måde, da man let lader sig rive med og kan komme hjem med optagelser, der ikke er til at holde ud at kigge på.

Til en pris på cirka 8.000 kr. i løs vægt er DJI RC Pro 2 et særdeles dyrt bekendtskab. Et noget for dyrt bekendtskab, mener anmelderen. Men selv om den kan anvendes sammen med en række andre droner, er den født til ar arbejde sammen med Mavic 4 Pro, og det klarer den meget fornemt. Blandt andet kan alle kamerafunktioner styres direkte fra drejeknappen. Foto DJI
 

Den imponerende 24x zoomfunktion skal ligeledes anvendes med forsigtighed, og det er der to årsager til. For det første giver alt for megen zoom et forvirrende indtryk, og for det andet gør man det sværere for sig selv, når optagelserne senere skal klippes sammen. Optagelse af en person  eller et objekt med fast zoomindstilling er fint, men lad være med at zoome ind og ud, når du f.eks. laver en panorering.

Forskel på optisk og digital zoom

Når det er sagt, skal jeg naturligvis gøre opmærksom på, at træerne ikke vokser ind i himmelen. Så selv om Mavic 4 Pro er forsynet med et 28 mm. Hasselblad kamera, et 70 mm. medium telekamera og et 168 mm. telekamera, er der grænser for, hvor meget, man kan zoome ind og stadig opnå et acceptabelt resultat. Dronen anvender nemlig både optisk og digital zoom, og som jeg altid har sagt – glem alt om at anvende digital zoom. Kvaliteten er ganske enkel ikke god nok.

Vidvinkelkameraet på 28 mm. spænder fra 1x optisk til 2,5x digital zoom, medium telekameraet på 70 mm. spænder fra 2,5x optisk til 6x digital zoom, og telekameraet på 168 mm. spænder fra 6x optisk til 24x digital zoom, så det handler altså så at sige om at vælge det rette kamera til opgaven og i den rette indstilling. Eller sagt med andre ord, du skal virkelig lære din drone at kende, hvis du ønsker at opnå de bedst mulige resultater.

Nemt skift mellem de tre kameraer

Det er ikke helt til at gennemskue, hvornår kameraerne skifter fra optisk til digital zoom, og det fremgår heller ikke af specifikationerne. Men hvis du i første omgang holder dig til at anvende 28 mm. kameraet i 1x zoom, og skifter til 70 mm. kameraet, hvis du vil anvende 2,5x zoom samt skifter til 168 mm. kameraet, hvis du vil anvende 6x zoom, er du sikker på, at du i alle tre tilfælde arbejder med optisk zoom.

Du kan skifte kamera på skærmen, men på den nye RC Pro 2 fjernbetjening kan det også ske ved et tryk på en knap, dog kun når du ikke optager. Øvrig zoomfunktion sker på et drejehjul forrest på fjernbetjeningen, og det er i øvrigt det samme på den almindelige RC 2 fjernbetjening. Skærmen på RC 2 Pro er ganske formidabel med en lysstyrke ikke mindre end 2.000 nits, lige som springet fra 5,5” til 7” virker meget overbevisende.

Op til 60 frames i sekundet i 6K

Hvis du optager med Hasselblad kameraet (28 mm.) kan du skyde HDR-video op til 6K med 60 frames i sekundet. De to øvrige understøtter 4K/60 fps HDR-videooptagelse. Hasselbladkameraet og medium telekameraet byder desuden på 4K/120 fps slowmotion. Medmindre du leverer til det professionelle produktionsmiljø, vil det være sjældent, du får brug for 6K, fordi 6K vil være overkill rent kvalitetsmæssigt, lige som redigering i den opløsning stiller langt større krav til f.eks. din skærm.

Arbejder du manuelt med Mavic 4 Pro, giver Hasselblad kameraet en imponerende dynamisk rækkevidde på op til cirka 16 blænder, mens mellem telekameraet og telekameraet byder på henholdsvis 14 og 13 blændetrin. Alle tre kameraer understøtter 10-bit D-Log, D-Log M og HLG-farveprofiler, hvilket sikrer ensartet farvegengivelse. Mavic 4 Pro versionen med 512 GB indbygget hukommelse forbedrer arbejdsgangen yderligere med 10-bit 4:2:2 videooptagelse via All-I-kodning.

Styr selv eller optag automatisk

Der er kun fuld manuel styring af blænden med Hasselbladkameraet, men overordnet set er der rigtig gode muligheder for at tilpasse drone specifikt til en bestemt opgave, både når det gælder lukker, blænde, farvebalance, ISO, farveprofil og frames i sekundet. Dog kan man ikke pille ved, at der optages i H.265/MP4. Man kan naturligvis også blot fra Pro indstilling til Auto – så klarer dronen det hele selv, og i øvrigt med fremragende resultat.

Til en pris af lige i omegnen af 27.000 kr. får man DJI Mavic 4 Pro Creator Combo, inklusive DJI RC Pro 2. Det er mange penge, men hvis man har et professionelt eller semiprofessionelt behov for at optage video samt stillbilleder i topkvalitet, er pengene alt andet lige givet rimeligt ud. Foto: DJI

Generelt set laver Mavic 4 Pro videooptagelser i en forrygende kvalitet, og det samme gælder stillbillede optagelser, hvor det er muligt at skyde 100 megapixel filer med Hasselblad kameraet. Disse lagres i DNG-format – Digital Negative File – som napper cirka 100 MB på din harddisk, og via såkaldt RAW-stacking er det muligt at smelte 5 identiske billeder optaget i Burst Mode sammen til én gigantisk billedfil.

Flyvetiden er på en god halv time

Selv praler DJI med, at Mavic 4 Pro kan flyve op til 51 minutter på et batteri, men det er pral, ganske som når bilproducenterne praler med benzinøkonomien. Mit bedste resultat blev på 35 minutter i komplet vindstille vejr og med solen i ryggen. I blæsevejr, hvor dronen både skal kæmpe mod vinden og bruge kræfter på at stabilisere sig, må du påregne lidt kortere flyvetid, men en halv times tid i luften på en opladning er nu heller ikke så skidt. Det er i hvert fald blevet markant bedre over tid.

Og så er der den nye fjernbetjening, RC Pro 2. Det er en herre fed fjernbetjening med dejlig stor skærm og meget fornem brugervenlighed – men til en pris på omkring 8.000 kr. i løs vægt er den i min optik simpelthen for dyr. Den er superlækker og byder på masser af funktionalitet, lige som den via Ocusync 4 transmissionssystemet kan anvendes sammen med en række andre DJI droner, byder på 128 GB indbygget hukommelse og nærmest kan anvendes som en lille computer.

Lovgivningen begrænser ydelsen

Jeg har set en række anmeldelser af RC Pro 2 på en række udenlandske Youtube kanaler, hvor man blandt andet har talt om bedre rækkevidde og signalstyrke. Men lovgivningen i Danmark giver altså ikke mulighed for at slippe den slags kræfter fri. Jeg kender efterhånden luftrummet over Helsingør særdeles godt, og signalet mellem drone og fjernbetjening forsvandt således lige præcis på de steder, hvor det grundet interferens altid plejer at forsvinde, hvilket skuffede mig, men sådan er det.

RC Pro 2 rummer som nævnt dog DJI’s O4 transmissionssystem, der skulle give et bedre billedfeed mellem drone og skærm, og når det gælder sikkerhed skal Mavic 4 Pro også have ros. Den er naturligvis bestykket med alle de sensorer, der er nødvendige for at give god beskyttelse mod kollision med f.eks. bygninger eller træer, men dronen er desuden udstyret med et Lidar system, der sikrer, at du kan flyve i stort set bulder ravende mørke (under 0,1 Lux) uden at støde ind i noget.

Lær dig selv at flyve helt manuelt

Konklusionen på testen er, at Mavic 4 Pro er en fremragende drone. Den oser af kvalitet, den leverer fremragende videooptagelser samt stillbilleder, og den er lige så brugervenlig, som vi kender det fra det øvrige DJI sortiment. Men det er som tidligere nævnt også en drone, der stiller krav til sin bruger, hvis den skal udnyttes fuldt ud. Det er ikke legetøj, og hvis ikke du rigtig har noget at bruge den til, er det i hvert fald et dyrt stykke legetøj.

Som på andre droner kan du vælge en række programmer til automatiseret effektflyvning – rundflyvning om et objekt i forskellige variationer etc., men de imponerer mig ikke. Mit råd er: Lær din drone at kende, flyv manuelt, lær at styre i flere planer (op/ned/frem/tilbage/roter) samtidig med at du tilter kameraet efter behov. Det kræver lidt fingersnilde på fjernbetjeningen, men når du kan håndtere det, er du kompetent til at købe en DJI Mavic 4 Pro.

Specifikationer:

  • 28 mm. Hasselblad kamera, 4/3 CMOS, 100 MP stillbilleder, f/2.0-f/11 justerbar blænde, 6K/60 fps HDR video.
  • 70 mm. medium tele kamera, 1/1.3 CMOS, 48 MP stillbilleder, f/2.8, 4/60 fps HDR video.
  • 168 mm. tele kamera, 1/1.3 CMOS, 50 MP stillbilleder, f/2.8, 4K/60 fps HDR video.
  • 0.1 Lux Nightscape forhindringsregistrering med LiDAR (Light Detection and Ranging).
  • Dynamic Homepoint. En god funktion, hvis du f. eks. følger et objekt i bil.
  • Bedre visning af optagelser i d-log.
  • Infinity gimbal med 360 grader rotation.
  • Forbedret Active Track.

Bedømmelse

Samlet vurdering 100%

DJI Mavic 4 Pro tøver jeg ikke med at give en bedømmelse på 100%. Dronen oser af kvalitet så snart, man pakker den ud, lige som ydelsen er i særklasse, både når det gælder video og foto.

DJI RC 2 Pro kunne også sagtens have fået en bedømmelse på 100%, da den er meget lækker at arbejde med og byder på masser af funktionalitet. Desværre er den for dyr, og det trække ned. Derfor får den kun en bedømmelse på 90%.

Vi har testet DJI Mavic 4 Pro Creator Combo, inklusive DJI RC Pro 2. Du kan læse mere om pakken her.

Det koster DJI Mavic 4 Pro Creator Combo inkl. DJI RC Pro 2 lige nu