TEST: Galaxy Tab S9+ – imponerer over hele linjen

Jeg har længe været vild med Samsungs tablet-topmodeller, og den nye Tab S9+ skuffer på ingen måde. Men hold da lige op, hvor er den dyr

Galaxy Tab S9+. Foto: Samsung

Skal du have toppen af poppen når det kommer til tablets, så er det ikke til at komme udenom Samsungs topmodeller. Det gælder ikke mindst deres nye Galaxy Tab S9+ som jeg har testet et stykke tid. Alt lige fra design, skærm og vægt til medfølgende S Pen, kreative muligheder og ikke mindst pris ligger i den høje ende.

Noget af det første der slog mig da jeg modtog tabletten til test, var størrelsen – eller rettere tykkelsen. For pokker tage mig, Samsung har gjort den tynd. Med en tykkelse på kun 5,7mm er det uden tvivl den tyndeste tablet jeg endnu har arbejdet på, og jeg frygtede faktisk i begyndelsen, at det skulle få den til at føles mindre robust. Men det er ikke tilfældet – den føles fuldt ud lige så robust som tidligere modeller.

Vægten ligger på 581 gram (for WiFi-versionen) og 586 gram (for 5G-versionen), hvilket gør at den er oplagt at tage med når du skal ud. Omend jeg klart vil anbefale at man bruger et cover til den. For selvom Samsung siger at de har fremstillet den af materiale der er svært at ridse, så er der ingen grund til at tage chancen, slet ikke med en tablet til denne pris.

Samsung Galaxy Tab S9+. Foto: Samsung

Hvad jeg dog ikke helt kan forstår er at Samsung har beholdt en relativ stor kant/bezel rundt om skærmen. Jeg ved at de sagtens kan lave skærme med mindre kant, og jeg synes at en tablet til så høj en pris som denne, fortjener et mindre kant – det ville give den et endnu mere elegant og eksklusivt udseende.

Jeg skal også lige nævne, at Samsung (til min store glædelige overraskelse), har skåret markant ned på det tilbehør man får med. Der er ikke længere en stor tung strømforsyning med. Der ligger et usb-c-kabel og en S Pen, og udover selve tabletten, ja så er det alt du får. Det får Samsung point for – jeg er glad for at man skruer ned for ting som strømforsyninger, for i min verden er det bare elektronikspild.

S Pen placeres på bagsiden af tabletten, hvis den skal oplades. Men magneterne gør at den også kan placeres på skærmens kant, så den altid er lige ved hånden når du skal bruge den. Her bliver den dog ikke opladt, men det synes jeg nu er helt ok.

S9-serien er ikke en tablet du køber, hvis du ‘bare’ vil se lidt Netflix, det er den for dyr til. Det er en tablet du køber, hvis du vil arbejde, f.eks. kreativt, og derfor er den da også udstyret med chippen Qualcomm Snapdragon 8 Gen 2 for Galaxy, 12GB internt lager og 256 eller 512GB hukommelse. skærmen er på 12,4″ og af typen Dynamic AMOLED 2X med opdateringshastigheder fra 60 til 120 Hz.

Mine benchmark-målinger viser da også tydeligt, at den har rigeligt med hestekræfter gemt under den flotte skærm. Og i dagligt brug var den også super responsiv og apps startede så snart jeg skulle bruge dem.

Jeg havde heller ikke noget at udsætte på batteriet, med 10.090 mAh er der rigeligt med strøm til flere dages almindelig brug, og jeg kunne uden problemer arbejde med video- og billedredigering en hel dag, uden at den løb tør for strøm.

God til kreativt arbejde

Skærmen er superfed, den har Samsungs Vision Booster-Teknologi, der justerer skærmens lys til at passe til omgivelserne, og det fungerer super godt. Skærmen står knivskarpt og opdateres lynhurtigt – jeg er vild med skærmen både til at game op, se videoer og ikke mindst arbejde med kreative apps, så som at tegne eller redigere videoer og billeder på den. Jeg har virkelig følelsen af, at farverne står meget ægte og flot på den.

Jeg kan rigtig godt lide at det er muligt at have op til 3 apps åbne på samme tid. Det er muligt at have dem åbne side om side og på den måde kunne trække tekst fra nettet over til f.eks. noter, eller billeder direkte fra dit galleri over til det program du redigerer i. En fed måde at arbejde på.

Allerede ved sidste års version af Galaxy Tab, bemærkede jeg, at S Pen og skærm fungerer bedre samme her, end noget jeg oplever andre steder. Det føles næsten som at arbejde på traditionelt pen og papir. Med de rigtige programmer kan man tegne stort set som med analoge værktøjer, og det er en fantastisk følelse.

Her kommer den mange hestekræfter også tabletten til gode. Den taber på intet tidspunkt pusten, ja faktisk har jeg den lidt mistænkt for, at den kedede sig lidt under almindeligt arbejde.

Men vi skal også lige snakke om lyden, for jeg oplever ofte at lyd i tablets ikke er noget specielt, eller noget at råbe hurra for. Men jeg skal da lige love for at Galaxy Tab S9+ er udstyret med et godt lydanlæg. Fire højttalere er der indbygget i tabletten, og selvom det naturligvis ikke er en lyd som i et High-Fi-anlæg, så er lyden faktisk rigtig god, og jeg kunne sagtens se mig selv lytte til både musik og film fra den.

Specielt god til Windows

Hvis du er pc-bruger og måske endda har andre Samsung-enheder, så kan du få lidt ekstra ud af Tab S9+. For lige som Apple har deres eget økosystem, så har Samsung det samme. Det skal jeg dog ikke komme ind på her, for jeg har ikke selv en pc, og jeg testede ikke andre Samsung-enheder sammen med den.

Men ifølge Samsung selv kan man let trække f.eks. billeder og lignende over fra din Samsung smartphone til Galaxy Tab S9+.

Når det kommer til forbindelse til Windows, så ved jeg af tidligere erfaring, at det ikke er helt så let at få en Android-tablet til at arbejde problemfrit sammen med en Windows-pc. Men mon ikke Microsoft og Google har fået de to systemer til at spille bedre sammen? Om ikke andet så er Galaxy Tab S9+ bygget til at spille sammen med Windows og ikke med en Mac.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Jeg er vild med Samsung Galaxy Tab S9+. Designet er helt i top, den er fed at bruge i hverdagen, skærmen er super flot og alt står skarpt, og den har hestekræfter nok til alt jeg kunne kaste efter den.

Specielt de kreative muligheder er jeg imponeret over, og du finder næppe en (android) tablet der er så god til at tegne på, eller redigere videoer eller billeder på.

Men jeg taber altså lidt pusten når jeg ser prisen. For alt efter om du vil have WiFi- eller 5G-versionen, så kommer prisen hurtigt op over 10.000 kroner, hvilket er meget dyrt (for dyrt?) for en tablet, der nok primært vil være et sekundært værktøj for de fleste.

Du kan læse mere om Galaxy Tab S9+ her.

Det koster Galaxy Tab S9+ (5G med 512GB) lige nu

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.