TEST: Lifestudio Flex, en fed, flot og god projektor

Den lille projektor Lifestudio Flex, EF-72, udmærker sig ved ikke alene at have et meget specielt og flot design, den leverer også et godt billede og overraskende god lyd

Foto: Epson

Indrømmet – jeg er generelt ikke til projektorer. De flyder meget, de leverer ikke verdens bedste billeder og lyden er ikke noget at råbe hurra for.

Så mine forventninger var ikke ret høje da jeg fik fat i Lifestudio Flex (EF-72) fra Epson. Men den overraskede med det samme jeg fik gang i den. Ja faktisk så overraskede den allerede da jeg pakkede den ud. Den har nemlig ikke samme, kedelige, formfaktor som jeg ser på så mange andre projektorer. EF-72 er firkantet, placeret på en lille fod og er designet så den har en tydelig kant øverst hvor selve projektoren sidder og er stofbeklædt under.

Herudover er toppen på den model jeg havde til test, udstyret med en træ-lignende overflade, og alt i alt har den et fedt design. Det var virkelig en stor fornøjelse at se dette design på en projektor.

Men det er jo ikke det vigtigste ved en projektor. Dens opgave er at levere et godt billede på væggen, og gerne en god lyd også.

EF-72 kommer med den såkaldte RGB-LED 3LCD-teknologi, der skulle sikre en god kombination af farver og billede, og her lover Epson altså ikke for meget.

Men først skulle jeg lige have projektoren installeret, og det gik let, for det gøres via Google, da hele projektoren kører på Google TV. Så jeg havde hurtigt gang i projektoren og fået installeret de apps jeg gerne ville bruge, herunder Netflix og Disney.

Lifestudio Flex EF-72. Foto: Epson

En af de superfede ting ved EF-72 er, at den automatisk retter billedet op, så uanset hvordan jeg drejer projektoren, så står billedet lige. Herudover så lægger den også mærke til, hvad farven er på den væg du skyder billedet op ad, og justerer farverne og lysstyrken så du får det bedst tænkelig billede.

Det lyder måske som store ord, men det passer faktisk i praksis. I min test viste projektoren nogle virkelig gode billeder på væggen, og selvom billedet til en vis grad påvirkes af lys i rummet, så hører billedet faktisk til blandt de bedst jeg har set på en projektor.

Naturligvis kan du også tilslutte mediekilder via HDMI, men det var i dette tilfælde ikke specielt interessant.

Hvad der var langt mere interessant var, at lyden var virkelig god. Lydsystemet er så også udviklet sammen med Bose, og det høres. Ikke den metalliske lyd man ofte får fra en projektor. I stedet var der en blød og behagelig lyd fra den lille projektor.

EF-72 styres fra en lille fjernbetjening, der giver direkte adgang til flere streaming-tjenester og til Google selv, og du kan naturligvis tale til Google Assistent så du kan styre den med stemmen.

Projektoren kan vippe og dreje på basen, så du let kan få billedet op på den væg du gerne vil se film på, og fordi billedet automatisk justeres, så skal du ikke sidde og rette projektoren op for at få et billede der ikke er skævt.

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%

Når vi kigger på design og kvalitet, så er Lifestudio Flex EF-72 en af de bedste projektorer jeg har prøvet. Det spændende design, fede lyd og mange funktioner gør den spændende og en fryd at have stående i stuen.

Men den er ikke helt gratis, du skal ud og finde næsten 10.000 kroner for at få den lille projekter hjem, og jeg er bare ikke sikker på, at jeg selv ville være villig til at give så mange penge for en projektor, uanset hvor pæn eller funktionel den måtte være.

Ikke desto mindre så må jeg give den mine varme anbefalinger, for den er virkelig lækker og rent teknisk af rigtig høj kvalitet.

Du kan læse mere om Lifestudio Flex EF-72 her.

Det koster Lifestudio Flex EF-72 lige nu