TEST: Logitechs nye webcam, MX Brio, er fedt til både møder og præsentationer

Logitech har udviklet videre på deres serie af Brio-webcams, og det nye MX Brio, er et virkelig fedt kamera i høj kvalitet og med mange fede funktioner

Logitech MX Brio. Foto: Logitech

Et webcam er ikke bare et webcam. Det findes en lang række, og jeg kender ikke lige til en laptop, eller tablet, der ikke har indbygget et af slagsen. Men ofte er de webcams der sidder i toppen af skærmen på det bærbare husalter, ikke af den bedste kvalitet, og funktionaliteten kan være begrænset.

Hvis du ofte deltager i onlinemøder eller -konferencer, eller hvis du laver videoer – f.eks. webinarer – hvor du præsenterer dig selv og måske noget du har skabt, foran computeren, så skal du have fat i et godt webcam, hvor du kan mere end blot tænde og slukke for det.

MX Brio fra Logitech, er sådan en fætter. Kameraet er langt mere end blot et webcam du kan tænde og slukke for. Det har en imponerende mængde funktioner indbygget, og kvaliteten er helt i top, for kameraet filmer nemlig i Ultra HD 4K, hvilket virkelig ses.

Let at komme i gang

Jeg kan godt lide produkter, hvor du ikke skal gøre så meget inden du er i gang, hvilket var tilfældet med MX Brio. Lige ud af æsken skal jeg kun sætte det fast på den holder, eller sko om du vil, der holder kameraet på plads på toppen af min skærm, og så tilslutte det usb-c-kabel der følger med, og vupti så kan jeg gå i gang.

Det er lige her værd at nævne, at hvis du vælger ikke at klikke kameraet fast på holderen (hvilket sker magnetisk), så er der faktisk et gevind på kameraet der lader dig skrue det fast på en arm eller holder (som dog ikke følger med).

Med kameraet placeret på toppen af skærmen er det let at justere vinklen kameraet filmer i – det er let og kameraet holder sig selv godt på plads. I forhold til tidligere Brio-kameraet er det blevet lidt mere buttet, og den fysiske lukker der sikrer at ingen kan kigge med når du ikke ønsker det, aktiveres nu ved at du drejer ringen rundt om objektivet.

Jeg kan rigtig godt lide designet – det er et ganske fint og elegant kamera, og det lille led der viser om kameraet er aktivt eller ej, er ganske diskret.

Logitech MX Brio. Foto: Logitech

Masser af indstillinger

MX Brio fungerer til både Mac og pc, alt man skal gøre er at hente Logitechs software, G Hub, så kan du ikke alene bruge kameraet, du kan også indstille det i de mindste detaljer.

En af de fede funktioner du med det samme præsenteres for er ‘Show Mode’, som gør at du kan vise det du har liggende foran dig. Og ja – det kan du jo altid gøre ved at vippe kameraet. Men med andre webcams – også de ændre versioner af Brio – der vil det billede altid bliver vist på hovedet. Men når ‘Show Mode’ er slået til, så vippes billedet automatisk, og du kan vise dine ting frem så dem der kigger med ikke behøver stå på hovedet foran deres skærm. Det er faktisk en ret smart funktion, der specielt er god, hvis du skal præsentere noget du laver, f.eks. en tegning eller lignende.

Derudover er der en række funktioner til at vælge synsfelt – hvor aktiv skal vinvinkelobjektivet være – hvor meget skal der zoomes, hvordan vil du dreje kameraet (inden for det maksimale synsfelt naturligvis), hvordan skal eksponeringen være (automatisk eller vil du selv justere), skal HDR slås til eller fra, hvor varmt skal billedet være, hvordan skal kontrasten være, hvor skal fokus ligge og meget mere.

Jeg er vild med de mange indstillinger i MX Brio, jeg kan virkelig leget med mulighederne og fordi der er et ‘preview’-billede, så kan jeg let se hvad mine indstillinger betyder for resultatet inden jeg kaster mig ud i mit næste møde eller præsentation.

Fed video og lyd

Men uanset hvor mange muligheder der er i et webcam, så kommer det ultimativt til, hvilket resultat kan kameraet levere. Her havde jeg absolut intet at klage på.

Det er meget tydeligt at kameraet har en høj opløsning som nævnt tidligere. Billederne står flotte og klare, kameraet er god til at justere og kompensere for dårlige lysforhold, og jeg oplevede ikke at det leverede dårlige resultater. Det laggede absolut ikke og det virkede upåklageligt i hele min testperiode.

Så er der lige lyden – for jeg har før oplevet at det er nødvendigt med en ekstra mikrofon. Mange webcams har desværre en ikke specielt god lyd.

Men MX Brio har indbygget nogle fede mikroner. Faktisk har den en mikrofon der lytter til baggrundsstøjen i det lokale du sidder i, og en anden der lytter direkte på dig. På den måde kan kameraet skrue ned for den lyd der er i baggrunden og derved isolere din stemme mere effektivt.

Det betyder ikke at alt lyd fra baggrunden fjernes, men at din stemme er i fokus og lyder rigtig godt.

Jeg havde absolut ikke brug for en eksterne mikrofon og var meget tilfreds med lyden.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

MX Brio fra Logitech er et skønt webcam. Det er let at bruge, let at installere og ikke mindst indstille og det leverer et skønt resultat.

De mange muligheder i softwaren G Hub, giver kameraet en række ekstra funktioner der i høj grad er med til at løfte kameraet op i min bedømmelse og så er det dejlig diskret på toppen af min skærm.

Det eneste der trækker ned for mig er prisen. For det er et dyrt webcam, det skal du have med i tankerne. Men for dem der ofte deltager i onlinemøder er det pengene værd.

Du kan læse mere om MX Brio her.

Det koster Logitech MX Brio lige nu

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.