TEST: SteelSeries Apex Pro eller Logitech G915, et svært valg

To topmodeller fra to af de førende producenter. Men de to gaming-tastaturer er langt fra identiske, så du må gøre op med dig selv, hvad du har mest behov for, når du står overfor valget mellem de to

SteelSeries og Logitech er blandt de førende gaming-hardwareproducenter. Begge har for nylig udgivet hver deres bud på et high-end gaming-tastatur, men de bevæger sig i hver sin retning. Spørgsmålet, for dig som gamer, er hvilken model du bør vælge, hvis du skal udskifte dit tastatur. Svaret kan du fornemme ved at kigge på billedet ovenover.

På den ene side har du masser af funktioner og indstillingsmuligheder, der bidrager til din performance og jagten på onlinehæder. På den anden har du det brugervenlige og stilrene valg. Denne test er ikke en 1:1 komparativ analyse af, hvilket tastatur er bedre end det andet, men en gennemgang af de forskellige funktioner, styrker og svagheder, der giver dig indsigt i, hvilket tastatur du bør vælge.

Design: Nørdet behov vs. hardcore stilrenhed

På overfladen ligner G915 et almindeligt gaming-tastatur med fem makrotaster og RGB-belysning. Men Logitech lægger vovet ud med deres 2019-topmodel, der er en slank sag på 22 mm og trådløs. Det er de færreste producenter, som tør klippe kablet, da hardcore gamere sværger til kablet hardware, da de ikke ønsker at miste forbindelsen.

Jeg har dog ikke oplevet, at forbindelsen har svigtet en eneste gang. Om G915 er forbundet via Bluetooth eller USB-transmitteren. Ej heller har jeg oplevet forsinkede reaktioner, når jeg trykker på tasterne.

Batterilevetiden lyder på op til 60 timer afhængig af dine lysindstillinger. Jeg er dybt forelsket i det stilrene design og byggematerialerne af både stål og aluminium. Jeg er dog mindre tilfreds med medieknapperne i toppen af tastaturet, der er af blødt gummi og føles noget vakkelvorne.

Apex Pro er mere traditionelt nørdet i sit design med USB passthrough-port, OLED-skærm og tykke taster. Og så følger et behageligt håndlæn med i pakken. Måske ikke nytænkning i og med vi har set det hele før, men Apex Pro samler alt det, jeg kan forestille mig, jeg har behov for, når kampen brager løs online sammen med holdkammeraterne. Passthrough-porten gør, at min trådløse mus eller trådløse headset kan oplades, uden jeg skal trække et kabel henover skrivebordet. OLED-skærmen fodrer mig med informationer under matchen, og medietasterne giver mig mulighed for at regulere lyden nemt og hurtigt.   

Eneste designmæssige anke er, at USB passthrough-porten sidder i venstre side af tastaturet, hvilket virker lidt malplaceret, da musekablet skal ligge omme bagved tastaturet, hvor det til tider sidder fast. Her skal jeg bruge tid på at løsne kablet, så min mus atter kan bruges fuldt ud. Vi er i småtingsafdelingen, og jeg er glad for porten, som gør, at musen ikke skal forbindes med min computer, der er længere væk end tastaturet.

Drivere

Når du henter enten SteelSeries Engine eller Logitech G Hub, hvilke er tastaturernes gratis drivere, kan du ændre på RGB-baggrundsbelysningen, programmere tasterne til særlige genveje og opdatere firmwaren. Men det er ikke altid lige nemt at ændre konfigurationen på dit tastatur.

Jeg oplevede at skulle bruge en næsten en time på at ændre lysindstillingerne i SteelSeries Engine, da driveren efter seneste opdatering er noget rodet og uoverskuelig at finde rundt i. G Hub er lidt mere brugervenlig, da overblikket er ligetil. Dog byder G915 ikke på ligeså mange indstillinger som Apex Pro.

Apex Pro har en lille OLED-skærm i øverste højre hjørne, som kan indstilles til at fodre mig med forskellige informationer, når jeg lytter til musik, spiller eller chatter. Den kommer også med servicemeddelelser, såsom firmwaren skal opdateres.

SteelSeries gør det muligt for dig at chatte gennem Discord, mens I spiller, og det skal foregå udenom Skype. Handy og bekvemt i kampens hede. Skærmen kan også bruges til at vælge mellem indstillingsprofiler uden at åbne driveren, ligesom du kan optage makrofunktioner on-the-fly. Igen, handy og bekvemt.

Apex Pro har ikke dedikerede makrotaster, da alle 104 taster kan programmeres til at udføre en bestemt handling eller serie af handlinger, hvilket stadigvæk er ganske nemt. Jeg skal blot gå ind i driveren og vælge Macro Editor, hvorefter jeg kan optage den enkelte tasts handlinger. Grundet de manglende makrotaster anbefaler jeg Apex Pro til skydespil. Spiller du strategispil, MOBA’er eller MMO’er, er det en fordel med dedikerede makrotaster til udførelse af avancerede handlinger, som G915 har fem af.

G Hub gør det nemt og hurtigt for mig at komme ind i menuen, hvor jeg kan programmere makrotasterne, ligesom jeg uden problemer kan bestemme, hvilke taster skal deaktiveres, når jeg spiller – Windows-tast, værsgo at lægge dig til at sove.  

Logitech-driveren gør det også nemt for mig at vælge mellem et hav af lysprofiler, der giver tastaturet sit helt eget liv. Jeg kan sågar vælge Freestyle, hvor det suverænt er mig, der bestemmer, hvordan RGB-belysningen skal opføre sig. Men grundet det begrænset antal funktioner, som G915 besidder, er det et begrænset, hvor meget jeg kan nørde med G915 i G Hub.

Komfort og performance

Apex Pro har OmniPoint-switches, hvilket føles som lidt af en fordel. Det er dog kun ”hovedtastaturet”, som har OmniPoint-kontakter, da SteelSeries bedømmer, at det er bogstav-tasterne og mellemrumtasten, du bruger mest, og dermed holder til 100 millioner tryk.

Tasterne med OmniPoint føles behagelige at trykke på, de reagerer øjeblikkeligt ved et blidt tryk, og de ikke har et hårdt feedback. Tasternes overflade er bløde og lækre at røre ved. Dermed oplever jeg, at tastaturet har en god komfort uanset, om jeg spiller eller skriver. De mekaniske kontakter larmer dog betydeligt mere end Logitechs GL Tactile-kontakter.

Overfladen på G915-tasterne føles blødere og behageligere, og lyden at de mekaniske taster er ikke ligeså høj som hos Apex Pro. GL Tactile-tasterne føles dog lidt strammere end OmniPoint-tasterne, hvormed jeg også oplever feedbacken er hårdere, men vi er nede i marginalerne. Og det er min oplevelse, at G915 føles mere lækkert at skrive med.

Som relativt almindelig, hardcore gamer er jeg yderst tilfreds med reaktionstiden hos både Apex Pro og G915. De performer begge uden mærkbare forsinkelser, og jeg kan ikke bedømme, om der er forskel på reaktionstiden.

Apex Pros OLED-skærmen er en kombination af nice-to-have og need-to-have. Skal den blot vise dig informationer om spil eller musikafspilning, får du ingen glæde af den, men bruger du skærmen til at optage makrofunktioner on-the-fly eller modtager chatbeskeder fra dine holdkammerater, så er den et værdifuldt redskab.

Jeg anbefaler G915 til dig, der tør tage springet og smide kablet. Har du brug for makrotaster, der kan programmeres, er Logitechs tastatur også en vinder. Men Apex Pro har OLED-skærm og passthrough-port, der kan være uundværlig, hvis dine trådløse enheder går ned på strøm. Eller du vil modtage meddelelser, mens du spiller.

Ydermere kan hoveddelen af Apex Pro holde til 100 millioner tryk takket være OmniPoint-kontakterne – Logitechs GL-taster holder til 50 millioner. Vi er ude i de virkelige hardcore detaljer her, men er du vanedyret, som spiller meget, er du afhængig af et tastatur, der gør det nemt for dig og følger dig i mange år – her må valget falde på Apex Pro.

Bedømmelse: Apex Pro

Samlet vurdering 90%

SteelSeries Apex Pro er glimrende til skydespil, og hvis du kan undvære dedikerede makrotaster, rollespil og onlinespil. Prisen er høj i forhold til konkurrenterne, men SteelSeries leverer et gaming-tastatur i yderst høj kvalitet, og det er det, du betaler for – sammen med brandet.

Du får en USB passthrough-port, som gør kabellivet nemmere, og en OLED-skærm, der kan være værdifuld, hvis du er hardcore gamer og formår at udnytte den rigtigt.

Apex Pro er dog ikke banebrydende, men 2/3-dele af tasterne kan modstå op til 100 millioner tryk takket være OmniPoint-kontakterne, og dét betyder imponerende holdbarhed.

Bedømmelse: G915

Samlet vurdering 95%

Logitech G915 er et vanvittigt lækkert gaming-tastatur, som har smidt ledningen, så der er mindre rod på skrivebordet.

Det stilrene look og behagelige taster gør bare G915 til en fornøjelse at bruge. Du kan skræddersy RGB-belysningen ned til mindste detalje, og det er nemt at programmere de fem dedikerede makrotaster.

Med mindre du er ultra-hardcore gamer, vil det være en befrielse at slippe for ledningen, selvom batterilevetiden er på op til 60 timer, og tastaturet fra tid til anden skal oplades. Personligt kan jeg ikke mærke forskel i responstiden hos G915 og et kablet tastatur.

Produktinformation: Apex Pro

  • Navn: Apex Pro
  • Producent: SteelSeries
  • Holdbarhed: 100 millioner tryk
  • Vægt: 973 gram
  • Kompatibel med: Windows og Mac OS
  • Set til: Kr. 1.749
  • Mere information hos SteelSeries

Produktinformation: G915

  • Navn: G915
  • Producent: Logitech
  • Holdbarhed: 50 millioner tryk
  • Batterilevetid: Op til 60 timer
  • Opladningstid: Tre timer
  • Vægt: 1025 gram
  • Kompatibel med: Windows og Mac OS
  • Set til: Kr. 1.890
  • Mere information hos Logitech
Kommentar til artiklen?