TEST: Mevos kamerasæt er vildt fedt

Det helt nye kamerasæt, Mevo, fra Logitech gør det virkelig let at lave videoer med flere aktive kameraer - et helt studie styret direkte fra din smartphone

Mevo Starter 3 pak. Foto: Logitech for creators

OPDATERET MED INFO OM LYD:

Det kan være både kompliceret og tidskrævende at lave videoer med flere kameraer aktivt. Du ved – de videoer, hvor kameraet skifter mellem forskellige vinkler og måske endda med et kamera der optager nærbilleder af noget der bliver vist frem.

Personligt så har jeg et relativ stort og kompliceret setup stående for at klare den slags, flere kameraer, en videomikser og en stor monitor stående. Men det kræver plads, det kræver ledninger og det kræver tid at få det til at spille – tid jeg skal bruge hver eneste gang jeg optager videoer.

Men der findes en genvej – Mevo fra Logitech for creatorsa. Det er et kamera der findes både som enkelt kamera og så et startersæt med tre kameraer, og de nødvendige stativer. Den sidste har jeg testet, og jeg er vildt begejstret – for det spiller bare max – det gør prisen så også, billigt er det ikke.

Let at komme i gang

Sættet består af tre fuld HD-kameraer der er små og kompakte, og som virker meget robuste. Herudover er der to stativer med, beregnet til at stå på gulvet/jorden, og herfra kan du så justere kameraet både i højden og du kan vinkle det, hvis du leger med spændende optagevinkler.

Endelig er der også et stativ med der er ment til at stå på bordet. Det har en stor og tung plade og en arm, der gør at det står meget stabilt og at du samtidig kan justere kameraet i mange vinkler, lige som du lyster.

Du skal så selv læge en smartphone eller tablet til, og min erfaring er, at det klart bedst kan betale sig at bruge din tablet til betjening – det giver det bedste overblik over dine optagelser.

Så kommer der så lige et lille suk herfra, for der findes – tydeligvis – to forskellige apps til Mevo. En du bruger hvis du kun har et kamera, en du bruger hvis du har flere kameraer. Det havde jeg så ikke lige været opmærksom på, og da der ikke er en manual med sættet, så gik det ikke op for mig, før jeg havde brugt længe på, ikke, at få app’en til et kamera til at forstå at jeg havde flere kameraer.

Med den rigtige app installeret, så gik det dog hurtigt med at få sluttet kameraerne til, opdateret firmware, og melde klar til optagelse.

Mevo Starter 3 Pak. Foto: Logitech for creators

Du skal dog være opmærksom på, at du skal kunne tilslutte kameraerne til et trådløst netværk for at lave optagelser med flere kameraer. Du kan godt nøjes med en bluetooth-forbindelse, hvis du bruger et enkelt kamera.

OPDATERING:

Mevo har indbygget en fortrinlig mikrofon, og i app’en kan du vælge, hvorfra du vil have lyden. Men det er også muligt at tilslutte en ekstern mikrofon til Mevo. På alle kameraerne er der et jack-stik, hvortil du kan tilslutte din egen favoritmikrofon, så du er helt sikker på at få den lydkvalitet du ønsker.

Jeg prøvede både at optage indbygget og ekstern mikrofon, og lyden var fortrinlig i begge tilfælde. Video og lyd var helt synkron, og det er vigtigt når man laver videoer. Der er bare ikke noget værre end lyd der er bare et millisekund forsinket.

OPDATERING SLUT.

Letbetjent app

Der er masser af muligheder i app’en. Det er let at skifte mellem de forskellige kameraer, og det er fedt at det aktive kamera har en rød lille lampe der lyser op, når det er aktivt. Det er specielt fedt, hvis du bruger en medhjælper til at styre app’en, for så kan du altid se, hvilket kamera der bliver optaget fra, og hvor du skal kigge hen.

Men der er masser af andre muligheder i app’en. Du kan skrive skilte der skal dukke op når du optager, du kan lave overgange og du kan lave en del effekter, alt sammen noget du kan tilføje din optagelse direkte mens du filmer.

I teorien betyder det, at du ikke behøver redigere i optagelsen efterfølgende, men det kræver altså øvelse og god planlægning. Personligt kan jeg ikke undvære lige at hente filmen ind i Premiere Pro, så jeg kan fjerne eventuelle fejl, og måske lige rette lidt til, hvis jeg holder for store pauser.

Fra app’en kan du også streame direkte til f.eks. Facebook, YouTube, Vimeo og flere andre. Det betyder så også, at du skal være meget opmærksom på at have planlagt dine optagelser på forhånd. Men med det klaret, så kan du sagtens klare en streaming med flere forskellige kameravinkler.

Jeg vil klart anbefale at man indforskriver en hjælper, skal vi kalde det for en producer/kameramand, for det vil gøre det lettere for personen foran kameraet, og sikre at du ikke hele tiden kigger ned på din smartphone/tablet når du skal skifte kamera eller lignende.

Men med lidt øvelse så kan du sagtens optage alene.

Når du optager fra flere kameraer, så gemmes videoen på din smartphone, med mindre du altså streamer. Hvis du optager på et enkelt kamera, så kan du gemme optagelserne på et SD-kort.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Mevo Starter 3 Pak er et fedt system. Kameraerne er gode og robuste, videokvaliteten er god og du kan lave nogle ret avancerede optagelser, helt uden at skulle have store komplicerede opsætninger, eller miksere.

Jeg kan godt lide app’en, den kan alt det der umiddelbart er brug for, og der er ikke nogen forsinkelse mellem det du optager og det du ser på skærmen.

Jeg kunne godt have brugt en lettere mulighed for at lave optagelser med flere kameraer når der ikke er et WiFi i nærheden, og jeg synes at prisen er ret pebret. Men systemet er altså fedt – uanset hvad.

Du kan læse mere om systemet her.

Og så skal du være opmærksom på, at det i øjeblikket kan være svært at få fat i dette startersystem. Men mon ikke det snart kan købes igen?

Prisen er i øjeblikket omkring 1.200 Euro, uanset om du finder det hos Logitech eller hos Amazon.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?