TEST: Nu danser lyset til musikken

Ny funktion til WiZ's smarte lysprodukter lover at få dem til at danse til musikken - Det fungerer dog ikke helt så godt som lovet

Foto: WiZ

WiZ står bag en række spændende smarte belysningsprodukter til hjemmet. Du kender godt typen – Philips Hue har dem, Ledvance har dem, Ikea har dem og der er sikkert mange flere der har dem.

Fra WiZ kan du få alt lige fra lamper til lysforhæng og trådløse kontakter der styrer dem. Nu har WiZ så opdateret deres produkter, eller rettere deres app, så deres lysprodukter kan reagere på musikken der bliver spillet. Funktionen kalder de for Music Sync.

Den funktion har jeg testet, og WiZ har været så venlig at stille deres lille lysbar til rådighed, så jeg kunne teste funktionen – jeg fik forresten også en trådløs kontakt at teste med lysbaren, så den kommer du også til at høre om.

Let opsætning

Inden jeg kunne teste Music Sync, så skulle jeg lige have installeret den lille lysbar og den trådløse kontakt. Jeg startede med lysbaren, der var let at installere. Så snart jeg satte strøm til den, dukkede den op i app’en, og alt jeg nu skulle gøre var at fortælle, hvor den var placeret – i hvilket rum og eventuelt i hvilket hjem (hvis man har flere man styrer fra samme app).

Nu kunne jeg så alt det man kunne forvente, justere lys og -styrke, sætte forskellige temaer hvor lyset fx pulserer som et lejrbål osv. Så langt så godt – det var ikke det denne anmeldelse handler om.

Jeg satte for god ordens skyld også lige den trådløse kontrolenhed op. Den gav lidt flere udfordringer, for den dukkede ikke umiddelbart op selv. Men jeg fandt den dog ved at søge efter den, og snart kunne jeg styre min lysbar fra den trådløse kontakt.

Det er lige værd at bemærke, at enhederne bliver sluttet direkte til det lokale WiFi, så ikke noget med at der skal være en hub sluttet til routeren, og det er jeg virkelig glad for.

Smart Dial Switch. Foto: WiZ

Hvor blev Music Sync af?

Nu gik jeg så i gang med at afspille musik, og ville rigtig gerne have min lysbar til at reagerer. Ifølge WiZ skulle den funktion kunne få lyset til at blinke, lyse op og skifte farve i takt til musikken. Men en funktion jeg forventede at finde direkte i app’en var bare væk.

Jeg ledte under indstillinger, under selve lysbarens menu og jeg ledte under automatisering, lige meget hjalp det – funktionen var og blev væk. Det viste sig dog at den skulle findes under et menupunkt der bliver kaldt for “Library” – og hvad den har at gøre der ved jeg ikke.

Men samme sted kunne jeg også finde indstillinger til statisk og dynamisk lys, til scener (som jeg selv skulle lave) og så en funktion til overvågning af rutiner.

Men som sagt fandt jeg også Music Sync der, og den startede jeg så. Med Music Sync kunne jeg vælge mellem ni forskellige temaer som lyset kunne reagere på. Det var fint nok, men jeg kunne godt have brugt at jeg også kunne lave mine egne.

Jeg kunne dog indstille de enkelte temaer til at reagere hurtigere eller langsommere, så lidt justering var der mulighed for.

Kræver mikrofonbrug

WiZ gør brug af telefonens mikrofon for at få Music Sync til at fungere, så den skal have tilladelse til at bruge den – hvilket ikke er så underligt. Men funktionen kræver også at app’en ikke afbrydes, og Music Sync forhindrer at skærmen slukker så længe den kører, så der er et ret markant strømforbrug når Music Sync kører.

Den næste ting der undrede mig, og irriterede mig lidt, er at jeg ikke synes at lyset på nogen måde er i takt med, eller synkront med, musikken. Jeg kan godt at at den måde lyset blinker på er forskellige alt efter hvilken musik jeg spiller. Men det er langt fra synkront.

Alligevel synes jeg at det giver en ganske fin stemning til musikken, man skal bare ikke forvente at lyset blinker i takt til We Will Rock You eller andet musik du smider ud i rummet.

Jeg bør også lige nævne, at når man bruger Smart Dial Switch – den kontrolenhed jeg også installerede – så afbrydes Music Sync i samme sekund jeg fx justerer på lysstyrken eller vælger et nyt mønster. Bortset fra det så fungerer Smart Dial Switch ret godt, og den skal WiZ klart have ros for, og til en pris på omkring 200 kroner, er det en rigtig god enhed at installere til WiZ-produkterne. Den kan forresten programmeres til at styre grupper, eller rum, i stedet for ‘bare’ at styre en enkelt lampe.

Alt i alt – WiZ Music Sync er en fin funktion, men den kunne godt være bedre til at arbejde synkront med musikken.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.