![galaxy s21 fe 5g hovedbillede](https://tech-test.dk/wp-content/uploads/2022/02/galaxy-s21-fe-5g-hovedbillede-scaled.jpg)
Samsungs S-mobiler plejer at være relativ dyre og high-end smartphones, men Galaxy S21 FE 5G placerer sig nærmere i mellemklassen. Den har en pris på omkring 4.500 kroner – alt efter konfiguration – hvilket placerer den pænt i feltet af mellemklassemobiler.
Selve mobilen er en 6,4″ smartphone, har et dejlig fladt design – skærmen er ikke kørt rundt om kanten, og det design kan jeg rigtig godt lide. Selfiekameraet er et punch hole kamera, og der er næsten ingen kant om skærmen.
På forsiden er der tre objektiver til kameraet, placeret lodret i et let hævet afsnit, hvilket giver mobilen et fint elegant udseende.
Men når jeg tager S21 FE i hånden, forsvinder følelsen af elegance. Det er tydeligt at Samsung her har skåret et par hjørne for at spare på fremstillingsudgifterne, for mobilen virker billig og alt andet end robust. Det undrer mig, for normalt så er Samsungs S-mobiler af langt bedre byggekvalitet, men det er så ikke tilfældet her.
Samsung skal dog have ros for at holde vægten og tykkelsen nede, det sætter jeg stor pris på.
Jeg skal også rose dem for skærmen, for dels så har den en opløsning på 2.340 x 1.080 og er en såkaldt Dynamic AMOLED med en variable opdateringsfrekvens på op til 120Hz. Skærmbilleder står super godt og skarpt og med en rigtig fin dybde, hvis du ser film eller billeder eller måske gamer på den.
Processoren er også ganske potent, med en Snapdragon 888 5G er der rimelig mange kræfter i mobilen, og det ses når du starter et spil eller andre apps på den. Den processor var da også den vi så i sidste års topmodeller fra Samsung, og nu er den så endte i denne mellemklasse mobil.
Kameraet skuffer
Men hvor mobilen falder igennem er på kameraet – noget der for mig er en utrolig væsentlig del af en smartphone. For kameraet er for mange, inklusiv mig, nok den del af min smartphone jeg bruger oftest.
Galaxy S21 FE 5G er udstyret med et tredobbelt kamerasystem, hvor der er et objektiv med 12MP, en ultravidvinkel også på 12MP og en 8MP telefotolinse. Det lyder jo meget godt, og der er da også op til 30X zoom (digitalt altså).
Desværre gik det helt galt da jeg gik i gang med at tage billeder med mobilen. Du skal ikke ryste ret meget på hånden, eller være får mange bevægelser i billedet, for så bliver hele billedet både rystet og uskarpt.
Generelt var jeg langt fra glad for billederne, det var ikke af den kvalitet som jeg normalt kender fra Samsung. Ikke mindst når det kom til billeder taget under dårlig belysning, her blev de både grynede og kornede.
Mobilen er også udstyret med en funktion, hvor du kan fjerne baggrunden, hvis du tager en selfie eller et portræt. Men lad mig med det samme fraråde at gøre det. For resultatet bliver rigtig dårligt – dårlig adskillelse mellem billede og baggrund, både for selfie og portræt.
Dernæst er der en funktion, hvor du kan fjerne elementer fra billeder du har taget – fx en person der er kommet ind i billedet, og du gerne vil af med ham.
Men den virker bare ikke, det bliver et underligt resultat, hvor der nærmest kommer en udtværet klat i billedet. Og jeg forsøgte endda at tage billeder direkte mod en grøn baggrund, bare for at gøre det så let som muligt. Men igen var resultatet ikke specielt godt.
Bedømmelse
Samlet vurdering 80%
Samsung Galaxy S21 FE 5G er på papiret en rigtig fin smartphone. Men med en pris der starter omkring 4.500 kroner og et kamera der virkelig ikke er noget at skrive hjem om, er den ikke mit førstevalg når det kommer til en mellemklasse smartphone.
Størrelsen og vægten er fin, skærmen og processoren er rigtig god, men det kan ikke ophæve den dårlige kvalitet som skærmen leverer.
Du kan læse mere om Samsung Galaxy S21 FE 5G her.