60 procent af eleverne i 4.-6. klasse har oplevet digital mobning

Digital mobning er et voksende og stort problem blandt børn i folkeskolen. Det viser en ny undersøgelse fra Telenor, som viser, at 6 ud af 10 børn i alderen 10-12 år har været udsat for digital mobning eller eksklusion på de sociale medier og online spil

Mobning sker ikke kun i skolegården. Det foregår i stigende grad også digitalt, men dog stadig blandt ens skolekammerater. Det viser en ny undersøgelse, som Telenor sammen med Wilke har gennemført blandt børn i alderen 10-12 år samt deres forældre.

Undersøgelsen viser, at 60% af børnene har prøvet at være udsat for digital mobning i form af eksklusion eller grimme kommentarer online, og at 50% har prøvet at modtage sårende/grimme kommentarer enten om dem selv eller en ven. Samtidig har 25% oplevet at blive holdt udenfor i online spil, hvor tonen ofte er meget hård, viser undersøgelsen.

Stigende og alvorligt problem

Undersøgelsen viser, at digital mobning og eksklusion desværre er et stort problem blandt børn, og at vi bør tage det meget alvorligt – særligt fordi danske børn er nogle af dem med bedst og mest fri adgang til sociale medier, online spil og den digitale verden.

Lise Kirkegaard, CSR- og kommunikationschef i Telenor

Som teleselskab skaber vi forbindelsen til den digitale verden, og vi føler et ansvar for at bidrage til, at børn kan føle sig trygge i en digital verden. Den digitale mobning foregår primært blandt skolekammerater, viser undersøgelsen, og det harmonerer godt med, at vores #digitalpænt-program primært foregår i en skolekontekst.

Lise Kirkegaard

Hun understreger, at problemerne ikke kun kan og bør løses i skoleregi, men i høj grad også kræver, at forældrene er opmærksomme og står klar til at hjælpe børnene.

Forældre ikke klar over omfang

Undersøgelsen viser dog, at forældrene ikke helt er klar over, hvor stort et problem digital mobning egentlig er blandt deres børn. I undersøgelsen deltager både børn og forældre, og undersøgelsen viser, at digital mobning er mere udbredt blandt børnene, end forældrene er klar over.

Mens 60% af børnene siger, at de har oplevet digital mobning, siger kun 1 ud af 3 forældre, at deres barn er blevet udsat for digital mobning. Fx angiver 26% af børnene, at de har modtaget grimme kommentarer på sociale medier, mens kun 12 % af deres forældre siger, at deres barn har modtaget grimme kommentarer på de sociale medier.

Samtidig føler mange forældre sig ikke godt klædt på til at håndtere digital mobning og synes, at det er svært at håndtere, når barnet mobbes.

TikTok, YouTube og Snapchat hitter

Undersøgelsen viser også, at mens 6 ud af 10 piger er på de sociale medier hver dag, så spiller 6 ud af 10 drenge online spil hver dag. Samlet set er 5 ud af 10 børn på sociale medier hver dag, mens 4 ud af 10 børn spiller online hver dag.

Pigernes favoritapps og sociale medier er TikTok (63% bruger), YouTube (58%) og Snapchat (58%), mens drengenes er YouTube (78%), Snapchat (52%) og TikTok (44%). Og blandt online spil er drengenes favoritter Fortnite (55%), Roblox (24%) og Minecraft (21%), mens pigerne spiller lidt mindre og især kan lide Roblox (48%), Minecraft (19%) og Fortnite (9%).

Børnene bruger i gennemsnit 2 timer om dagen på sociale medier, hvor der ingen forskel er på drenge og piger. Hvorimod drengene i gennemsnit spiller online spil i 2,9 timer per dag, mens pigerne kun spiller 1,8 timer per dag.

Undervisningsmaterialet til #digitalpænt-skolekonkurrencen tager i år udgangspunkt i dilemmaer og mobbesituationer relateret til netop tre af de mest brugte apps og spil blandt børnene; Snapchat, Tik Tok og Fortnite. Der er stadig åbent for tilmelding til skolekonkurrencen som slutter d. 11. oktober 2020. Herefter vil der blive kåret en vinderklasse i hver af de fem regioner. 

Undersøgelsens hovedresultater

  • 6 ud af 10 børn har oplevet at være udsat for digital mobning i form af eksklusion eller grimme kommentarer online
  • 5 ud af 10 børn har prøvet at modtage sårende/grimme kommentarer enten om dem selv eller en ven – ofte er det én fra klassen, der har skrevet de grimme kommentarer
  • 2 ud af 5 børn har prøvet, at en ven har skrevet noget sårende om en anden ven
  • 26% af børnene har selv prøvet at modtage grimme kommentarer på de sociale medier
  • Forældrene er ikke bekendte med omfanget af mobning – kun 1 ud af 3 svarer, at deres børn er blevet udsat for digital mobning, mens børnene angiver, at 6 ud af 10 børn har oplevet digital mobning
  • Børnene bruger i gennemsnit 2 timer om dagen på sociale medier og 2,4 timer om dagen på online spil

Sådan er analysen lavet:

Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet Wilke på vegne af Telenor og omfatter:

  • En kvalitativ undersøgelse i form af en mobil etnografi, hvor otte børn (4 piger og 4 drenge) i alderen 10-12 år samt deres forældre i uge 26 har dokumenteret børnenes digitale liv gennem interviews, billeder, videoer og besvarede opgaver via deres mobil.
  • En kvantitativ online survey foretaget i juli/august 2020 blandt 307 børn, der skal starte i 4.-6. klasse i august 2020.  

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?