Lydproducenten Sennheiser har netop lanceret ACCENTUM Clip, et nyt sæt open ear-hovedtelefoner. Konceptet henvender sig til brugere, der vil lytte til lyd, men samtidig har behov for at kunne orientere sig i omgivelserne – for eksempel i trafikken eller på arbejdspladsen. Hovedtelefonerne benytter et fysisk åbent design, der lader udefrakommende lyd passere, frem for at simulere den via elektronisk transparenstilstand.
Med ACCENTUM Clip ønsker vi at løfte lydkvaliteten i open ear-kategorien, hvor tidligere produkter ofte har været mangelfulde. Uanset om du arbejder, træner eller pendler, er hovedtelefonerne designet til, at du kan nyde musik og samtidig høre, hvad der sker omkring dig.
Friederike Menking, produktchef for ACCENTUM Clip
Dynamisk equalizer og LDAC
Under motorhjelmen er den nye model udstyret med en 12 mm dynamisk driver. For at undgå forvrængning og sikre et konsekvent lydbillede er headsettet forsynet med en dynamisk equalizer, som automatisk kompenserer og tilpasser sig, når lydstyrken hæves eller sænkes.
Forbindelsen klares med den nye Bluetooth 6.0-standard, som understøtter multipoint-tilslutning, så headsettet kan parres med flere enheder på samme tid. Udover standardformaterne SBC og AAC er der også understøttelse af LDAC-streaming, som muliggør afspilning af lyd i højere opløsning. Gennem appen Sennheiser Smart Control Plus kan brugeren desuden gennemføre en lydtest, dele indstillinger og manuelt fintune lydbilledet via en fembånds equalizer.
Kompakt hardware
Hver hovedtelefon vejer 6,8 gram og er udstyret med en silikonebro, som skal sikre, at enheden bliver siddende i øret under bevægelse. Hardwaren er IP54-certificeret, hvilket gør den afvisende over for både støv og sved. Højre og venstre enhed kan bruges uafhængigt af hinanden, og begge sider har et indbygget dobbeltmikrofonsystem med AI-baseret støjreduktion, som skal sikre tydelig talelyd under telefonopkald. Den indbyggede lyddæmpning er samtidig med til at minimere lydlækage, så andre i nærheden ikke kan lytte med.
På batterisiden leverer ACCENTUM Clip ni timers afspilning på en enkelt opladning. Det medfølgende opladningsetui rummer strøm til yderligere tre fulde opladninger, hvilket bringer den samlede spilletid op på 36 timer. Etuiet lades op via USB-C, hvor 10 minutters hurtigopladning giver strøm nok til to timers brug.
Hovedtelefonerne bliver tilgængelige i Danmark i farverne sort og cremefarvet fra den 23. juli og leveres i plastfri emballage til en vejledende pris på 1.350 kr.
