TEST: Sennheisers nyeste headset har fed lyd, men kræver mange justeringer

Der ligger masser af erfaring og viden bag Momentum True Wireless 3 fra Sennheiser. Der da også kan lever en skøn lyd - når du har fiflet nok med det

Sennheiser har gennem årene leveret masser af fede headsets, og det var også blandt de første til at levere et headset helt uden kabler. I starten var det dog både stort og klodset, men det kan mna ikke sige gælder for den nyeste inkarnation, Momentum True Wireless 3.

Dette headset er super elegant, ligger behageligt i lommen og selve etuiet giver et godt indtryk af elegance og eksklusivitet. I modsætning til alle andre headsets jeg har set, så kommer dette headset i et etui med en grå stofbeklædning, der giver etuiet et flot look.

Når det kommer til selve pasformen så er det dog ikke helt så rosende toner der skal lyde herfra. For Momentum True Wireless 3 kan bare ikke sidde ordentligt i øret på mig. Eller rettere, den venstre øreprop sidder ikke ordentligt i øret på mig. Normalt så har jeg intet problem med at få in-ear-headsets til at sidde i godt fast i øret – eller også er det begge ørepropper der ikke passer ordentligt. Men her det altså venstre der bare ikke vil sidde ordentligt. Det føles som om den ikke rigtigt vil danne den forsegling i øret, der skal til for at danne det nødvendige lydrum.

Jeg prøvede alle kombinationer af øredutter, men lige meget hjalp det – headsettet sad bedst i ørerne med standardstørrelsen, men stadig lidt for løst i venstre øre. Men udover den lille irritation så gik det rigtig let med ibrugtagningen.

Headsettet blev hurtigt forbundet med min telefon, og via app’en blev det også opdateret til nyeste firmwareversion. Så langt så godt – nu skulle headsettet så justere lyden så den passede bedst muligt til mig.

Det skete via funktionen Sound Check, hvor jeg skulle igennem tre trin med hver tre billeder, hvor jeg skulle vælge hvor lyden var bedst. Til det formål skulle jeg afspille min favoritmusik og så i tre trin vælge.

Det gjorde jeg så, men ved nogle af justeringerne kunne jeg slet ikke høre forskel, og da jeg endelig var færdig, så stod jeg tilbage med et alt for tyndbenet lydbillede. Der var heldigvis en grafisk equalizer, hvor jeg manuelt kunne justere lydbilledet, men dog kun i tre niveauer, bas, mellemtone og diskant. Men ved hjælp af dem fik jeg et rigtig godt lydbillede til sidst.

Endelig var der en ret spændende funktion, hvor app’en bruger din position til at bestemme indstillingerne. Her kunne jeg vælge f.eks. min hjemmeposition, og så vælge at der skulle den slå ANC til og Hearthrough fra, og når jeg forlod hjemmet, så skulle den måske dæmpe ANC lidt og slå Hearthrough til, så jeg kunne orientere mig i trafikken. Ret fed funktion.

Selve lydkvaliteten i Momentum True Wireless 3 var, efter justering, virkelig fed. Jeg formåede at få en skøn, blød og dyb bas der lagde en god bund, en mellemtone der bredte musikken godt ud i ørerne på mig, og en flot og klar diskant. Så jeg alt i alt fik et skønt lydbillede.

Støjreduktionen der blev væk

Men der var også nogle virkelig underlige ting ved headsettet – ikke mindst ANC. For både på headset og i app kunne jeg slå ANC til og fra. Men det var meget svært at høre en reel forskel. Headsettet i sig selv leverer en rigtig god støjreduktion – når det sidder ordentligt i øret. Men funktionen ANC gjorde ikke de store.

Når jeg prøvede at bruge den med musik så fornemmede jeg en anelse mere støjreduktion end uden, men når jeg pausede musikken, så var der absolut ingen forskel på ANC eller ikke-ANC. Det undrede mig fælt meget.

Når det så kom til samtaler så fungerede Momentum True Wireless 3 rigtig godt. Der sidder tre mikrofoner der lytter efter vindstøj og som eliminerer den når du fører samtaler. Det var tydeligt, og både mig og dem jeg snakkede med fik en god oplevelse og samtalekvalitet.

Etuiet kan oplades med både et usb-c-kabel og trådløst, og det er ret fedt. Jeg kom til at holde rigtig meget af Momentum True Wireless 3 – mangler dog lige at få den ANC til at fungere.

Bedømmelse

Samlet vurdering 85%

Momentum True Wireless 3 er et skønt headset på rigtig mange måder. Når du først har fået justeret det, så leverer det en fed lyd. Det ser rigtig elegant ud, og det fylder ikke ret meget i lommen.

Jeg kan godt lide de mange funktioner, men jeg forstår ikke hvorfor ANC skal være så svag – jeg mangler en bedre ANC-funktion.

Men du får et rigtig godt headset til prisen.

Du kan læse mere om Momentum True Wireless 3 her.

Prisen ligger på omkring 1.900 kroner, alt efter hvor du køber headsettet.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?