
Den billige, men meget avancerede, smartphone Mate 10 Lite fra Huawei, var den bedst sælgende smartphone hos Telia i januar, og nu opgraderer Huawei den med blandt andet ansigtsgenkendelse og flere spændende kamerafunktioner.
Hvis du har slået automatisk opdatering til på din Mate 10 Lite, så får du automatisk opdateret mobilen til at omfatte den nye funktion, og ellers så skal du lige ind og se om der er kommet en opdatering til din smartphone. Når du så har opdateret funktionen, så skal du også lige aktivere ansigtsgenkendelse, der hvor du også aktiverer fingeraftryksscanneren og pin-kode. Når det er klaret, så benyttes frontkameraet til at scanne ansigtet og låse mobilen op.
Der skal ikke mere til – når mobilen har genkendt dig, er den også låst op, og hvis det kommer til at fungere lige så godt som på den nye P20, så vil den gå vildt hurtigt med at låse op (vores anmeldelse af P20 kommer senere på måneden).
En anden smart funktion er også, at hvis en anden forsøger at tilgå din smartphone, så vil kameraet registrere det og skjuleinformationer som beskeder og andet privat indhold – fed funktion for resten.
AR selfie-funktion
Ud over den nye loginfunktion, så byder opdateringen på en AR-linse-funktion, der kort sagt giver brugeren mulighed for at udfolde sin kreativitet, når der tages selfies. Med AR eller “Augmented Reality” kan brugeren lege med virkeligheden og eksperimentere med baggrunde og elementer på sine selfies. Eksempelvis kan man udskifte en kedelig gråvejrsbaggrund med en solrig dag foran Eiffeltårnet.
Udover de nye AR-funktioner, så giver 3D-ansigtsgenkendelse i Mate 10 Lite mulighed for at identificere ansigtstræk som øjenhule, næseryg og pande, og derefter justere lysindstillinger og skarphed, så du får det bedste resultat.
Sådan opgraderer du til den nye version:
- Gå ind i “Indstillinger”
- Vælg “Systemopdatering”
- Klik på de tre prikker i øverste højre hjørne og download den seneste opdatering