Apple lancerer tre nye iPhones og et nyt Apple Watch

Under den store lancering i aften blev det til hele tre nye iPhones med større og flottere skærme og nye processorer, samt en ny version af Apples smartwatch

iPhone Xs og iPhone Xs Max. Foto: Apple

Normalt så ser vi Apple lancere en topmodel, og et passende stykke tid bagefter, så dukker der (fra tid til anden) en ’SE’-version af mobilen op på markedet.

Men denne gang valgte Apple så at lancere to topmodeller, iPhone Xs og iPhone Xs Max, samt en model der bedst kan betegnes som deres version af en entry-model, iPhone Xr.

Lad os lige starte med at kigge på de to topmodeller, der faktisk minder en del om hinanden. iPhone Xs har en 5,8” skærm mens iPhone Xs Max har en – ikke overraskende – noget større skærm på hele 6,5”. Begge er udstyret med Apples nye Super Retina-skærm og har et hurtigere og forbedret dobbelt kamerasystem, har den nye A12 Bionic-chip med næste generation af Neural Engine, et bedre og hurtigere Face ID og – tada – dobbelt sim-kort.

Begge mobiler har et all-screen-design du også så på iPhone X, og har den højeste pixeltæthed på en iPhone til dato. Skærmene er begge specialdesignede OLED-modeller, de understøtter Dolby Vision og HDR10 og har begge kontrastforhold på 1.000.000:1 og ægte sort.

iPhone Xs Max har på sin store skærm over tre millioner pixels, og mobilen fylder stadig ikke mere end iPhone 8 Plus.

De to mobiler er begge stænk- og vandafvisende på niveau IP68, hvilket betyder at den kan være under 2 meters vand i 30 minutter, og den tåler både te, kaffe og sodavand – i begrænsede mængder naturligvis.

Apple er meget stolte af chippen, der er en A12 Bionic-chip, der har seks kerner og benytter en såkaldt fusion-arkitektur med to kerner der skulle give op til 15% mere ydeevne. Den har en gpu med fire kerner der er op til 50% hurtigere og har lagringsplads på op til 512GB – vildt for resten.

Apple siger at iPhone Xs holder 30 minutter længere strøm end iPhone X og at iPhone Xs Max klarer 1,5 timer mere. Men helt ærligt – det er godt nok ikke meget de har øget batterilevetiden. Det lyder stadig som om du skal lede efter strøm konstant.

Så er der lige kamerasystemet

På de nye topmodeller har Apple også opgraderet kamerasystemet. Der er nu et dobbelt 12MP kamerasystem med dobbelt optisk billedstabilisering med 2x optisk zoom og en sensor der er dobbelt så hurtig. Der er smarte HDR-funktion der skaber billeder med større fremhævninger og skyggedetaljer.

Når det kommer til Face ID har Apple også haft gang i opdateringsmaskineriet. Her lover det at det nu er blevet endnu hurtigere, og at TrueDepth-kamerasystemet bruger samme dybderegistrerende teknologi som du kender fra iPhone X.

De leveres naturligvis begge med iOS 12, som introducerer nye AR-funktioner, lave nye Animoji og Memoji, og funktioner der gør at Siri kan arbejde sammen med alle apps.

De to mobiler fås i 64GB, 256GB og 512GB-versioner og prisen stasrter på hhv. 8.899 kroner og 9.799 kroner.

De kan forudbestilles fra på fredag (d. 14. september) og er i butikkerne fredag d. 21. september.

Billigudgaven

Den billigere version, med navnet iPhone Xr har en skærm på 6,1”, og et kant-til-kant design med en LCD-skærm. Skærmen her kaldes for en Liquid Retina-skærm og har et enkelt kamera.

iPhone Xr. Foto Apple

Det er tydeligt at Apple her har skåret ned på hardwaren for at holde prisen lav(ere).

Chippen er stadig en A12 Bionic-chip med seks kerner og en gpu med fire kerner.

Kameraet er et 12 megapixel vidvinkelobjektiv med en ny sensor der giver hurtigere autofokus og skulle give bedre HRD-funktionalitet.

Her er modellerne i 64GB, 128GB og 256GB og priserne starter på 6.699 kroner, og kan forudbestilles fra fredag d. 19. oktober og kan købes fra d. 26. oktober i butikkerne.

Apple Watch Series 4

Det nye smartwatch fra Apple har fået både hardware- og softwareforbedringer og skærmen er blevet 30% større mens selve uret er tyndere.

Apple Watch Series 4 kommer i to størrelser, 40mm og 44mm og højttaleren er 50% større så den virker bedre til telefonopkald.

Apple Watch Series 4

Brugergrænsefladen er optimeret til den større skærm, så det er lettere at se og bruge mobilen.

Apple Watch Series 4 gør det nu også muligt at foretage EKG-målinger direkte fra håndleddet, og du kan få at vide om dit hjerte slår i et normalt mønster.

Operativsystemet er watchOS 5, og Apple forventer at uret bliver et bedre fitness- og træningsur. Der er kommet aktivitetskonkurrencer hvor du kan udfordre andre Apple Watch-brugere, og nu kan uret også tracke Yoga og vandreture automatisk.

Prisen for Apple Watch 4 med GPS er på 3.299 kroner og med både gps og esim lander prisen på 4.099 kroner.

Uret kan forudbestilles fra på fredag d. 14. september og det ender i forretningerne fredag d. 21. september.

Læs også:

AirPlay 2 på vej til Sonos-højttalere… men ikke al... Med den nye AirPlay 2-teknologi bliver det muligt at spille alle lyde fra iPhone og iPad på Sonos-højttalerne, det inkluderer YouTube og Netflix, og d...
TEST: Flot evolution af MacBook Med den nye MacBook Pro 15” har Apple gjort det samme som de har gjort med alle deres produkter i gennem de sidste par år. De har taget en vinder og f...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (1978 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?