Den nye iPhone Air måler 5,6 mm i tykkelsen og er udstyret med Apples kraftfulde chips A19 Pro, N1 og C1X. Telefonen er bygget med en ramme af titanium, og både for- og bagsiden er beskyttet med det nye Ceramic Shield 2.
Banebrydende design og forbedret skærm
iPhone Air har en ramme i titanium (grad 5) med en blank højglansfinish, og den indvendige arkitektur er redesignet for at maksimere pladsen til batteriet. Udover det slanke design er telefonen også udstyret med Handlingsknappen, der giver brugerne nem adgang til en række funktioner.
Skærmen er en imponerende 6,5″ Super Retina XDR-skærm med ProMotion og en adaptiv opdateringsfrekvens på op til 120 Hz. Skærmen kan nå op på en maksimal lysstyrke udendørs på 3.000 nits, hvilket er det højeste nogensinde i en iPhone. Ceramic Shield 2 giver tre gange bedre ridsefasthed og bedre antireflektive egenskaber. Den nye beskyttelse på bagsiden gør telefonen fire gange mere stødafvisende end tidligere modeller.
Kraftfulde kamerasystemer og ydeevne
Et nyt, alsidigt 48 MP Fusion-kamerasystem på bagsiden giver brugerne, hvad der svarer til fire objektiver med mulighed for 2x tele i optisk kvalitet. På forsiden er der et nyt 18 MP Center Stage-kamera, som tager selfies på et nyt niveau med en kvadratisk sensor og bred synsvinkel. Kameraet kan rotere fra lodret til vandret format ved gruppebilleder for at få alle med. Videoer kan optages i 4K Dolby Vision med 60 billeder pr. sekund og rumlig lyd.
Den kraftfulde A19 Pro-chip indeholder en 6-core CPU og en 5-core GPU, der forbedrer ydeevnen betydeligt. Den nye N1-chip til trådløse netværk muliggør brug af Wi-Fi 7, Bluetooth 6 og Thread, mens C1X-modemmet er op til dobbelt så hurtigt som sin forgænger og bruger 30 % mindre strøm. iPhone Air er designet til kun at bruge eSIM, hvilket sparer plads og øger sikkerheden.
Pris og tilgængelighed
iPhone Air vil kunne fås i farverne space black, skyhvid, lyst guld og himmelblå med en lagerplads på 256 GB, 512 GB eller 1 TB. Den kan forudbestilles fra fredag den 12. september, og er tilgængelig i butikkerne fra fredag den 19. september. Den vejledende pris starter fra 8.999 kr.