Jeg har allieret mig med Tech-Tests fotograf, Sally Megyssi, og sammen har vi fire uger til at nå i mål. Under turen blogger vi om vores oplevelser med et Suunto Traverse Sapphire GPS-ur, der skal vise os vejen, advare os om særlige vejrændinger samt monitorere daglige aktiviteter i form af antal gået kilometer og forbrændte kalorier. Polar har udstyret os med aktivitetstrackeren, A360, til monitorering af søvn, antal forbrændte kalorier samt antal skridt vi har gået per dag.
Sennheiser har udstyret os med et par Momentum Wireless hovedtelefoner til flyveturene, busture samt rolige og trætte stunder i vandrehjemmene. Hovedtelefonerne er særligt egnet til rejser, da de har op til 22 timers spilletid på en opladning samt noise-cancelling teknologi. Sally bruger et Panasonic Lumix FZ300 under turen for at undersøge, hvor meget bedre fotograferingsoplevelsen og billedkvaliteten er med et dedikeret kamera i forhold til kameraet i en almindelig smartphone
Hele herligheden kører jo på strøm, så vi har investeret i en Xtorm Lava 2 powerbank med solcellepanel og 6000 mAh på en opladning, hvilket er nok til at genoplade en smartphone cirka tre gange. Camino’en er ikke just fyldt med stikkontakter, og vandrehjemmene har ikke ledige kontakter. Vi har vores smartphones med og en tablet med tastatur, hvilket betyder, at vi blandt andet har GPS-forbindelse og underholdning lige ved hånde.
Hvorfor fylder vi rygsækkene med gadgets, når vi er på vandreferie? Fordi vi ganske enkelt elsker gadgets! Og vi er nysgerrige efter, hvilke gadgets kan være med til at forbedre vandreoplevelsen.
Jeg har vandret Camino’en i 2004 alene, hvor jeg kun var udstyret med en minidisk. Camino’en har ikke altid klart markerede stier, og i visse områder er det nemt at fare vild. Desuden kan en vandreferie alene betyde mange ensomme stunder, hvormed underholdning i form af musik eller streamingtjenester i de stille øjeblikke kan være ønskværdigt.
Har du abonnement hos et af de større teleselskaber, er det meget sandsynligt, at du kan bruge din smartphone eller tablet uden ekstra gebyrer. Selskaberne har, for at komme et EU-direktiv i forekøbet, afskaffet gebyrerne, hvormed du kan ringe hjem eller bruge data, som var du hjemme. Men undersøg inden du tager afsted, om dit abonnement har begrænsninger eller et loft over brugen af data, så du undgår at falde i en potentiel gebyrfælde.
Endelig skal der lyde en hyldest til de elektroniske medier, gennem hvilke vi fik udlejet vores lejlighed, mens vi trasker Camino’en tyndt den næste måned.
Vi vender tilbage med vores indledende indtryk af vores gadgetsamling i starten af næste uge.