Nu er valget så taget. TDC vælger Ericsson som leverandør af det kommende 5G-datanetværk i Danmark. Og medierne er ved at koge over i overskrifter som: “TDC dropper Huawei” og “Huawei droppet”.
Og naturligvis kører mistankerne på, om det er fordi Huawei er kinesisk, og dermed mistænkt for at kunne tvinges til at spionere for den kinesiske regering, og i værste tilfælde at kunne ‘slukke’ for vores 5G-netværk, hvis Kina forlanger det.
Det er heller ikke kun i Danmark at den mistanke mod Huawei ruller. Flere steder i Europa bliver Huawei nægtet adgang til kritisk it-infrastruktur, og USA går så vidt som til at advare deres partnere i NATO om at arbejde sammen med Huawei.
Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, hvorvidt Kina kan tvinge en virksomhed som Huawei til at spionere for dem eller ej, for det kender jeg bare ikke nok til den kinesiske lovgivning eller interne virkemåde til.
Men der er et par ting der pisser mig af i hele den debat. Hvor er den rygende pistol? Hvor er beviserne for, at Kina kan tvinge virksomheder til at spionere for dem?
Vores forsvarsminister, Claus Hjort Fredriksen (V), var hurtigt ude og sige at han var bekymret over, at Huawei måske skulle levere 5G-netværket i Danmark. Faktisk var han åben overfor at kigge på lovgivningen, og derigennem forbyde Huawei at være en del af 5G-netværket, f.eks. i denne artikel på DR.
Men på intet tidspunkt har han kunne understøtte anklagerne mod Huawei. Jeg har spurgt forsvarsministeren, gennem deres presseafdeling, om hvorfra han har oplysninger der gør ham bekymret. Om han kan påpege hvor i den kinesiske lovgivning der står, at kinesiske firmaer skal udlevere data på forlangende, eller om han kan pege på, hvorfra han har de oplysninger.
Men vores forsvarsminister ønsker ikke at udtale sig yderligere i sagen, så det må stadig stå hen i det uvisse, hvorfra han har de oplysninger.
Igen – jeg aner ikke om den kinesiske regering kan tvinge virksomheder som Huawei til at spionere for dem. Det kan da godt tænkes at det er tilfældet. Den kinesiske regering er ikke just kendt for at spille rent spil. Men jeg mangler altså stadig beviser for, at det ikke bare er mistanker grebet ud af den blå luft.
Og hvem ved – måske ligger FET eller PET inde med oplysninger der viser at det er tilfældet. Hvis det er tilfældet, så sig det dog. Lad os vide at vores dygtige efterretningstjenester har information der godtgør at det er tilfældet. Og med de oplysninger i hånden burde det have været let at indføre en lov mod Huawei.
Personligt tvivler jeg på at de oplysninger findes. For ellers ville den lov nok have været gennemført for længe siden. I stedet har det været politisk opportunt at kaste med mudder mod en virksomhed som Huawei – alene baseret på mistanker.
Nu er det så blevet Ericsson der skal etablere 5G-netværket i Danmark, og det hilser jeg velkomment. Ericsson er yderst kompetente, har styr på netværk og netværkssikkerhed. Har flere installationer kørende med 5G rundt om i verden, og så gør det ikke noget at de er nordiske.
Men hvis Huawei er blevet fravalgt på grund af spionmistanke uden bevis, og Ericsson kun er valgt på grund af et politisk pres, så er jeg mindre begejstret for beslutningen.
Og helt ærligt. Er der nogen der tror på, at hvis vi udelukker Huawei fra vores netværk, så slipper vi for spionage fra fremmede regeringer? For hvis Kina ikke er inde på vores datanetværk, så kan vi være helt sikre på at så er USA der. Og hvem vil vi helst have spionerer på os? Jeg er faktisk ikke helt sikker…