Discount-smartphone imponerer

Med deres Honor 7 leverer Huawei igen en smartphone der er spækket med fede funktioner og spændende hardware, og stadig er prisen holdt lav. Vi er passende imponerede

honor 7

Huaweis brand, Honor, blev introduceret for at tage kampen op mod smartphones som OnePlus. Her sigter producenterne på at levere en smartphone spækket med funktioner og fed hardware, til en pris der nærmer sig halvdelen af tilsvarende smartphones. Resultatet er, at du kan købe noget der minder om en high-end smartphone til en meget lav pris.

Honor 7 følger den tradition op på fornemst vis ved blandt andet at kunne bryste sig af en otte-kerner processor, en fuld-hd skærm med en opløsning på 1.920 x 1.080, et batteri på ikke mindre end 3.100 mAh og et kamera på hele 20MP.

Men herudover så har Huawei udstyret den med et par softwaremæssige finesser der er med til at gøre Honor 7 til et endnu mere spændende bekendtskab – og med de ord dykker vi ned og kigger nærmere på denne interessante smartphone.

Flot smartphone

Designet på Honor 7 er elegant og enkelt med bagsiden og siderne i aluminium og forsiden i helt sort glas. Vægten er på 157 gram, hvilket er med til at give den en følelse af en meget robust smartphone.

Honor 7 understøtter 2 sim-kort, så du har mulighed for at bruge den både med dit arbejdsnummer og dit privatnummer. Eller du kan indsætte et microSD-kort ind i stedet for det andet sim-kort, så du kan udvide hukommelsen op til 128GB.

Det sidste vi skal nævne omkring designet er den lille smart-knap som sidder på mobilens venstre side. Den kan have tre funktioner, enkelt-klik, dobbelt-klik og lang-klik. Hver af disse klik kan programmeres til en række forskellige funktioner eller kan bruges til at åbne en app.

De funktioner tasten kan få er ”ultra øjebliksbillede”, ”stemmeopager”, ”Lommelygte” og ”skærmfoto”. Desværre er det ikke muligt med andre funktioner – men det kan jo være det kommer i fremtidige versioner.

Velfungerende fingeraftryksscanner

Som på flere af Huaweis topmodeller er Honor 7 udstyret med en fingeraftrykslæser, monteret lige under kameraet på bagsiden. Den kan bruges til en række forskellige ting, blandt andet til at åbne for smartphonen når den er låst og til at give adgang til apps du ønsker skal være låst. Den kan også bruges som en form for joystick, blandt andet til at hive genvejsmenuen ned uden du behøver bruge din finger på forsiden af skærmen.

Vi har tidligere haft problemer med fingeraftryksscannere. Både i tidligere modeller fra Huawei og på vores iPads Air, kan vi bare ikke få den til at fungere ordentligt. Vi har tidligere konstateret at undertegnedes finger tydeligvis ikke er specielt velegnet til denne form for fingeraftryksscanner, for hvor andre udmærket kan bruge dem, har undertegnede tydeligvis problemer.

Men fingeraftryksscanneren i Honor 7 virker upåklageligt. Så snart vi rører ved føleren – uanset i hvilken vinkel vi holder vores finger, så låser den nok så nydeligt op for mobilen. Efter et stykke tid blev helt naturligt for undertegnede at låse op på den måde, og det går godt nok stærkt, og alt om kode kan bare glemmes. We like…

Stærkt kamera

Honor 7 skal også have ros for kameraet. Med ikke mindre end 20MP er det en af de bedste kameraer vi endnu har set på en smartphone. Forsidekameraet er på hele 8MP, så selv dine selfies kan skydes i meget høj kvalitet.

Kameraet understøttes af en rigtig god kamerasoftware der både er med til at give dig nogle fortrinlige billeder, og som giver dig nogle funktioner du ikke finder i ret mange andre kameraer.

For eksempel har Huawei fået funktionen ’Lysmaling’, som vi ellers skal op i smartphones som P8 for at finde. Med den funktion kan du male med lys, hvor kameraet fryser billedet af personen, mens den sammenkopierer lyset. Med lidt øvelse kan du skrive dit navn eller lave andre spændende billeder.

Du kan også sætte den til at tage bremselygtespor, samme princip men nu med bremselys, den kan lave en silkeagtig effekt på vand og du kan lave langtidseksponerede billeder af stjernespor. Kameraet har også fået en funktion Huawei kalder for ’God mad’, hvor kameraets indstillinger ændres, så billeder af mad bliver endnu flottere.

Et par af de andre meget spændende funktioner i kameraet er muligheden for at optage video i slow-motion, at indlægge et vandmærke i billederne og at tage tidsforkortede videoer.

Vi er vilde med kameaet og kvaliteten af billederne er i top, så der er ikke meget tilbage at ønske her.

Flot batterilevetid

Huawei har udstyret Honor 7 med et batteri på ikke mindre end 3.100 mAh, og samtidig sørget for at mobilen understøtter ’reversed charging’, hvilket betyder at du kan bruge Honor 7 til at oplade andre enheder med. Alt det kræver er et kabel med mini-usb i begge ender. Det kabel følger så ikke med Honor 7, men skal købes separat.

Under vores test kunne vi godt mærke at batteriet havde en ekstra stor kapacitet. Faktisk var vi i stand til at bruge Honor 7 i over to døgn inden den krævede en opladning.

Samtidig er Honor 7 udstyret med Huaweis strømbesparende funktioner, så dels holder den øje med apps der forbruger for meget strøm, så de kan lukkes. Dels har den funktionen med at gå i ultra-strømbesparende tilstand, når du kommer under under 8% tilbageværende strøm. I den tilstand kan du kun ringe og sende/modtage sms’er, men den forlænger levetiden med adskillige timer – en funktion der flere gange har reddet os fra en død mobil.

Honor 7

Ydelse og benchmark

Huawei har udstyret Honor 7 med deres egenudviklede Kirin 935 processor, der har hele otte kerner, og som er kendt for at yde ret godt.

I løbet af vores testperiode kunne vi konstatere at Honor 7 ikke manglede hestekræfter. Den havde altid det nødvendige overskud og vi mærkede aldrig at vi måtte vente på at Honor 7. Apps startede hurtigt og vi oplevede aldrig lag, heller ikke i spil.

Men daglig brug var ikke nok, vi sendt smartphonen gennem vores testsuite af benchmarksprogrammer, for at se hvad tallene sagde.

Antutu scorede Honor 7 på 48.810, hvilket er en ret flot score. Den bliver vurderet ret højt i gaming og batterilevetid, hvilket passer fint med vores egne observationer.

Vores testprogram Vellamo tester den blandt andet i forhold til at browse på nettet, hvor godt kernerne i cpu’en virker og hvordan den yder generelt. I alle test får den ren ret fint vurdering med 2.864 i Browser-testen, 2.067 i Multicore og 1.405 i Metal-testen.

Endelig testede vi den i 3GL Benchmarkprogrammet, hvor den dog ikke klarede sig helt så godt. Så de allermest krævende 3D-spil kan den godt blive udfordret lidt på.

Men alt i alt yder Honor 7 flot, og i vores brug af den oplevede vi ikke nogle problemer med hastigheden, men indrømmet vi spiller heller ikke de store 3D spil på en smartphone.

Specielle funktioner

Det sidste vi skal kigge nærmere på er nogle af de specielle funktioner som Honor 7 er udstyret med. Du kan blandt andet tage skærmbilleder ved at trække din kno rundt på skærmen. Knuckle Sense kalder Huawei det, og resultatet er at du kan tage skærmbilleder i lige den facon du måtte ønske.

Du kan også indstille Honor 7 til at lytte efter din stemme, og hvis du bruger den funktion kan du vække din smartphone ved f. eks. at ’Hello Honor’ og derefter kan du give den to kommendoer – enten ”where are you” eller ”Call …”. På dem måde kan du finde din mobil, hvis den ligger inden for lytteafstand, eller du kan ringe til en kontakt uden at skulle betjene den.

Endelig kan Honor 7 fungere som fjernbetjening for dit tv, xbox, dvd-afspiller eller lignende. Det kræver lige at du bruger lidt tid til at indstille mobilen, men det er relativ let at klare, og det virkede perfekt på vores tv.

Produktinformation

  • Navn: Honor 7
  • Producent: Huawei
  • Skærmstørrelse: 5.2”
  • Skærmopløsning: 1.920 x 1.080 pixels
  • Processor: Octa-Core Kirin 935
  • Lager: 16 GB indbygget
  • Netværk: 802.11 a/b/g/n
  • Bluetooth: 4.0 LE
  • Kamera: 20 MP bagpå, 8 MP foran
  • Batteri: 3.100 mAh
  • Pris: 2.995 kroner
  • Mere information om Honor 7 her.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%Tech-Test-wide-RGB-gold_small

En rigtig skøn smartphone, masser af hestekræfter, fede funktioner og et supergodt kamera. Det eneste der trækker lidt ned i vores bedømmelse er ydelsen når det kommer til 3D-spil.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3657 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?