Brugen af kunstig intelligens er udbredt i Danmark. En analyse fra Dansk Erhverv viser, at mere end halvdelen af danskerne anvender sprogmodeller. Blandt de 18-29-årige er tallet oppe på 84%. Samtidig indikerer et studie fra Aarhus Universitet, at cirka hver syvende gymnasieelev har ført vennelignende samtaler med en chatbot.
Den stigende brug blandt børn og unge vækker imidlertid bekymring hos Jens Myrup Pedersen, der er professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet. Han peger på, at de indtastede oplysninger kan blive gemt og genbrugt flere år ud i fremtiden.
Generelt deler vi – børn og voksne – ukritisk alt for mange oplysninger, og der er ikke rigtig nogen, der forstår præcist, hvor meget data der indsamles. Det akkumulerer gennem et langt liv, og det bliver ikke slettet, og det kan misbruges.
Jens Myrup Pedersen.
Han understreger, at oplysningerne i yderste konsekvens kan bruges til at opbygge detaljerede profiler.
Børn deler ofte personlige oplysninger uden at forstå konsekvenserne, og især over for børn har vi en forpligtelse til at passe på. Selv tilsyneladende uskyldige oplysninger om for eksempel skole, familie og følelser kan bruges til at opbygge detaljerede profiler over tid, som kan få konsekvenser senere i livet. Det man har delt med en AI, kan eksempelvis i princippet bruges til afpresning i de forkerte hænder.
Jens Myrup Pedersen.
Udfordringer med GDPR uden for EU
Langt størstedelen af de populære chatbots drives i dag af udenlandske teknologivirksomheder. Det skaber ifølge professoren udfordringer med gennemsigtigheden omkring databehandlingen.
Der er svært at håndhæve GDPR-kravene, når data behandles uden for EU, hvor der er meget begrænset gennemsigtighed. Samtidig er data en central del af forretningen, og det rejser spørgsmål om, hvorvidt børns privatliv og sikkerhed reelt prioriteres højest.
Jens Myrup Pedersen.
Dansk alternativ holder data nationalt
Som et alternativ til de internationale tech-giganter har virksomheden Ordbogen for nylig lanceret tjenesten chat.dk. Løsningen adskiller sig ved at basere sig på en dansk sprogmodel, hvor al databehandling foregår på servere inden for landets grænser.
Teknisk set er platformen bygget på egen infrastruktur og drives via en dedikeret supercomputer, som afvikles i danske datacentre. Dette sikrer, at løsningen er direkte underlagt gældende GDPR-regler.
Formålet med chat.dk er at tilbyde en 100% dansk AI-platform bygget på vores egen sprogmodel og infrastruktur med egne servere, egen supercomputer og drift i danske datacentre.
Valget af AI-løsning har betydning for børns digitale dannelse, privatliv og sikkerhed, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvor teknologien befinder sig, hvem der ejer den, eller hvor data ender.
Peter Revsbech, direktør i Ordbogen.
At beholde data på national grund gør ifølge Jens Myrup Pedersen en mærkbar forskel for datasikkerheden.
Når data bliver i Danmark, er det langt nemmere at føre kontrol med, hvordan de bruges, og det giver en helt anden tryghed, som bestemt er væsentlig, når det handler om børns brug af AI.
Jens Myrup Pedersen.