Nu flytter Siri ind på din Mac

Den nyeste version af MacOS bringer nye funktioner ind på Mac’en som bedst kendes fra iPhone og iPad. Som tidligere er opdateringen til MacOS Sierra gratis

Når et nyt operativsystem lander til Mac’en, så er det altid spændende at se, hvad der er sket. Denne gang introducerer Apple ikke alene en række spændende nye funktioner, de bringer også iPhone og iPad endnu tættere på Mac’en.

Funktioner som Universel udklipsholder, iCloud-skrivebord og -dokumenter, Auto-login og Apple Pay på nettet sørger for, at din Mac arbejder endnu bedre sammen med andre Apple-enheder. Og Fotos er blevet opdateret med en ny Minder-funktion, der automatisk opretter særlige samlinger med dine yndlingsbilleder og -videoer.

Siri på Mac kan hjælpe med at sende beskeder og mails, finde dokumenter og information, søge i brugerens fotobibliotek, ændre systemindstillinger og meget mere. Brugerne kan også trække i Siri-resultater og anbringe dem i dokumenter eller fastgøre dem i deres dagsoversigt til senere brug. Universel udklipsholder gør det muligt for brugerne at kopiere indhold fra en app på en Apple-enhed og indsætte indholdet i en anden app på en anden Apple-enhed. Med iCloud-skrivebord og -dokumenter kan brugerne nu få adgang til filerne på deres Mac fra iPhone og iPad. Og Auto-login logger automatisk brugerne ind på deres Mac, når de har et godkendt Apple Watch på.

Fotos introducerer Minder – en funktion, der fremhæver yndlingsøjeblikke og glemte øjeblikke i brugerens fotobibliotek ved automatisk at oprette særlige samlinger med begivenheder som f.eks. fødselsdagsfester eller familieferier. Fotos anvender avanceret teknologi, som gør at din computer kan identificere ansigter, genstande og steder på dine billeder, så du kan søge efter billeder ud fra, hvem og hvad der er på dem. Det helt nye redigeringsværktøj Glans gør mørke områder lysere og justerer glanslys, så billederne bliver mere detaljerede og livagtige.

Andre nyheder i MacOS Sierra:

  • Beskeder gør samtaler mere interessante, da brugerne kan se previews af weblinks og afspille videoklip direkte i programmet, besvare beskeder med en hurtig reaktion – i form af f.eks. et hjerte eller en tommelfinger opad – direkte i en beskedboble samt sende større emojis for at opnå en større effekt med beskeden.
  • Faner er nu tilgængelige på tværs af Mac-programmer, der understøtter flere vinduer, herunder Kort, Mail, Pages, Numbers, Keynote, TextEdit og også tredjepartsprogrammer.
  • Med Billede i billede kan video fra Safari eller iTunes svæve i et vindue på skrivebordet. Vinduet kan justeres i størrelsen, trækkes rundt og fastgøres i ethvert hjørne af skærmen, så brugerne kan se video, mens de arbejder.
  • Optimeret lagring frigør plads, når Mac er ved at være fyldt op, ved at gemme elementer, der bruges knap så ofte, i iCloud og hjælpe brugerne med at fjerne programmer og filer, de ikke længere har brug for.
  • Apple Music i iTunes gør det endnu lettere at finde ny musik og browse eksklusive og nye udgivelser.

Tilgængelighed

MacOS Sierra fås som gratis opdatering allerede nu i Mac App Store. MacOS Sierra understøtter alle Mac-computere, der er lanceret siden 2009. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder. Du kan få flere oplysninger her.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2225 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?