Google bringer NotebookLM direkte ind i Gemini

Google udrulller notesbøger i Gemini – med direkte synkronisering til NotebookLM og målrettet studerende i eksamenstid

Illustration: ChatGPT (AI)

Google ruller i denne uge en markant opdatering ud til webudgaven af Gemini: introduktionen af Notebooks – på dansk notesbøger – der er tilgængelige direkte via sidepanelet i tjenesten.

Funktionen giver brugerne mulighed for at samle chats, dokumenter og PDF-filer i dedikerede mapper. Tanken er at skabe en personlig vidensbase, hvor alt materiale om et givent emne er samlet ét sted.

Opdateringen lanceres, mens studerende rundt om i landet sidder midt i eksamensperioden. Med notesbøger kan man eksempelvis oprette en mappe til et specifikt fag, uploade pensum og egne noter og derefter give Gemini instrukser om, hvordan materialet skal behandles – for eksempel ved at bede om en disposition til en eksamensopgave med udgangspunkt i udvalgte kilder.

Automatisk synkronisering med NotebookLM

Notesbøgerne synkroniseres direkte med Googles researchværktøj NotebookLM. Tilføjer man en kilde i enten Gemini eller NotebookLM, dukker den automatisk op i det andet værktøj.

Det åbner for at kombinere de to platformes funktioner. Gemini kan bruges til at chatte og sparre om materialet, mens NotebookLM blandt andet kan omdanne tekstnoter til Video Overviews, infografikker eller podcasts.

Hvis man bruger AI rigtigt, kan det gøre læring langt mere effektiv, engagerende og tilpasset den enkeltes behov. Notesbøger er et godt eksempel. I stedet for at bruge energi på at lede efter og holde styr på spredte noter, kan teknologien hjælpe de studerende med at frigøre tid til rent faktisk at gå i kødet på stoffet.

Jesper Vangkilde, kommunikationschef, Google Danmark

Gratis brugere venter stadig

Udrulningen starter på webudgaven for betalingsabonnenter. Over de kommende uger udvides funktionen til mobilappen og rulles bredere ud i Europa, herunder Danmark. Til sidst bliver notesbøger også tilgængelige for brugere af gratisversionen af Gemini.

En konkret tidsplan for, hvornår de forskellige trin i udrulningen gennemføres, er ikke oplyst.

Del artiklen på