IFA 2019: Samsung vil gøre hjemmet smartere

På årets IFA, har Samsung fokus på nye smarte produkter til hjemmet, blandt andet et 8K QLED tv, smarte hårde hvidevarer, ny støvsuger og et smart skab. Et par enkelte små gadgets blev det dog også til, blandt andet Galaxy Tab S

Den koreanske elektronik-gigant bruger, traditionen tro, IFA-messen til at fortælle om alle de, andre, produkter de har udover deres smartphones. Hvor Samsung har en dedikeret presse-event til deres smartphones, så er der fuld fokus på alle de andre spændende produkter de har i deres portefølje.

Det første vi så i går var deres nye QLED 8K tv i 55”. Men udover at deres QLED-familie nu får et nyt medlem, så beskrev Samsung også, hvordan de arbejder med at gøre tv’et så diskret som muligt. Det kan f.eks. vise kunst når det er slukket, så du ikke har en stor sort klat på væggen, men et pænt billede. Det kan forsøge at efterligne farven på væggen bag sig, og så har det næsten ingen ramme.

Samsung har gjort et stort arbejde med at gøre det diskret, og et tilsvarende stort arbejde med at få teknologien til at understøtte den høje opløsning. For hvor 8K lyder imponerende, så er der ikke just meget materiale ude i den opløsning, faktisk mener jeg slet ikke du kan finde noget i 8K. Men Samsungs QLED 8K-tv opskalerer, ved hjælp af AI, selv til 8K, og det skulle angiveligt give et super godt resultat.

Der blev også fremvist et nyt køleskabskoncept, Bespoke. Et modulært køleskab, så du selv kan strikke køleskabets sammen som du vil. Om du vil have 2 store låger, 1 stor og 2 små, måske kun en enkelt sløje eller andre kombinationer, så er det lige det som Bespoke tilbyder. Samtidig kommer der også masser af farver du kan vælge imellem til lågerne, så du kan finde den farvekombination du foretrækker.

Samsung præsenterede også deres nye smarte ovne, hvor du kan have både almindelig konvektionsovn og ’steam’-oven i et og samme ovnrum, deres Family Board der lader dig se ind i køleskabet, give ideer til hvad du kan lave af mad og meget mere – også når du ikke lige er i køkkenet.

De præsenterede også deres smarte klædeskab, der lufter og damper dit tøj når du hænger der ind i skabet, så det altid er frisk når du skal have det på igen.

Endelig kom der også en trådløs støvsuger fra Samsung, en støvsuger der på mange måder minder om Dysons trådløse og håndholdt V10 og V11, men den blev der gået ret hurtigt hen over i præsentationen.

Om alle disse produkter kommer til Danmark, er et godt spørgsmål, men det viser med tydelighed, at Samsung virkelig ønsker at gøre hjemmet smart – med Samsung produkter altså.

Lidt bærbare gadgets

Det blev også til at par små gadgets. Her blev deres nye Galaxy Watch Active2 blandt andet præsenteret. Her var nyheden at de har indgået et samarbejde med TechnoGym, der leverer træningsudstyr til rigtig mange fitnesscentre i hele verden. Det nye smartwatch skulle komme til at arbejde sammen med det udstyr, så du automatisk logger din træning.

Uret har også understøttelse for LTE-forbindelser, så du kan tage uret med dig på løbeturen, lade mobilen blive hjemme, og stadig modtage beskeder på turen. Og nej – det er nemlig lige præcist ikke et sim-kort, så ikke noget specielt abonnement her, antager jeg.

Den nye Galaxy Tab S6 blev ligeledes fremvist, en tablet med dobbelt Ultra Wide linse, en 10,5” skærm og deres Signature S-pen.

Herudover var der en præsentation af deres nye notebook, Galaxy Book S. En superflot, slank laptop, der klart skal tage kampen op mod MacBook Air og Huaweis MateBook X. Men – den kommer altså ikke til de nordiske lande, så hvis vi vil have den, må vi tage en tur til f.eks. Tyskland.

Endelig fremviste de deres 5G-serie af mobiler, blandt andet Galaxy Fold (der nu endelig kommer på gaden), Galaxy Note10+ 5G og A90 5G.

Men da vi jo ikke just har fået 5G i Danmark endnu, er det næppe så interessant endnu.

Her og nu glæder jeg mig til at kunne købe nogle af Samsungs hårde hvidevarer – de ser ret spændende ud.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2464 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvis du ikke allerede får vores nyhedsbrev, har du her muligheden for at tilmelde dig.

Vi udsender 1 gang om ugen, så vi kommer ikke til at spamme din mailboks.

Vi holder dine data private, og deler dem ikke med tredjepart