Lydproducenten JBL har opdateret to af deres velkendte Bluetooth-højttalere, Xtreme og Go, som nu er ude i deres femte generation. Den største model, Xtreme 5, er blevet udstyret med funktioner som AI Sound Boost og Smart EQ Mode. Sidstnævnte er en AI-drevet funktion, der automatisk skifter lydindstilling, alt efter om enheden afspiller musik eller tale fra eksempelvis en podcast.
Rent hardwaremæssigt byder Xtreme 5 på dobbelte diskanter og en indbygget subwoofer, der ifølge producenten leverer et lydniveau og en bas, der er 10% kraftigere end den tidligere model. Samtidig skal AI-teknologien sikre, at lyden ikke forvrænges ved høj volumen.
Den mere kompakte Go 5-model er ligeledes blevet opgraderet. Lyden er hævet med 10%, og selve logoet på fronten har fået et udhulet design for at optimere enhedens akustik. En ny hardware-funktion i Go 5 er AirTouch, hvor to højttalere automatisk parres i et stereo-setup, blot ved at de holdes fysisk tæt på hinanden.
Begge højttalere er udstyret med indbygget belysning. Xtreme 5 har flere farveindstillinger indbygget, mens Go 5 bruger kantbelysningen som indikator for strømniveau, forbindelse og Auracast-status. Enhederne er IP68-certificerede og har gummikanter, der skal beskytte mod stød og slag i hverdagen.
JBL er kendt for sine bærbare højttalere, og vi arbejder konstant på at gøre dem endnu bedre.
Først introducerede vi AI Sound Boost for at levere klarere og højere lyd med mindre forvrængning. Nu tager vi næste skridt med Smart EQ Mode i Xtreme 5 og fortsætter med at udvikle nye, innovative løsninger, der sikrer den bedst mulige lytteoplevelse.
Carsten Olesen, President of Consumer Audio hos HARMAN
Xtreme 5 er i handlen nu i farverne sort, blå og camo til en pris på 2.699 kr. Den mindre Go 5 lanceres i syv forskellige farver og lander på hylderne den 15. april til 399 kr.
Tekniske specifikationer: JBL Xtreme 5
- Lyd: Dobbelt diskant og subwoofer med øget effekt. Tabsfri lyd via USB-tilslutning.
- Lydfunktioner: Smart EQ Mode (AI-registrering af tale/musik) og AI Sound Boost til reduktion af forvrængning.
- Belysning: JBL Edge Light med seks indstillinger (Freeze, Bounce, Trim, Switch, Loop, Neon).
- Batteri: Op til 24 timer + 4 timer ekstra med Playtime Boost.
- Forbindelse: Auracast-kompatibel. Mulighed for stereoparring via JBL Portable-appen.
- Holdbarhed: IP68-certificeret (vand- og støvtæt).
Tekniske specifikationer: JBL Go 5
- Lyd: Opgraderet bas. Tabsfri lydafspilning via USB-C.
- Belysning: JBL Ambient Edge Light med lystemaer og indikatorer for strøm, parring og Auracast.
- Forbindelse: AirTouch for hurtig trådløs stereoparring ved fysisk kontakt. Auracast-kompatibel.
- Batteri: Op til 8 timer + 2 timer ekstra med Playtime Boost.
- Holdbarhed: IP68-certificeret (vand- og støvtæt).
