Komponenter fra iPhones skal høstes af robot

Atea og Apple-robotten Daisy skal sortere elektronisk affald fra iPhones. Målet er at kunne genanvende værdifulde råmaterialer og dermed skåne miljøet.

It-leverandøren Atea indgår samarbejde med Apple om at bruge robotten Daisy til at sortere komponenter fra gamle, kasserede iPhones. Ambitionen er at kunne genanvende de værdifulde råstoffer, der er nødvendige i produktionen af telefoner, som for eksempel guld, sølv, wolfram og tin, der er svære at udvinde.

På bare én time kan Daisy adskille og sortere komponenter fra 200 iPhones.

Der ligger millioner af gamle mobiltelefoner i skuffer og samler støv, og det skal vi have gjort noget ved. Vi er blandt de største leverandører af iPhones til både offentlige og private virksomheder, og genbrug af råmaterialer fra netop iPhones er derfor et oplagt sted for os at sætte ind.

Andreas Schjølin, Sustainability Manager i Atea Danmark

Klimaaftrykket i it-branchen skal ned

Samarbejdet med Apple er et led i Ateas bæredygtighedsstrategi, der skal bidrage til et lavere klimaaftryk fra it-industrien.

Robotten Daisy skal sortere kasserede iPhones, så de bliver genbrugt og ikke bare kasseret. Foto: Atea

Vi er stolte over, at vi som de første i Norden indgår et samarbejde med Apple om at bruge Daisy i vores arbejde med at nedbringe it-branchens klimaaftryk. Som del af vores strategi har vi et helt konkret mål om at genbruge eller genanvende minimum én enhed for hver nye enhed, vi sender ud i markedet – og her kommer Daisy til at spille en væsentlig rolle sammen med vores øvrige genanvendelses-initiativer.

Andreas Schjølin, der er Sustainability Manager i Atea Danmark

Udover samarbejdet med Apple står Atea også bag genanvendelsesprogrammet GoItLoop, der gennem flere år har sikret, at brugt it-udstyr fra nordiske virksomheder er blevet genbrugt eller genanvendt.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3468 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?