Krigens forældede tandhjul blankpoleres

Nye spilkonsoller betyder opdaterede udgaver af gamle klassikere – det er ligeså sikkert som amen i feltkapellet. Gears of War: Ultimate Edition var nærmest en banebrydende klassiker i gamle dage, men kan en træskonnert med ti kanoner gå for at være en stålbeklædt krydser?

Gears of War er et spil, vi skylder en salut. Skydespillet udgiver sig ikke for at være et finkulturelt kunstværk, der udfordrer dit intellekt. Alligevel ender spillet med at revolutionere skydespilgenren, fordi kerneelementer i gameplayet bringer nye taktiske dimensioner til en i forvejen tyndslidt genre – året er 2006.

I dag ser vi tilbage på en klassiker, som tør være stupid og brølende primitiv. Gears of War er stilladsarbejderen, som pifter højlydt efter den storbarmede blondine nede på gaden, hvilket er befriende, fordi spillet ikke ønsker at agere fransk puddel, når det så tydeligt er født som pitbull. Du kan slå hjernen fra, mens du tømmer riflens magasin i snotten på en vanskabt kødbunke, der grynter.

Gameplayet er der ikke blevet pillet ved, men den aldrende køter har fået en ansigtsløftning og et nyt gebis, der gør, at den stadig har lidt bid i sig. Afhængig af dine skydespilspræferencer og erfaring må du vurdere, om tandrækken bider femuren over eller kilder dine lårbasser – vi lander nok et sted midt i mellem.

Gears of War

A-knappen, der ændrede en genre

November 2006, Gears of War er Microsofts showcase, der skal vise alverdens gamere, hvad Xbox 360 kan præstere. Gears er grafisk imponerende, ligesom det byder på en vanedannende multiplayerdel, men det er A-knappen, som ender med at være i centrum.

For gameplayet består basalt set af et løb-duk-skyd-koncept. Det er ikke dybt, men det er effektivt. Når du skal nakke grumme hulemonstre på en fjern planet, skal du ikke bare brage ind i den fjendtlige mængde, men tænke en smule taktisk. Fjenden myldrer op af huller i jorden eller gennem døre, mens du og dit AI- kontrollerede team hurtigt skal forskanse jer. Du holder A-knappen på din controller i bund, hvormed Marcus Fenix spurter hen til nærmeste dække, hvor han søger ly fra kugleregnen bag en væltet søjle eller en husmur. Når du ser dit snit, tager du sigte og gengælder fjendens gæstfrihed, indtil de ligger udsplattede på jorden. Tryk atter A for at hoppe over søjlen eller kom frem fra murens helle. Gentag derefter herligheden ved næst givne lejlighed.

Gears of War

Gameplayet lyder måske simpelt, det er det også, og trivielt, men det er det ikke – i hvert fald ikke før sent i spillet. For Gears rummer taktiske elementer, hvor du skal løbe fra dække til dække for blandt andet at flankere dine fjender eller undgå selv at blive omringet.

Ydermere har du et hold af kammerater, som er afhængige af din hjælp fra tid til anden. Hvert rum eller hvert gadehjørne indeholder en ny udfordring, hvor en velplaceret granat eller en god position belønner dig med hurtig, men effektiv action hvor fjenderne falder for din nådesløse taktiske forstand – selv om du kører på et minimum af hjernekapacitet.

Her er vi så – godt ni år senere. Gears ligner sig selv på godt og ondt. Gensynet vækker mange gode minder, men også erindringen om, at spillet ikke byder på et væld af forskellige våben, og løb-duk-skyd-konceptet bliver lidt trægt i længden. Microsoft har opdateret grafikken og inkluderet fem nye kampagnebaner, som ellers var forbeholdt PC-versionen. Derudover får du en masse ekstramateriale i form af beklædning og skins til dine våben.

Her lægges der en dæmper for gensynets glæde. For Gears virker forældet. Jo, løb-duk-skyd-konceptet ændrede på skydespilgenren, men i de forgangne år har adskillige spil kopieret Gears-konceptet, hvormed nyhedsværdien er pist borte. Og det kan nogle ”nye” baner, bedre lyd og en flottere grafik ikke ændre på.

Markant opdatering

Gears er blevet flottere at se på. Alt fra Marcus Fenix’ hærgede ansigt til ruinerede bygninger har fået et markant løft. Den grafiske detaljegrad lever op til den nuværende generation af spilkonsoller – om end Gears ikke presser Xbox One til det yderste.

Gears of War
Gears of War

Gensynet med den fiktive fremtidsplanet, Sera, er glædeligt, fordi den gamle tøs faktisk er blevet smukkere siden vores sidste besøg – for godt ni år siden. Miljøerne er mere polerede og skarpe at se på, ligesom lys og skygger har fået et løft ind i nutiden. Farvepaletten er også blevet rigere, hvormed Sera ligner mere et ruineret paradis frem for en lettere tåget krigszone. Bøfholdet er blevet mere brutale at se på, om end muligt, fordi mændernes ar og udseende er blevet tydeligere, ligesom deres rustning har fået flere markante detaljer.

Lydsporet er også blevet opdateret med Dolby 7.1 surround sound, så har du et surroundanlæg i stuen, kan vi hilse at sige, at du får en markant bedre krigsfornemmelse i forhold til tidligere. Der er mere rumlen i gulvbrædderne, og de enkelte lyddetaljer går klar og tydelig igennem – alt fra fjendens stønneri til flyvende projektiler.

Alt i alt er Gears et pænt spil, og det kører nu flydende 60 billeder per sekund på Xbox One frem for 30 på Xbox 360. Ikke desto mindre findes der smukkere skydespil til Xbox One, der presser hardwaren betydeligt mere end Gears. At relancere et ni år gammelt spil med en grafisk opdatering som spillets unikke salgsargument, det virker lidt for søgt – især udviklingen af skydespilgenren taget i betragtning.

Gears of War

Forældet multiplayerdel

Har du brugt mange timer på Xbox Live med Gears, husker du sikkert, hvordan gameplayet og taktikkerne ændrer sig markant i forhold til kampagnedelen. For multiplayerdelen er en helt anden verden, hvor visdommen i løb-duk-skyd-konceptet negeres fuldstændigt. For sidder du stille bag en forskansning i mere end et par sekunder, kan du nærmest være sikker på, at du bliver nakket af en snigskytte. Du er nemlig sjældent fuldt beskyttet af dit dække, når du søger ly fra fjendtlig kugleregn, hvormed en snigskyttes patron snildt kan finde vej ind i nakken på din figur.

Onlinedelen handler mere om brutal nedslagtning – lige på og hårdt. Men vi har efterhånden vænnet os til Battlefield og Call of Duty, som sender meget mere end frontale angreb ind i kampen på nettet. Og her viser Gears for alvor, hvor gammelt spillet er. Her har udviklerne ikke ændret markant på gameplayet. Jo, du får et par ekstra spilfunktioner, som Team Deathmatch og King of the Hill, med i købet, men det ændrer intet på alderdommen.

Unødvendig opdatering

Hvad skal vi egentlig med Gears of War: Ultimate Edition? Set fra vores stol er der to typer af købere; nostalgikere og skydespilelskere som endnu ikke har spillet Gears. Har du spillet PC-versionen eller den oprindelige udgave, er der ikke det store at komme efter – med mindre du gerne vil have et kønt, nostalgisk gensyn.

Ultimate Edition tilbyder til gengæld en del i forhold til prisen, set til kr. 262 på nettet, hvilket selvfølgelig er værd at tage med i betragtningen. Det ændrer dog ikke ved, at spillets gameplay er forældet – også selv om det bare fungerer og var banebrydende, dengang.

Produktinformation

  • Titel: Gears of War: Ultimate Edition
  • Platform: Xbox One
  • Genre: Skydespil
  • Udvikler: Epic Games
  • Udgiver: Microsoft
  • Set til pris: Kr. 262
  • Mere information her.

Bedømmelse

Samlet vurdering 65%

Gensynet med en gammel revolutionær i en ny æra er ikke nødvendigvis begejstrende. Gears of War: Ultimate Edition har været med til at bane vejen for skydespil i dag, men gameplayet bærer præg af at være forældet. Og det kan hverken en grafisk opdatering eller en forbedring af lydsporet ændre på. Genudgivelsen er dog så billigt, at enhver nostalgiker eller novice inden for Gears-universet bør hilse på revolutionæren.

Kommentar til artiklen?