Lavprismobil spækket med high tech

Motorolas nye smartphone, Motorola One Vision, kommer med utrolig meget ny teknologi, og samtidig så presser den prisen helt i bund

Motorola selv siger, at den nye mobil, Motorola One Vision, kommer med deres mest avancerede kamerasystem, baseret på ’assistance intelligens’. Derudover har den en ekstra lysfølsom sensor og Quad Pixel-teknologi.

Herudover så hævder Motorola, at det er den første mobil der har en 21:9 CinemaVision 6,3” fuld HD+ skærm, og hvor selfie-kameraet er indbygget i selve skærmen. Nå ja – skærmen er for resten et 4D Corning Gorilla Glass, hvilket lover en ret solid mobil.

Lidt mere detaljer, tak

Men lad mig lige gå lidt mere i dybden med den nye smartphone. Som nævnt er Motorola One Vision udstyret med Quad Pixel-teknologi, og det betyder at der kombineres fire pixels til en stor 1,6 mikrometer pixel. Derved kan den 48MP store sensor levere fire gange så høj lysfølsomhed som før. Billedet bliver godt nok ’kun’ på 12MP, men hvis teknologien ellers virker, så vil det kunne tage rigtig flotte billeder under dårlige lysforhold.

Kameraet på bagsiden har også optisk billedstabilisering, og en ny Night Vision-indstiling, som kan opfange dele af motivet som det menneskelige øje ikke kan se. Igen noget der skulle give langt bedre detaljer i billedet.

Assistance intelligens

Motorola bruger, som snart sagt alle andre producenter af smartphones, kunstig intelligens til at optimere kamerafunktionen med. Her på One Vision er der også indbygget ’deep learning’, og det gør at den har lettere ved at lære, hvordan den skal optimere indstillingerne.

Den har også fået en ny portrætfunktion der, også med AI, kan tilføje lyseffekter, og så kan den hjælpe dig til den optimale optageteknik.

Motorola og Google har forlænget deres samarbejde, hvilket indebærer, at man som bruger får månedlige sikkerhedsopdateringer i tre år. Derudover indebærer samarbejdet, at brugerne får adgang til et opdateret styresystem med en enklere brugergrænseflade i Android One. Android giver desuden adgang til smarte funktioner som Google Assistant og Digital Wellbeing.

Masser af batteri

Batteriet er på 3.500 mAh, hvilket burde være nok til en dags brug, og du kan lade op til ca. 7 timers brug på kun 15 minutter med den medfølgende TurboPower-oplader.

Pris og tilgængelighed

Motorola One Vision kan købes i Danmark fra den 3. juni hos udvalgte forhandlere og har en vejledende udsalgspris på 2.290 kroner.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2342 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?