LG V10 er stor med imponerende foto- og videofunktioner

Den nye smartphone fra LG er på mange måder imponerende – både når det handler om fysisk størrelse, og om de foto- og videofunktioner den har. Men hvorfor den leveres med en gammel version af Android er os en gåde

LG v10

Det er ingen hemmelighed, at undertegnede er glad for store mobiler, eller som nogle vælger at kalde dem – phablets. LG V10 hører klart til den kategori, skærmen er på 5,7” og har en imponerende opløsning på 2.560 x 1.440, og så er den endda udstyret med det LG kalder for en ’Second Screen’ – mere om den lige om et øjeblik.

Rent designmæssigt er noget af det mest markante på LG V10 størrelsen. For selv af en 5,7” mobil er LG V10 en meget stor mobil, det er vores påstand at den flyder væsentligt mere end flere andre mobiler i samme størrelseskategori, og den er absolut heller ikke en letvægter.

Men en tykkelse på næsten 9mm og en vægt på 192 gram er det tydeligt, at LG ikke har gjort specielt meget ud af at gøre den så lille som muligt – inden for de restriktioner som skærmen naturligvis sætter.

Men det er, sjovt nok, ikke noget problem. For mobilen har et utrolig elegant design, og den ligger utrolig godt i hånden. Bagsiden er beklædt med et materiale som LG kalder for Dura Skin, et gummiagtigt materiale der gør, at LG V10 ligger stabilt og godt i din hånd – hvis du altså har en stor hånd, mobilen er ikke til folk med små hænder.

Underlig placering af betjening

På samme tid er siden af mobilen udstyret med Dura Guard, en skinne der gør at mobilen tåler ret hårde støds.

Men – LG har et designproblem. For i stedet for at placere knapper som tænd/sluk og volume up/down på siden af mobilen, som vi kender fra alle andre smartphones, og som umiddelbart virker som en logisk placering, så har LG valgt at placere de knapper på bagsiden af smartphonen, lige på undersiden af kameraet.

Den knap der fungerer som tænd/sluk af skærmen, er også en fingeraftryksscanner, og hvis den funktion er slået til, så lukker du op for din mobil ved at placere fingeren på scanneren.

Den del kan lige præcist fungere. Undertegnede var faktisk i stand til at tage mobilen frem fra inderlommen og tænde den, uden at skulle bruge to hænder. Men havde jeg haft en mindre hånd, ville det have været et problem.

Men problemet opstår for alvor når du skal skrue op og ned for lyden. For hvor du med alle andre mobiler, kan klare det blot ved at flytte en finger op eller ned ad siden, så er det med LG V10 nødvendigt at skifte greb, og det kan være svært at alternere mellem at skrue op og ned.

LG v10

Her ligger knapperne bare ikke særlig godt. Surt, for vi kan faktisk rigtig godt lide designet, og også den respons som knapperne har.

Den anden skærm

Det som LG kalder for ’Second Screen’ er et område i toppen af skærmen der kan vise dig forskellige informationer, uanset om hovedskærmen er tændt eller ej. Den anden skærm er ikke en skærm i den traditionelle forstand – den er et meddelelsesområde, og et sted du kan lægge genveje til programmer, så du kan starte dem op lynhurtigt.

Det er også her at der er ”quick tool” menu, hvor du blandt andet kan få fat i en lommelygte eller starte kameraet. Men her stødte vi ind i problemer. For godt nok havde vi menuen da vi startede med at teste smartphonen, men vi fik gjort et eller andet, så den forsvandt, og intet vi gjorde kunne få den tilbage igen. Det er muligvis vores egen skyld, men det var nu vildt underligt at vi ikke kunne finde et sted, hvor vi kunne bringe den tilbage igen, vi kunne nemlig rigtig godt lide den funktion.

Ellers er ’Second Screen’ primært et område der giver mulighed for at starte apps op, eller som kan bruges til en let måde at multitaske mellem programmer med. Vi kan godt lide ideen, men indrømmet – det var ikke en funktion vi brugte meget tid på. Faktisk var det vi nok umiddelbart synes var mest cool, at vores navn blev vist i håndskrift i toppen af skærmen.

Fantastisk foto- og videomobil

Hvis vi lige undlader at kigge nærmere på den hardware der driver denne smartphone (vi skal nok komme tilbage til det punkt), så er det allermest interessante ved LG V10 de utrolig spændende foto- og videofunktioner som LG har lagt ned i den – og ja, her spiller hardwaren en stor rolle.

Hvis du hører til blandt dem der godt kan lide at tage selfier, både af dig selv og af dig selv sammen med vennerne, så er der virkelig gode nyheder i LG V10. For der er nemlig udstyret med hele to selfie-kameraer. Det ene er beregnet til at tage en selfie når du er alene – her arbejder kameraet nemlig i 80 graders tilstand, men hvis du er en del af en gruppe, så vælger du bare ’gruppe selfie’ funktionen, og så bliver det andet kamera slået til, og vupti så bliver det 120 grader vidvinkellinsen der er den aktive.

Det tydeligt når du sidder og leger med mobilen, hvor stor forskel det gør med de to linser. Den ene zoomer pænt ind på dig, og sørger for at du er flot i centrum, mens det andet zoomer ud, og der er rigelig med plads til en større gruppe i billedet.

Vi hører ikke til dem der tager flest selfies, men funktionen var faktisk super sej. Det eneste vi manglede var en funktion, der forsinkede udløseren, bare et par sekunder. Mobilen tager nemlig billedet i det sekund du klikker på knappen, og hvor det er ønskværdigt ved billeder du tager med bagsidekameraet, så er det fedt at du lige kan nå at positionere dig godt i billedet inden det bliver skudt.

Auto eller manuelt

Et videre kig på de mange spændende foto- og videofunktioner som denne flotte smartphone indeholder viser, at det er et meget avanceret kamera der er indbygget. Du kan naturligvis at køre fuld auto, og her opleve at du får nogle fortrinlige billeder.

I vores test var billederne både flotte og skarpe, og hvad var endnu vigtigere, farverne var meget naturtro, hvilket vi sætter stor pris på.

Det samme gælder ved video, her er det også muligt at køre i fuld auto, og få et fortrinligt resultat. Og indrømmet – vi vil nok foretrække den automatisk indstilling, det gør bare livet så meget lettere, og vi ville ikke kunne fremstille et bedre resultat manuelt. Men det siger mere om vores evner udi videooptagelser og indstillinger til samme, end om noget andet.

Det hvor det for alvor bliver spændende er, når vi kigger på de muligheder som mobilen giver når du slå enten kamera eller videokamera over på manuelle indstillinger. Pludselig får du et overflødighedshorn af muligheder til indstilling af kameraet, indstillinger som gør at du virkelig kan lege med dine billeder.

Men specielt for denne smartphone er, at når du optager video, så kan du i de manuelle indstillinger også lege med lyden. LG V10 er udstyret med tre forskellige mikrofoner, og under lydindstillingerne kan du helt selv vælge, hvordan lyden skal opfanges. Det vil sige at du kan rykke på, og justere lydbilledet til din video. En meget avanceret, og super fed funktion til dem der godt vil lege med lyd og billeder.

Hører du til dem der godt vil dele dine billeder når du har taget dem, så har du også den mulighed direkte fra kamera app’en. Så snart du har taget et billede, kan du nemlig klikke på en ”del”-knap, og sende dit billede til f.eks. Facebook, via mail, mms eller hvad du nu ellers måtte have lyst til. Her er valget helt dit eget.

LG v10

Mange kreative muligheder

Der er utrolig mange kreative muligheder i kamera app’en, f.eks. ’Multiview’, hvor du kan dele skærmen op i fire forskellige skærme, og her få billeder fra såvel front- som bagsidekamera.

Der er en funktion, Auto Edit, der automatisk klipper dine filmklip ned til en video på 15 sekunder, og så er der funktionen Snap Video, hvor du vælger at optage små videostykker på mellem 3 sekunder og 1 minut. Disse videosekvenser bliver så automatisk klippet sammen til en lang video – og det kan gøres i Multiview. Super smart og smadder sjovt.

Alt i alt så er LG V10 en fantastisk smartphone når det kommer til video- og billedmuligheder. Og fordi skærmen er pænt stor, så er det faktisk muligt at redigere dine billeder og videoer direkte på skærmen, selv når man er blevet lidt langsynes som undertegnede.

Optimeret headset-lyd

LG har også arbejdet en del med lyden, særligt den del af lyden der kommer ud gennem hovedtelefonerne. LG V10 understøtter nemlig HiFi-formanter som FLAC, WAV lignende, og den indbyggede 32bit DAC forbedre lydkvaliteten af det mindre gode lydformat, MP3.

Hvis du vælger at bruge et kvalitets headset, så kan den forbedrede lyd i mobilen virkelig høres. Det headset som LG lader følge med LG V10 er faktisk af en fortrinlig kvalitet, og giver en rigtig god lyd.

Så alt i alt er mobilen en rigtig god smartphone når det kommer til underholdning, film, billeder og lyd.

En fin smartphone

Når det kommer til ydelse, så har LG forsynes denne smartphone med en ganske udmærket konfiguration rent hardwaremæssigt. En Qualcomm Snapdragon 808 processor på 1,8GHz ved dual-mode og 1,4GHz i quad-mode, leverer en helt acceptabelt ydelse. Ikke den mest prangende, men dog ganske fin.

Til gengæld, så bruger LGs skin til Android, ikke så mange ressourcer, og det opvejer til dels at der, trods alt, er sparet en anelse på processoren.

Men til gengæld så har mobilen 4GB intern hukommelse og 32GB eMMC-hukommelse. Derudover er den udstyret med 32GB lager, som kan udvides med op til 256GB.

Den understøtter den nye netværksstandard, 802.11ac, og har et batteri på hele 3.000mAh, så der er virkelig masser af batterilevetid på den. Vi oplevede flere gange, at vi kunne lade den ligge i dagevis, og stadig have masser af strøm på. Og under drift kunne vi uden problemer arbejde med den (altså normal brug) i næsten to dage, uden den løb tør for strøm.

 

Vores største anke mod LG V10 er Android-versionen. Helt ærligt LG – Android v. 5.1.1? Hvad gik der lige galt for jer? Telefonen er sprit ny, så hvorfor ikke få den opgraderet til 6.0 med det samme? I skrivende stund har vi stadig ikke kunne opgradere til Android 6.0, og det betragter vi altså som en stor fejl, og faktisk noget der ville få os til at overveje om vi virkelig skulle investere i LG V10.

Produktinformation

  • Produktnavn: LG V10
  • Producent: LG
  • Skærmstørrelse: 5,7”
  • Skærmopløsning: QHD IPS skærm på 2.560 x 1.440, og Second Screen på 160 x 1.040.
  • Chipsæt: Qualcomm Snapdragon 808 processor (1,8GHz dual, 1,4GHz quad)
  • Operativsystem: Android 5.1.1
  • RF bånd: 4G, 3G og 2G
  • Trådløs: 802.11 a/b/g/n/ac
  • Bluetooth: 4.1
  • Batteri: 3.000 mAh
  • Kamera: 16MP
  • Selfiekamera: Dual 5MP (80 grader og 120 grader vidvinkel)
  • Intern hukommelse: 4GB/32GB eMMC
  • Lager: 32GB kan opgraderes til 256GB
  • Understøtter NFC
  • Dimensioner: 159,6 x 79,3 x 8,6 mm
  • Vægt: 192 gram
  • Set til: 4.800 kroner
  • Mere information hos LG

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%Tech-Test-wide-RGB-gold_small

Ingen tvivl om, at det er en spændende smartphone. Nogle helt fantastiske funktioner ved billede- og videoredigering, og muligheden for at lege med lyden under videooptagelse er ganske enkelt genial.

Vi gik dog hurtig kolde på ’Second Screen’, og vi tvivler alvorligt på at det bliver noget folk vi snakke om fremover.

Ydelsen er rigtig god, LG V10 er superhurtig, men vi savner virkelig at LG havde udstyret den med Android v 6.0 og ikke den forældede 5.1.1.

Men alt i alt en super god smartphone.

Læs også:

Så kom der også ny mobil fra Asus Når vi ser på smartphones så bliver de større og større, skærmen altså. For i takt med at producenterne kan gøre de mere eller mindre kantløse, så vok...
TEST iPhone 8 Plus: Stærk mobil der næppe bliver p... Har du set den nye iPhone 8/8 Plus? Tja, hvis du har set iPhone 7/7 Plus (http://tech-test.dk/test-iphone-7-muligvis-aarets-bedste-smartphone/) så har...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (1943 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?