Mener du, at lydkvaliteten er altafgørende? Så kan du godt tro om

Gaming-headsettets formål er at levere knivskarp og præcis lyd, så du ved, hvad der foregår i dine spil og hvornår. Men lydsiden er ikke nødvendigvis det vigtigste kriterium, du bør holde øje med næste gang, du investerer i et headset, der skal øge dine konkurrencefordele, når du spiller med andre på nettet

Prisen er ikke altid afgørende. Som vores 3-i-1-test afslører, kan det billigste headset faktisk konkurrere med de dyre. Men hvor prisen kan hjælpe på helhedsoplevelsen, er der især et vigtigt parameter, jeg igennem tiden er blevet meget krakilske med, når vi kigger på headsets.

Logi1

For hvad hjælper fantastisk 7.1 surround sound, hvis du ikke kan holde ud at have dit headset på mere end et kvarter ad gangen Det komfortable headset ligger højere på vores rangliste end det ubehagelige med superb lyd.

Gaming-headsettet skal du kunne have på hovedet i timevis, uden dine ører bliver irriterede eller hovedbøjlen kradser på grund af billige materialer.

Det kan betale sig at spendere en tusse på komfort og god lyd – du bliver en gladere gamere i længden!

Jeg har samlet to fyrtårne inden for gaming-hardware, der får mærkbar konkurrence fra en mindre kendt spiller.

Mens Razer og Logitech begge er veletablerede navne på spilmarkedet, er Plantronics ikke så fast konsolideret i gamerens bevidsthed – og det er en skam, som testen viser.

Plantronics har dog et stykke vej, før de kan konkurrere med helhedsoplevelsen, da RIG 500E har sine fejl og mangler i forhold til Razer ManO’War og Logitech Artemis Spectrum G633.

razer1
Rig1

Komfort

Razer ManO’War kræver noget tilvænning, hvis dit hoved er nogenlunde rundt, eller dine ører er store.

Headsettet er mest egnet til folk med ovale eller store hoveder, da hovedbøjlen ikke justeres efter folk med mindre eller runde hoveder, og dermed sidder ManO’War en anelse vakkelvornt, mens de runde ørekopper har det med at presse på spidsen af ørerne, hvilket bliver en irriterende faktor efter noget tid – alt er selvfølgelig relativt afhængig af hoved- og ørestørrelse.

For mig bliver ManO’War irriterende at have på efter en halv times tid, og laver jeg hurtige bevægelser med hovedet, skal headsettet rettes til, så det sidder ordentligt igen.

Jeg bliver til gengæld omgående forelsket i ManO’Wars trådløse funktion, da der ikke er ledninger, som larmer eller generer.

razer2
Logi4

Og headsettets USB-dongle kan monteres i højre ørekop, når den ikke bruges – praktisk og handy.

Artemis Spectrum G633 tager lidt tid at vænne sig til at have på hovedet, fordi hovedbøjlen sidder lidt løst på hovedet. Når du først har justeret hovedbøjlen og ørekoppernes placering rundt om dine ører, mærker du ikke så meget til komfortproblemet.

Til gengæld irriterer dem lange, tykke USB-ledning os ufatteligt meget. Kablet er stift og larmer i ørekopperne, når jeg bevæger mig på stolen, og jeg kan høre den rutsje og banke på min brystkasse.

Når man endelig skal have et kabel, så brug blødere og mere fleksible materialer, kære Logitech.

Plantronics RIG500E er heller ikke en succes på komfortfronten. Dette skyldes dog ikke, at hovedbøjlen er lavet af billig og let plastik.

Jeg forstår godt, at lette materialer alt andet lige øger komforten, fordi headsettet ikke er så tungt at have på hovedet, og de fire ørekopper er beklædte med henholdsvis kunstlæder og blødt stof.

Rig2

Dog er fornemmelsen af billige materialer ikke lækker. RIG500Es komfortproblem er de små, runde ørekopper, hvor man tilsyneladende ikke kunne bestemme sig til, om de skulle være around-ear eller on-ear – så man valgte en kombination af begge. Problemet er dog, at spidsen af øret bøjes, og det bliver enormt trættende efter 20-30 minutters spilletid.

Mikrofonerne

Razer ManO’War har i højre ørekop en mikrofonstang, du kan tage ud. Stangen er lavet af blødt gummi, så du kan bøje den efter behov. Razer har smækket en digital mikrofon ind i stangen, der gengiver din stemme meget klart og tydeligt, men den har til gengæld ikke en støjreducerende teknologi, hvilket gør, at jeg oplever baggrundsstøj, der går ind og påvirker vores kommunikation.

razer4

Komplikationerne er dog ikke overvældende, da jeg skal over de 60 dB baggrundsstøj, før den anden side kan høre det. Sidder du til LAN-party eller i et støjfyldt lokale, kan støjen dog irritere dine holdkammerater, men jeg oplever det ikke som et altoverskyggende problem.

Mikrofonens lydstyrke kan justeres på venstre ørekop, så følsomheden ikke er så høj, hvilket eliminerer en del af baggrundsstøjen. Eller hvis du er oppe at køre i kampens hede, kan du råbe så højt, som du vil, mens dine medspillere opfatter det som sagte hvisken. Trykker på lydstyrkedrejeskiven i venstre ørekop, tændes en rød lampe i mikrofonen, hvilket indikerer, at du er på mute.

RIG500E nyder godt af Plantronics’ mange års erfaring inden for kommunikationsudstyr – grundlæggerne af virksomheden er piloter, der er vant til at kommunikere gennem headsets. Mikrofonen i RIG500E understøtter støjreduktion, hvilket gør, at jeg skal over 70 dB, før jeg oplever, at baggrundslydene irriterer andre på linjen. Talen går meget klart og tydeligt igennem – begge veje. Her vinder Plantronics en overbevisende sejr over de etablerede brands.

Hvor Plantronics dog fejler er den aftagelige mikrofonstang, der er lavet af billig plastik. Transporterer du headsettet i en taske med spil og gaming-udstyr, er vi bange for, den knækker, hvis vi ikke afmonterer mikrofonstangen, og hvis vi gør, kan vi være uheldige at glemme den. Her har både Logitech og Razer forstået at tage hensyn til, at mikrofoner skal være fastmonterede og til at slå ud og ind.

Logitechs mikrofon er knap så støjreducerende som de øvrige. Vi oplever baggrundsstøj, der slipper igennem ved omkring 50 dB, hvilket svarer til almindelig tale. G633 er udstyret med en mikrofonstang, som kan foldes ud og ind af venstre ørekop, og den lyser, når du har mutet den.

Drivere

Når det kommer til gaming på højt niveau, er drivere vigtige. Her kan du nemlig finjustere lydbilledet efter spilgenre og temperament.

razer3

Langt de fleste producenter af gaming-hardware forstår dette behov, og derfor er driveren som udgangspunkt ligeså vigtig som headsettets evne til at gengive nøjagtige detaljer i lydbilledet. Finjustering og brugervenlighed er derfor nøgleord her.

Oplevelserne med Razer Synapse 2.0-driveren er blandede. Da jeg første gang installerer driveren og tilslutter ManO’War til PC’en og Mac’en, går det smertefrit, og jeg kan hurtigt komme ind og nørkle med finindstillingerne af headsettet.

Synapse 2.0 giver mig muligheden for at justere basniveau og lydbalance i forhold til det spil, jeg skal spille. Kort sagt, spiller du skydespil, hvor du skal have øre for de små nuancer i lydbilledet, kan du med Synapse nedtone bassen.

Samtidig giver Razers driver dig muligheden for at justere vinklerne på de enkelte kanaler, hvormed du blandt andet kan placere sidehøjttalerne efter ønske – en skelsættende funktion. Så langt så godt.

Logi3

Hvor Razer Synapse 2.0 fejler er ved tilslutningen af min Razer Diamondback-mus. Driveren registrer musen, men jeg kan til gengæld ikke længere få adgang til ManO’War-konfigurationerne.

Det er som om, Synapse 2.0 ikke længere kan opfatte, at headsettet stadig er tilsluttet. Jeg prøver alle de sædvanlige fejlelimineringstricks som geninstallering af driveren og genstart af computeren, men uden held.

Jeg kan ikke længere konfigurere ManO’War i Synapse 2.0 – en ærgerlig softwarefejl, der trækker ned.

Logitech Gaming Software minder meget om Razer Synapse 2.0 – med enkelte mangler og tilføjelser. Her kan du også finindstille basniveau, diskant og mellemtoner, ligesom du kan tilpasse lydbilledet efter spilgenre.

Gaming Software mangler du justeringen af højttalernes vinkler, som Synase 2.0 brillerer med, men Logitechs driver har til gengæld muligheden for at programmere headsettets fire makroknapper, så du midt under spillet, blandt andet, kan skifte lydprofil, hvilket er handy, hvis du eksempelvis spiller MOBA-spil, hvor der er smæk på lyden, men på et tidspunkt skal reducere bassen for at lure, hvorfra de næste fjender kommer.

Logitechs driver giver dig også muligheden for at vælge mellem Dolby Digital og DTS-formaterne, hvilket gør giver G633 en betydelig fordel i forhold til konkurrenterne, hvilket vi vender tilbage til. Logitech påstår, at driveren også virker til Mac OS, og selv om headsettet virker fint med Mac, oplever jeg, at driveren ikke kan finde headsettet, når jeg tilslutter det – endnu et klassisk eksempel på PC-program, hvis konvertering ikke helt fungerer på Mac.

Plantronics Rig 500 Audio Panel findes kun til PC. Driveren er meget spartansk indrettet. Her kan du ikke nørkle med genvejsknapper og lysshow. Plantronics har undladt fedtet, men kødet er mørt som bare pokker. Du har muligheden for at finindstille lyden eller vælge en lydprofil, der passer til den enkelte spilgenre – i princippet behøver du ikke andet. Driveren er qua sine få muligheder nem at finde rundt i og arbejde med, hvilket burde være nok for den almindelige gamer, mens hardcore gameren nok ville blive gladest for Razer Synapse 2.0 – forudsat man ikke tilslutte andre Razer-produktet til ens computer.

Lydkvalitet

Razer ManO’War leverer en fantastisk lydkvalitet! Lydbilledet ikke kun forbedrer spiloplevelsen, men giver dig de nødvendige konkurrencefordele, når det kommer til at identificere, hvor lydene kommer fra. Fordi Razer har været så flinke at give dig muligheden for at justere lydbilledet efter spilgenren, kan du få fyldig og kraftfuld lyd, når du spiller strategispil, hvor eksplosioner og tunge krigsmaskiner skaber bulder og brag, mens bassen kraftig nedtones i skydespil, så du kan høre fodtrin, der nærmer sig fra højre side. ManO’War giver dig også evnen til, med høj præcision, at høre hvorfra der bliver skudt på dig.

Redaktionen klager normalt over, at forskellen på 5.1 og 7.1 surround-headsets er lille, men ManO’War er undtagelsen, da headsettet formår at opdele lydbilledet på meget overbevisende manér. Forskellen på, om kampvognen kommer trillende ind fra nord/nordøst eller nordøst er tydelig, men det tager lidt tid for mine ører at vænne sig til denne skarpe opdeling af lydbilledet. Selv om headsettet er trådløst, oplever jeg ingen forsinkelse i gengivelsen af lyden i forhold til billedet.

Stemmeføring i spillet såvel som kommunikation mellem dig og dine medspillere er tydelig, og stemmerne går ikke ind og forhindrer dig i at høre de finere lyddetaljer – så længe du justerer headsettet ordentligt i driveren.

Logitechs headset slår dog konkurrenterne på et par væsentlige punkter. Understøttelsen af DTS-formatet giver et mere fyldigt og kraftfuldt lydbillede i forhold til de øvrige headsets, men ikke nødvendigvis en bedre opdeling. Vi har svært ved at opfange, hvorfra lydene præcis kommer. G633 mangler en bedre præcision i forhold til både RIG500E og ManO’War. Jeg kan sagtens fornemme surround-lyden, mens det er sværere for mig at fornemme 7.1 vs 5.1, hvilket meget vel kan skyldes, at jeg ikke kunne justere vinklen på lydkanalerne inde i Logitechs driver.

Kravene til de forskellige spilgenrer opfyldes glimrende af G633, da jeg i strategispil får smæk for skillingen med kraftfulde eksplosioner og artilleri, der hamrer løs i ørekopperne, så tinnitussen blusser op, som var det dit ansigtets rødmen, når bedstemor disker op med sjofle erfaringer fra tiden med Værnemagtens soldater. I skydespillene er der skruet så markant ned for bassen og buldreeffekterne, at jeg meget nemt kan opfange de finere detaljer i lydbilledet, mens jeg vælger en mere balanceret lydprofil i mit arenaspil. Logitech formår at skabe virkelig gode profiler, som passer rigtig godt til de enkelte genrers krav, hvilket klart er G633s force.

Plantronics overrasker virkelig positivt med RIG500E. Turneringsheadsettets kvaliteter er tydelige, og selv om Plantronics specialiserer sig i alt andet end gaming-headsets, formår det amerikanske firma at opdele lydbilledet i meget overbevisende 7.1 surround sound – også selv om driveren ikke byder på overvældende mange justeringsmuligheder.

Rig3

Behovet for kalibrering af lydkanalerne er ikke-eksisterende med RIG500E, og jeg tager hatten af for Plantronics, fordi RIG500E formår at gengive så mange detaljer og nuancer i lydbilledet – uanset om det er eksplosioner eller sagte fodtrin.

RIG500E har dog ikke ligeså fyldigt et lydbillede som de øvrige mærker, men det er heller ikke formålet med et turneringsheadset. Dermed ikke sagt, at en jordskælvsspell lyder som en blikdåse, der falder ned på gulvtæppet, eftersom Plantronics forstår behovet for baseffekter. Men ønsker du dundrende saft og kraft er dette ikke headsettet, du bør satse på, men ønsker du nuancer og præcision, er RIG500E helt klart din vigtigste allierede i dysten mod resten af verden.

razer4

Vinderen findes i detaljen

Testvinderen leverer ikke nødvendigvis den bedste lydkvalitet eller lydoplevelse, da lyden ikke behøver at være det vigtigste parameter for vurderingen af et gaming-headset.

Plantronics klarer sig bedst, når det kommer til detaljer, nuancer og opdeling af lydbilledet, men RIG500E er lavet af billige materialer, mens driver og headset har et underskud på funktioner i forhold til konkurrenterne – her bør man huske på, at RIG500E koster mindre end kr 700.

Omvendt har Logitech det mest funktionsrige headset, der byder på virkelig kraftfuld bas, mens opdelingen af 7.1-lyden forekommer lettere utydelig – G633 kunne måske have nøjes med 5.1-lyd. Razers ManO’War har den mest brugbare driver, og headsettet har ikke irriterende ledninger, ligesom lydkanalernes vinkel kan justeres, og det bidrager til en rigtig god surround-lydoplevelse, der dog ikke har den samme fylde som G633 og præcision som RIG500E.

Komforten betyder mest for mig, da jeg kan risikere at have headsettet på op til flere timer ad gangen, når jeg dyster på nettet. RIG500E presser for meget på ørerne i længden, og det gør ManO’War også – dog i mindre grad. Ørekopperne i G633 er ovale, hvormed der er plads til hele øret inde i ørekoppen, uden du skal folde spidsen, hvilket er generende i længden.

Derfor vinder Artemis Spectrum G633 testen, selv om ledningen larmer en del, og både ManO’War og RIG500E leverer en bedre og mere præcis lydoplevelse. For dette er headsettet, vi kan holde ud at have på i længst tid.

Produktinformation Artemis Spectrum G633

  • Navn: Artemis Spectrum G633 [Testvinder]
  • Producent: Logitech
  • Driverstørrelse: 40 mm
  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
  • Lydformat: 7.1 Dolby og DTS Headphone X
  • Understøtter: Windows 7, Windows 8, Windows 10, PlayStation 4 og Xbox One
  • Set til: Kr. 975
  • Mere information hos Logitech

Bedømmelse Artemis Spectrum G633

Samlet bedømmelse 90% Tech-Test-wide-RGB-silver_small

Artemis Spectrum G633 leverer et nuanceret og fyldigt lydbillede, mens du samtidig får en klar fornemmelse af selv de finere lydeffekter i spillene – uanset genre. G633 bakser dog lidt med præcisionen af lydene, og det er svært at fornemme den fulde udnyttelse af 7.1-kanalerne. Headsettets USB-kabel kunne med fordel være lavet af bedre materiale, der ville forbedre helhedsoplevelsen.

Produktinformation ManO' War

  • Navn: ManO’ War
  • Producent: Razer
  • Driverstørrelse: 50 mm around ear
  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
  • Lydformat: 7.1
  • Trådløs frekvens: 2,4 Ghz
  • Trådløs rækkevidde: Op til 12 meter
  • Batterilevetid: Op til 20 timer (uden belysning)
  • Understøtter: Windows 7, Windows 8 og Windows 10 , Mac OS X 7 og højere samt PlayStation 4
  • Set til: Kr. 1.049
  • Mere information hos Razer

Bedømmelse ManO' War

Samlet vurdering 85% Tech-Test-wide-RGB-bronze_small

Razer ManO’War er et virkelig godt, trådløst gaming-headset, som formår at gengive surround sound med meget høj præcision og fylde. Razer har nogle problemer med deres driver, som ødelægger testens helhedsoplevelse, men selve lydbilledet formår at give plads til kraftige baseffekter såvel som fine fodtrin i det fjerne.

Produktinformation RIG 500E

  • Navn: RIG 500E
  • Producent: Plantronics
  • Driverstørrelse: 40 mm around ear
  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
  • Lydformat: 7.1
  • Understøtter: Windows 7, Windows 8 og Windows 10
  • Set til: Kr. 672
  • Mere information hos Plantronics

Bedømmelse RIG 500E

Samlet vurdering 80%

Plantronics RIG 500E kan konkurrere med de kendte mærker, der er næsten dobbelt så dyre. RIG 500E imponerer med sin klare og nuancerede lyd, hvor du meget nøjagtigt kan høre, hvorfra der bliver skudt, eller hvor vragdelene ramte jorden. RIG 500E er et billigt headset på godt og ondt. Hvor lyden er i top, er der sparet på materialerne, og den billige plastik føles som noget juks, ligesom driveren er meget sparsommeligt indrettet, og du kan ikke nørkle med så mange funktioner.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?