Motorolas nyeste smartphones får 5G, ny hardware og spændende kamera

Nu tager Lenovo springet fra lavprismobiler til high-end smartphones med deres nye Edge-serie. De to ny flagskibsmodeller, Motorola Edge og Motorola Edge+ lander snart i Danmark

Motorola Edge+ (tv) og Motorola EDge (th) ligner hinanden. Men tjek lige tallet under objektivet - det er der hele forskellen ligger. Foto: Motorola.

De mobiler vi har set fra Motorola gennem de sidste par år, har typisk været ganske fine mobiler, der dog også hører til i lavprisområdet. Men med den nye Edge-serie af mobiler, har it-kæmpen nu sendt deres smartphones op i samme niveau som flere andre high-end mobiler, ikke mindst på prisen.

Den store model, Motorola Edge+ er en 5G mobil, og Lenovo selv siger at den har det mest avancerede chipsæt på markedet, nemlig Qualcomm Snapdragon 865. Dette chipsæt lover 25% hurtigere ydelsen end tidligere generationer, og sammen med 5G skulle det give lynhurtig netsurf.

Den er udstyret med 12GB Micron DDR5-hukommelse, og den indbyggede 5G-antenne kan både forbinde sig til mmWave og sub-6GHz-frekvenser, så den passer til 5G-nettet i det meste af verden. Den understøtter naturligvis også WiFi 6, men alt andet ville også være underligt.

Så er der skærmen som Motorola er meget stolte over. På Edge + ligger den næsten 90 grader rundt om begge sider på mobilen, og det skulle give en fed skærmoplevelse på den 6,7” store skærm, der for resten understøtter HDR10+ og 90Hz skærmopdatering.

108MP på hovedobjektivet i den nye Motorola Edge+ – vildt siger jeg bare. Foto: Motorola

Motorola har også lært noget af Samsung, for de bruger kanterne på skærmen til at give oplysninger om batteriniveau, opkald, alarmer og notifikationer.

Der skulle også være lagt nogle meget højt spillende højttalere i mobilen, hvilket skulle give en god lyd når du spiller og lytter til musik uden headset.

Spændende kamera

Et af de steder, hvor producenterne af smartphones virkelig kæmper, er på kameradelen. Og her har Motorola udstyret Edge+ med en hovedsensor på 108MP – ja det skriver de, 108MP – og det er uden sammenligning den højeste opløsning i et objektiv på en smartphone til dato.

Edge+ bruger Quad Pixel-teknologi, hvilket giver den en lysfølsomhed der er fire gange højere end normalt, den har et tredobbelt kamerasystem, hvor du udover den store hovedsensor, får et 8MP objektiv med optisk zoom, og en 16MP ultravidvinkellinse, der også har Macro Vision.

Hvis vi lige holder fast i kameraet, så optager det i 6K når du skyder videoer, og der er indbygget billedstabilisering, som også tager højde for ændret fokus og skævehorisonter. Den kombinerer også både optisk billedstabilisering og elektronisk billedstabilisering, for at give dig den bedst tænkelige oplevelse når du skyder videoer under lav belysning. Nå ja – den har også en snapshot-funktion der gør, at du kan tage billeder i 20MP-opløsning mens du filmer.

Motorola Edge+ har fået den nye Qualcomm Snapdragon 865, og det lover godt for hastigheden. Foto: Motorola.

Alt den teknologi betyder dog også at der bliver brugt en del strøm. Så for at mobilen ikke løber for hurtig tør for strøm har Motorola forsynet den med et 5.000mAh batteri, og det lover Motorola er nok til at den kan holde sig kørende i op til 2 dage – hvilket jeg godt vil se før jeg tror på det.

Motorola Edge+ kører, naturligvis, Android 10 og har Motorolas eget My UX, som skulle give brugeren nogle nye muligheder når det kommer til musik, video og spil. Men det må en fremtidig test vise.

Den lille version

Motorola har også en lillebror, nemlig Motorola Edge (læg mærke til det manglende +). Det er stadig en 5G smartphone, der har samme type skærm som den større model. Men processoren er blevet lidt midnre, nemlig en Qualcomm Snapdragon 765, og et batteri der ’kun’ er på 4.500mAh.

Der er stadig tre objektiver i kameraet, men det er lidt mindre. Hovedsensoren er ’kun’ på 64MP (hvilket stadig er ret meget, skulle jeg hilse og sige), og så i øvrigt samme 16MP ultravidvinkellinse med Macro Vision og en 8MP telefotolinse.

Kommer til maj

Både Motorola Edge og Motorola Edge+ kommer i handlen fra 15. maj, og får vejledende priser på 4.699 kroner hhv. 7.999 kroner.

Og så fortæller Motorola, at alle der bestiller mellem 4. og 14. maj, gratis få et eksemplar af Vervebuds 800 med i bestillingen (de skulle angiveligt have en værdi af 1.099 kroner).

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?