De fleste af os deler dele af vores hverdag på et eller flere sociale netværk. Billeder af børn, katte, hunde, katte (jeps – der er mange kattebilleder…), ferien, beskeder der fortæller om dagens humør, statusopdateringer der kommenterer på aktuelle begivenheder og mere i samme skuffe.
Men når det kommer til musik, så er det ikke så ofte vi ser delinger der. Folk lytter godt nok til rigtig meget musik i hverdagen, når de kører i bil, i toget, løber, cykler og træner. Men det er yderst sjældent at det bliver delt musik. Jo – fra tid til anden deles der en YouTube-video på Facebook, og jeg ser nogle få der også deler træningsmusik på Messenger.
De samme tanker har danske Anders Klausen også haft, og til Tech-Test fortalte han, at det fik ham til at tænke over, at der manglede et socialt netværk der centrerer sig om musik, og ikke mindst muligheden for at tippe venner og bekendte om god musik.
Resultatet blev Pulse | Music, et socialt netværk med tilhørende app, som lader folk gøre netop det – tippe andre om den musik de hører, har hørt eller gerne vil høre.
Pulse | Music fungerer sammen med Spotify, og linker musikken derfra med de beskeder brugerne opretter. I den app som brugerne skal have for at benytte Pulse | Music, kan brugerne lave statusbeskeder som alle kan se, sende beskeder direkte til en ven ved at bruge @-tegnet foran navnet, eller gøre beskeden privat med kommandoen /private i beskeden.
Igen er hele tanken at dele et stykke musik – eller rettere et link indtil Spotify – i beskederne, og her er der så lige at der er et par ting der skal være i orden inden du kan nyde musikken. For Pulse | Music virker faktisk bedst hvis du har Spotify Premium. Men det er muligt at høre et 30 sekunders preview selv om du kun har gratisudgaven af Spotify.
Derudover har Anders Klausen indført en funktion der gør, at Pulse | Music kan genkende musik du hører, og linke til den samme musik på Spotify.
Jeg synes at Pulse | Music virker som et utrolig spændende tiltag, og ønsker Anders Klausen alt muligt held og lykke med hans nye sociale netværk.
En ting vil jeg dog godt lige anbefale ham – gør det muligt at tilmelde sig med email/brugernavn. Som det er i dag, kan du kun tilmelde dig Pulse | Music via Facebook eller Google, og det er irriterende. Personligt bruger jeg aldrig hverken Facebook eller Google når jeg skal tilmelde mig en tjeneste, jeg accepterer naturligvis at der findes folk der gerne gør det – men kan vi ikke lige få valgmuligheden?
I dag findes Pulse | Music kun til iOS, og du kan hente den gratis på App Store.
Herunder kan du finde en video der viser funktionen af det nye sociale netværk