Shokz udvider nu porteføljen af open-ear-hovedtelefoner med lanceringen af OpenFit Pro. Modellen markerer et teknologisk skift for producenten, da den implementerer et nyt system til lydgengivelse bestående af to synkroniserede membraner i stedet for den traditionelle enkelte membran.
Ifølge producenten skal det nye dual-diaphragm-design sikre en mere stabil bevægelse i enheden, hvilket resulterer i renere lyd og en mere kontrolleret basgengivelse. Konstruktionen benytter en PMI-kuppel i aluminium kombineret med silikonemembraner, der har til formål at minimere forvrængning.
OpenFit Pro er desuden optimeret til Dolby Atmos og understøtter head tracking, hvilket muliggør en rumlig lydoplevelse, hvor lydbilledet tilpasser sig brugerens hovedbevægelser. Lydprofilen kan justeres yderligere gennem fem faste indstillinger eller brugerdefinerede profiler i den tilhørende app.
Første model med støjreduktion
Med OpenFit Pro introducerer Shokz for første gang aktiv støjreduktion (ANC) i deres open-ear-kategori. Teknologien baserer sig på tre mikrofoner og en algoritme, der analyserer støj i omgivelserne samt lyden i øret i realtid.
Da designet er åbent, er formålet at balancere støjreduktionen med muligheden for fortsat at kunne orientere sig i omgivelserne. Graden af dæmpning kan tilpasses manuelt via appen.
Hovedtelefonerne er fremstillet i en unibody-konstruktion af silikone med ørebøjler i en nikkel-titanium-legering, og hver øreprop vejer 12,3 gram.
Batteritid og specifikationer
Batterilevetiden varierer afhængigt af funktionerne. Uden støjreduktion leverer OpenFit Pro op til 12 timers spilletid på en opladning, hvilket kan øges til 50 timer ved brug af det medfølgende ladeetui. Aktiveres støjreduktionen, er driftstiden opgivet til 6 timer per opladning og 24 timer totalt med etuiet.
Systemet understøtter hurtigopladning, hvor 10 minutter i etuiet giver op til fire timers brug. Der er desuden mulighed for trådløs opladning af etuiet. Forbindelsen oprettes via den nye Bluetooth 6.1-standard, og headsettet understøtter multipoint-forbindelse samt automatisk registrering af brug.
OpenFit Pro lander i farverne sort og hvid. Den vejledende europæiske pris er oplyst til 249 euro. En dansk pris og specifik nordisk lanceringsdato afventes.
Udvalgte specifikationer
- Type: Open-ear med ørebøjler i titanium-legering
- Lydteknologi: Dual-diaphragm, optimeret til Dolby Atmos med head tracking
- Støjreduktion: Open-ear Active Noise Reduction (ANC)
- Vægt: 12,3 gram pr. øreprop
- Mikrofoner: Tre mikrofoner med AI-stemmegenkendelse
- Batteritid (ANC slået fra): 12 timer (50 timer med etui)
- Batteritid (ANC slået til): 6 timer (24 timer med etui)
- Taletid: 10 timer (40 timer med etui)
- Opladning: Understøtter trådløs opladning og hurtigopladning (10 min. giver 4 timer)
- Forbindelse: Bluetooth 6.1, understøtter multipoint
- Profiler: A2DP, AVRCP, HFP
- Vandtæthed: IP55-klassificering
- Garanti: 2 år