For at hjælpe dig med at udnytte din tid foran computeren, kommer der nu en række nye programmer og funktioner i den næste udgave af Windows 10. Blandt andet er der kommet programmet Timeline, som hjælper dig med at finde dokumenter og mails, uanset hvor og hvornår du har gemt dem.
Helt konkret giver Timeline mulighed for at gå tilbage i tiden på dit device og finde de ting, du arbejdede med for en time siden, i går eller for flere uger siden. Og det kan sagtens gøres fra din Android eller iPhone, selvom du tidligere arbejdede på din Windows 10-pc.
Det hele er synkroniseret, og det betyder, at du kan arbejde på din smartphone, mens du sidder i bussen, og nemt fortsætte på din pc, når du er kommet frem til kontoret. En funktion jeg personligt har savnet meget – ikke mindst fordi jeg har den på min iMac.
Focus Assist
En anden tidoptimering der kommer i Windows 10 er Focus Assist. Det er et program der hjælper dig med at holde fokus når du arbejder, så du ikke bliver distraheret af opdateringer fra sociale medier og lignende. I praksis forhindrer Focus Assist lyde, pop-ups, mails og lignende i at forstyrre dig. Venter du en vigtig mail, kan du dog altid tilføje specifikke personer, som gerne må afbryde dig arbejdsflow.
Shopping og læsning bliver lettere i Edge
Microsoft har også tænkt på dit fokus med opdatering af deres browser, Edge. Nu kan du slukke for lyden, hvis der dukker reklamer eller tilsvarende op på nettet. Samtidig kan du få fuldskærmsvisning af e-bøger og pdf’er, så du ikke bliver distraheret, mens du læser.
Shopping i Edge er også blevet gjort lettere, for nu kan du gemme adresser og betalingsinformationer, så du let kan udfylde formularer når du køber ind online.
Der er også kommet et forbedret grammatikværktøj i Edge, Grammar Tools, som hjælper folk der har udfordringer med at skrive og læse. Grammar Tools kan også dele lange ord op i stavelser, og fremhæve ord fra forskellige ordklasser, fx navneord eller udsagnsord.
Indtal dine mails
En spændende opdatering er at det nu er muligt at indtale noter og mails. Funktionen Dictation gør at du blot skal holde cursoren på et tekstfelt og trykke på Win+H for at starte diktationen, og slippe for at indtaste teksten.
Opdateringen til Windows 10 er tilgængelig fra den 30. april 2018.