Nye AI-funktioner til Android- og Pixel-mobiler

Med den nyeste opdatering til Android-baserede mobiler, giver Google en masse AI-funktioner itl brugerne.

Foto: Adobe Firefly (AI)

Hvis du ikke allerede har opdateret til Android (eller Pixel-mobil), så er det måske ved at være på tide. For med den nyeste version af Android har Google sendt en række nye AI-funktioner på gaden. Det er blandt andet Gemini, Pixel Screenshots og emojis der har fået en AI-opdatering.

Hvis du har en Android-baseret mobil (men ikke en Pixel-mobil), så får du nu følgende opdateringer:

Skræddersy emojis

Med den nye funktion Emoji Kitchen i Gboard kan du selv udvikle emojis ved at kombinere eksisterende emojis. 

Del nemt med QR-koder

Fremover bliver det nemmere at dele billeder, videoer og dokumenter. I Quick Share kan du generere en QR-kode, som andre kan scanne med telefonen og derefter hente det pågældende stykke indhold – sikkert og nemt.

Bedre scanninger i Drev

Google Drev får nu en automatisk optimering af dine scannede dokumenter. Du tager blot et billede af et fysisk dokument, og så justerer AI selv billedet, så scanningen er tydelig og pæn. 

Pixel-brugere får herudover:

Hjælp til dine favorit-apps

Gemini gør det nu nemmere at arbejde på tværs af dine mest brugte apps. Det indebærer blandt andet en ny Spotify-tilføjelse, hvor kan du finde sange og playlister. Gemini kan også ringe op, skrive udkast til beskeder og sende dem.

Gør Gemini personlig

Nu kan du bede Gemini om at huske specifikke detaljer om dig for at skræddersy den hjælp, du får. Det kan være, at du er vegetar og fremover kun vil have vegetariske opskrifter. Du kan desuden nemt se, redigere og slette de informationer, du har bedt Gemini om at huske.

Forbedret diktafon

Sidst opdaterer Google Optager-app’en, så den automatisk filtrerer baggrundsstøj fra. Ved at aktivere funktionen “Klar stemme” fokuserer telefonen på personen, der taler, og dæmper øvrig støj fra optagelsen.