Øget køreglæde hvis du finder løsningen

Logitech leverer rat og pedaler til Xbox One og PC, hvilket bør være en kær velkommen mulighed for kørespilentusiaster med hang til gaspedal og skred i svingene. Desværre fejler udstyret på ét væsentligt område, men det behøver ikke at være en deal-breaker.

Hører du til folkefærdet, som synes, det er møgirriterende at styre en Shelby GT med en controller eller piletaster? Hvis du ligesom os går op i kørespil, vil du påskønne den lidt mere autentiske fornemmelse af at køre ræs med et ordentligt sæt rat og pedaler. Logitech G920 Driving Force giver denne autentiske fornemmelse, når du i bogstaveligste forstand sætter dig bag rattet i dine bilspil til PC og Xbox One.

Empty attachment or post type not equal 'attachment'

 

Kvalitetsindtryk

Logitech går tydeligvis op i realisme og kvalitet med G920, da rattet er beklædt med læder, der absorberer sveden fra dine hænder, så du ikke mister grebet, mens du og adrenalinen kører med 260 i timen. Ratkassen er lavet af solid plastik, og du har under bunden to justerbare greb, hvormed kassen bedre kan monteres din skrivebordsplade eller sofabordplade, og du slipper for at ratkassen skrider fra dig, når du drejer din virtuelle øse – fint tænkt af Logitechs designere.

Empty attachment or post type not equal 'attachment'

Pedalpladen er også lavet af solid plastik, mens selve pedalerne er lavet af metal, hvilket betyder, du kan jokke hårdt på bremsen, uden den knækker under din fod. Du har speeder, bremse og kobling, hvilket gør det mere realistisk, når vælger at køre med manuelt gear; koblingen i bund og skift til femte med sportsgearet bag rattet.

Under pedalpladen sidder der nogle gummidutter, som skal sikre, at pladen ikke kurrer hen ad gulvbrædderne eller stengulvet. Har du gulvtæppe, kan du trække en plade med pigge ud for at skabe modstand.

Logitech gør meget for at give dig en lækker fornemmelse af kvalitet, hvilket er med til at øge køreglæden, da du ikke skal være bange for at jokke das Gaspedal i bund, når lyset skifter fra gult til grønt, ligesom du bevarer det gode greb om rattet, når hænderne bliver fugtige.

Så langt, så godt.

Det skrider

G920 skuffer ikke, hvad angår performance. Givet, vi kunne godt have ønsket os, at gearstangen fulgte med i købet, men den skal vi købe separat for kr. 500, hvilket egentlig er okay, da vi har spottet G920 til kun kr. 2.449. Rattet er til gengæld beklædt med forskellige knapper, du kan bruge til at navigere i spilmenuerne, og de er alle sammen inden for dine tommelfingres rækkevidde.

Empty attachment or post type not equal 'attachment'

Vi spiller Forza Motorsport 6, Forza Horizon 2 og The Crew, hvilket ikke går stille for sig – af to årsager:

Vi elsker den relative autentiske kørefornemmelse, som G920 giver os, da det er nemmere styre bilen med et rat. Det er skønt, at vi kan dreje en smule på rattet for at foretage et mindre sving, ligesom vi nyder manglen på ratslør, der ofte opleves, når vi spiller med en controller eller tastatur. Samtidig giver rattet differentieret rystelser afhængig af, hvordan vi drejer, og på hvilke underlag vi kører. Da vi krydser marken i Forza Horizon 2, kan vi godt mærke den vilde rystetur, der gør det svært for os at holde ordentligt fat i rattet, mens vi skal foretage en drejning på 25 grader. Rattet kommer til gengæld med mindre og blidere ryst, når bilen skrider ud i svinget på asfaltracerbanen, og det er noget, vi kan li’!

Bremsepedalen og koblingen skal vi jokke godt på, før de reagerer, hvilket på sin vis er ganske naturligt, så et mindre tryk på bremsen forårsager en mindre opbremsning. Men når vi hamrer bremsen i bund for at sikre, vi ikke gør skade på den flotte gule lakering, bilen foran os er beklædt med, ja, så skrider hele pedalpladen på vores trægulv – og vi ender med buler og skrammer.

Lyden af stål, der krølles sammen foran os, mens glassplinter flyver ud mod skærmen, får det til at isne ned langs rygsøjlen. Selv om skaderne kun er virtuelle, skærer det i sjælen at volde skade på sådanne skønheder. Men det sker desværre ofte. Ikke så meget på grund af vores ellers få fænomenale køreevner, der bestemt ikke har det med at give den for meget gas i et 90 graders sving. Problemet er, at pedalpladen simpelthen skrider under foden, når bremsen betrædes. Gummidutterne under pladen forhindrer stort set ikke skred, og det reducerer køreglæder enormt!

Empty attachment or post type not equal 'attachment'

Har du et gummiunderlag eller gulvtæppe, som ikke er uldent eller har hår, står G920 meget bedre, men har du træ eller stengulv, har du et problem.

Produktinformation

  • Produktnavn: G920 Driving Force
  • Producent: Logitech
  • Set til: 2.449 kroner
  • Mere information hos Logitech

Bedømmelse

Samlet vurdering 80%

G920 Driving Force gør det rigtig godt på stort set alle områder. Rattet reagerer præcist og omgående, når vi foretager et sving. Motorerne i rattet giver god feedback, der ryster på forskellig vis afhængig af, hvilket underlag du kører på, og hurtigt du kører, når du drejer. Problemet er blot, at pedalpladen har det med at skride, når du træder på bremsen, og det resulterer i mange unødvendige uheld – samt en plads længere nede på sejrsskamlen. Du skal simpelthen finde din egen løsning på, hvordan pedalpladen ikke rutsjer. En kæmpe brøler fra Logitechs side hvilket er en skam, da G920 gør det fantastisk på alle andre områder.

Kommentar til artiklen?