Sådan beskytter du din nye smartphone eller tablet

Om du lige har fået en ny mobilenhed, eller bare gerne vi sikre den gamle, så er det godt med gode råd. Finske F-Secure kommer her med fem gode råd til, hvordan du klarer opgaven

Danskerne er tossede med smartphones og tablets, og TDC Group har ifølge F-Secure, oplevet en stigning i salget på omkring 25% før jul. Det er fedt nok, men det betyder også nye mål for de cyberkriminelle.

Derfor skal du få sikret din mobile enhed, for vi kommer snart til at se masser af nye angreb – ikke mindst af den type der lige har været i omløb på Facebook Messenger. Erik Andersen, sikkerhedsekspert fra F-Secure kommer her med en række gode råd til sikkerhed på din smartphone.

Det gode ved disse råd er, at det ikke bare handler om at installere et sikkerhedsprodukt – noget du slet ikke kan på en iPhone eller iPad – men om at tænke dig om når du bruger den nye mobile gadget.

  1. Download kun anerkendte apps fra de officielle app-butikker
    Apples App Store og Google Play Store er din bedste mulighed for at finde og downloade sikre apps af høj kvalitet til din iPhone eller Android-telefon. “Upålidelige app-butikker fra tredjepart bør ikke undervurderes, da en betydelig mængde mobil malware stadig kan findes i ondsindede apps. Det er dog altid klogt at huske på, at en lille del af indholdet i App Store og Google Play Store stadig kan være lavet med onde hensigter, da ingen app-butik kan garanteres at være 100% ren,” lyder det fra Erik Andersen.
  2. Sikkerhedskopier automatisk data fra din nye enhed
    Der er forskellige muligheder for automatisk sikkerhedskopiering af de data, der er gemt på din nye telefon eller tablet. Dette afhænger af, hvilket styresystem din enhed kører med, men den nemmeste måde er at bruge din nye telefon eller tablets indbyggede back up-funktion for på den måde at sikre dine personlige data løbende. “Det er et område, hvor jeg altid siger better safe than sorry, for det er altså virkelig ærgerligt at miste ens julebilleder for altid, fordi man ikke lige havde slået sikkerhedskopiering til,” siger Erik Andersen.
  3. Brug tofaktorgodkendelse
    Tofaktorgodkendelse er et ekstra sikkerhedslag, der er designet til at sikre, at du er den eneste, der kan få adgang til din konto, selv hvis nogen kender din adgangskode. Erik Andersen siger: “Hvis du skulle være så uheldig, at din telefon eller tablet bliver stålet, så gælder det om at have gjort det så svært som muligt for tyven at komme ind, og her tofaktorgodkendelse en god ekstra beskyttelse”.
  4. Brug et antivirusprogram
    Hvis du tror, at antivirusprogrammer kun er til din computer, så tro om igen. De er i høj grad også til smartphones og tablets. “De fleste af os opbevarer hovedparten af vores liv på vores smartphones og tablets, så man skylder sig selv at have det samme sikkerhedsniveau her som på computeren. Det beskytter mod malware, og så kan du også shoppe online og bruge din bank uden at skulle frygte noget,”, lyder det fra Erik Andersen. Desværre virker de stadig kun til Android og ikke til iOS.
  5. Brug en VPN
    Det er ikke kun computere, der kan have gavn af en VPN (Virtuelt Privat Netværk). Erik Andersen forklarer: “Når du bruger en VPN, er din IP-adresse skjult fra de tjenester, du besøger. Ikke engang din internetudbyder kan se, hvad du laver online. En VPN blokkerer også ondsindede websteder og uønsket sporing fra tredjeparter – dette forhindrer blandt andet annoncører i at tjene penge på bekostning af dit privatliv.”

Udover de ovenstående konkrete tips, så handler det ifølge Erik Andersen også om, at man som bruger tænker over, om de ting, der bliver præsenteret for én nu også holder.

“Hvis en annonce eksempelvis lover noget, der virker en kende for godt til at være sandt, så er det sandsynligvis også tilfældet. Derudover er der også stadig flere og flere phishing mails, der ligner den ægte vare, så det handler om, at hvis man er i tvivl, så skal man lige spørge sig selv – ‘kan det nu også være rigtigt?’. På den måde kan man i hvert fald mindske risikoen,” siger Erik Andersen.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?