Sådan holder du en it-sikker-ferie

Vi har en tendens til at sænke alle parader når vi tager på ferie, og selvom det kan være godt på mange måder, så det ikke så smart når det kommer til it-sikkerheden. Derfor kommer der her en lille guide til, hvordan du kan forbedre it-sikkerheden når du er på ferie

Det kan være fristende at lade to og to være lige, og glemme alt om gode it-vaner og bare give los når man er på ferie. Bruge åbne, og gratis, WiFi, glemme alt om backup og andre gode vaner – for nu er det jo ferie, ikke?

Desværre viser det sig, at netop når du er på ferie er du endnu mere udsat for at blive ramt af hackere, scammere og andre cyberkriminelle, og derfor skal du holde dine it-sikkerhedsparader oppe – også på ferien.

It-giganten Veeam har lavet en lille guide på 10 råd der skal gøre det lidt mindre udsikkert for dig på din velfortjente ferie – uanset om det er her eller i udlandet.

Følgende er hvad Veeam skriver:

Det kan være den gratis WiFi, en venlig hjælp til at lade din telefon op, eller måske bare, at du lige stikker ungerne din mobil, for at få fred på restauranten. Små ting, som du ikke normalt ville gøre, der kan bringe dig og den virksomhed, du arbejder for, i fare.

For hackerne handler det bare om at finde en vej ind, og her er medarbejdere med adgang til fortroligt materiale et sårbart punkt.

Victor Engelbrecht Dohlmann, regional direktør for Veeam Software

Ifølge Victor Engelbrecht Dohlmann er det ikke bare solcreme og forsikringer, du skal have styr på, før ferien starter. Hvis uheldet er ude, står du meget bedre, hvis du har tænkt it-sikkerhed ind i forberedelserne til ferien.

Mange medbringer både mobil, computer og en tablet på ferien, og her er det først og fremmest vigtigt, at alt er sikret med password. Tag backup af det vigtigste, og slå “Find my Phone/Mobile” til. På den måde kan du tjekke, om telefonen måske bare er glemt ved poolen eller i baren, og hvis den er stjålet, kan du slette alt indhold, så det ikke kan misbruges af andre.

Victor Engelbrecht Dohlmann, regional direktør for Veeam Software

Det kan også være en god idé at downloade en VPN på alle enheder. Det er et lille program, som du bruger, så du kan gå mere sikkert på internettet. Din internettrafik bliver krypteret, så hackere ikke kan følge med, hvis du er på usikre netværk på fx hoteller og restauranter.

Det er i øvrigt også smart at slå den funktion fra, som gør, at telefonen eller computeren automatisk går på WiFi i nærheden. Og endelig er det værd at være påpasselig med selve opladningen, da der har været eksempler på, at data er blevet stjålet under dække af opladning. Derfor råder Victor Engelbrecht Dohlmann altid folk til at afslå venlige tilbud fra fremmede om at hjælpe med opladning. Men et af de vigtigste råd i forhold til at sikre virksomheders data er stadig at overholde en helt enkel regel:

Du skal simpelthen holde dine enheder adskilt. En arbejdstelefon må ikke bruges til at hente apps med gratis spil til børnene, heller ikke når det er allermest fristende at få fred og ro på ferien. Der må du finde en anden måde at underholde børnene.

Victor Engelbrecht Dohlmann, regional direktør for Veeam Software

10 råd fra it-sikkerhedseksperten:

  • Opdater password på alle dine enheder
  • Hent en VPN, så du kan gå sikkert på nettet 
  • Tag backup af det vigtigste før rejsen
  • Overvej, om det skal vises på social medier, at du tager på ferie
  • Sørg for at sikre det, du lader blive hjemme 
  • Adskil private enheder og arbejdsenheder
  • Lad ikke børnene eller andre familiemedlemmer downloade noget på dine arbejdsenheder
  • Slå ‘find my Phone/Mobile’ til
  • Slå den indstilling fra, hvor enheden selv går på WiFi
  • Skift password, når du kommer hjem

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3661 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?