Samsung Galaxy Tab S2 lever ikke op til forventningerne

Samsungs nyeste tablet, Galaxy Tab s2 er en slank og flot tablet med en superskarp skærm, men desværre er der problemer med såvel skærmopdateringen, ydelsen og lyden

samsung galaxy tab s2

Hvis du leder efter en tablet med et flot design, som er super tynd og elegant så er Samsung Galaxy Tab S2 et rigtig godt bud. Vanen tro har Samsung leveret en tablet der er rigtig elegant, og som har en skærm hvor billedet står super skarpt.

Men desværre så formår denne tablet ikke at leve op til den standard vi ellers er vandt til at se fra den koreanske it-gigant. Nok har vi fat i en tablet der ser godt ud, men under vores test oplevede vi adskille problemer med den.

Det samme gælder desværre også for det cover/tastatur fra Samsung som vi har haft mulighed for at teste sammen med denne tablet.

Overblik over tabletten

Men lad os lige tage et skridt tilbage og kigge på, hvad det er S2 tilbyder brugeren. Den kommer i to forskellige versioner, en 8” og en 9,7” tablet, og vi har haft muligheden for at teste den sidste.

Den er meget elegant, tynd og meget let. Med en vægt på kun 389 gram og en skærm på under 10” er den perfekt at have med i tasken til de hurtige opgaver. Skærmen er stor nok til at den kan bruges til mange hurtige opgaver, og lille nok til at den uden problemer kan tages med.

Samsung galaxy tab s2

Som alle nye tablets og smartphones er den også udstyret med en fingeraftryksscanner som er med til at øge sikkerheden markant i tabletten.

Så langt så godt, vores første indtryk af S2 var meget positive, og som mangeårige brugere af såvel Android baserede tablets og smartphones, var vi spændte på at se, hvad vi kunne forvente os af denne tablet. Ikke mindst fordi vi tidligere har været meget imponerede over Samsungs produkter.

Skærmen hakker

Noget af det første vi gik i gang med, var bruge s2 til nogle af de opgaver vi forventede den ville blive brugt til i hverdagen. Vi spillede lidt spil på den, vi så film på den, vi kiggede på billeder og vi brugte den til arbejde i Word og Excel.

Til det traditionelle arbejde i Word og Excel var den fortrinlig, og skærmens kvalitet gør det til en fornøjelse at både læse på den og at arbejde på den.

Den samme ros skal skærmen have når det kommer til at se på billeder. Der er ingen tvivl om skærmens opløsning på 2.048 x 1.536 gør det til en fornøjelse at se på billeder, og med de rigtige programmer er det også oplagt at lave lidt redigering af billeder direkte på skærmen.

Men da vi gik i gang med at se video og spille på den, så gik det galt. Det var tydeligt at der manglede grafiske hestekræfter, for skærmen kunne tydeligvis ikke følge med. Der var markante hakker i grafikken, så vores 3D-spil var ikke den helt store fornøjelse at spille på den.

Det samme gjaldt når vi så film på den, heller ikke her kunne skærmen leve op til forventningerne. Hakkerne var ikke helt så slemme som under spil, men det var tydeligt at selvom skærmebillederne var flotte, så kunne grafikken ikke følge med når det gik stærkt.

Problemer med lyden

Et andet punkt hvor S2 skuffede os var lydkvaliteten. Tabletten er udstyret med en enkelt højttaler i bunden skærmen (hvis den holdes i højformat med fingeraftrykscanneren / home-knappen nedad), og den kunne ikke levere en anstændig lyd.

Lyden var meget metallisk og manglede totalt bas og diskant. Det var tydeligt at lyden primært var mellemtoner og de var ikke gode nok til andet end systemlyde. At høre musik eller bruge højttaleren i forbindelse med film var ikke nogen fornøjelse.

Lyden kan naturligvis bruges i en snæver vending, men det kan ikke anbefales at bruge den indbyggede højttaler til hverdagsbrug.

Sløve benchmarkmålinger

Efter vi havde arbejdet med tabletten et godt stykke tid, så gik vi i gang med at køre vores benchmarks igennem på S2.

Samsung Galaxy Tab S2 indhold 2

Alle vores benchmarks, såvel dem der testede cpu-ydelsen som dem der testede 3D-ydeevnen viste det samme. Tabletten er absolut ikke en af de hurtigste, faktisk så ligger den konsekvent omkring en 19-20’ende plads i de benchmark-test vi sendt den igennem, f.eks. AnTuTu, hvor den endte på en 19’ende plads.

Vi havde forventet en bedre ydelse af S2, ikke mindst fordi vi er blevet vandt til at Samsung leverer god ydelse i deres produkter.

Det eksterne tastatur

Vi havde fået Samsungs tastatur med til S2, og det skulle naturligvis afprøves. Tastaturet gav os problemer fra første færd af. Det første var at få tabletten monteret i coveret.

Der sidder to små knapper på coveret og de skal trykkes hårdt ind på bagsiden af tabletten, så hårdt at vi faktisk var bange for vi ødelagde S2.

Det skete naturligvis ikke, tabletten er meget holdbar, men det var en underlig oplevelse at skulle klikke den så hårdt på. Herefter sad tastatur-coveret godt fast, og det var naturligvis en fordel.

Selve tastaturet er meget småt i tasterne, og det er ikke let at skrive på det i længere perioder. Men det er klart bedre at bruge det, end det indbyggede soft-tastatur.

Tasterne har en fin arbejdsgang, og som sådan er det et ok tastatur. Men hvis du skriver 10-fingersystemet så finder du hurtig ud af, at det er ret besværligt at bruge.

Det beskytter dog tabletten godt, og magnetlåsene sikrer at det er let at indstille coveret så S2 har præcist den vinkel i forhold til dig du måtte ønske.

Opsamling

Vi havde forventet mere af Samsung Galaxy Tab S2. Den er rigtig flot og elegant og prisen er ikke forskrækkende. Skærmen er også flot, men den problematiske ydelse gør, at den dumper i vores test.

Vi havde forventet mere af Samsung og håber på at den næste version af deres, ellers fortrinlige, tablet-serie kommer til at yde på det niveau vi er vandt til fra Samsung.

Produktinformation

  • Produktnavn: Samsung Galaxy Tab S2
  • Producent: Samsung
  • Processor: Quad Core 1,9 GHz & Quad Core 1,3 GHz
  • Operativsystem: Android 5.0.2 Lollipop
  • Kamera: 8MP på bagsiden, 2,1MP på forsiden.
  • Display: Super AMOLED 16M farver.
  • Opløsning: 2.048 x 1.536
  • Sensorer: Fingeraftryksscanner, accelerometer, gyro, kompas.
  • Højttaler: 1 stk.
  • Netværk: 802.11 a/b/g/n/ac
  • Batteri: 5.870 mAh
  • Dimensioner: 237,3 x 169 x 5,6 mm
  • Vægt: 389 gram
  • Pris: Set til kr. 3.600
  • Mere information hos Samsung.

Bedømmelse

Samlet vurdering 40%

Samsung Galaxy Tab S2 er en lot tablet, ultra tynd og meget let. Skærmen er flot og opløsningen er meget høj. Desværre hakker grafikken og ydelsen er bare ikke høj nok, heller ikke selvom prisen er relativ lav.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3664 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?