Segway Navimow klar med fem nye robotplæneklippere

Segway opdaterer porteføljen med nye modeller, der klarer alt fra små villahaver til store erhvervsarealer uden brug af kanttråd

Foto: Navimow

Segway Navimow har netop præsenteret en omfattende udvidelse af deres sortiment af robotplæneklippere. Med lanceringen af fem nye serier – X4, i2 AWD, i2 LiDAR, H2 og Terranox – sigter producenten mod at dække alle behov fra den lille villahave til store professionelle arealer. Fælles for de nye modeller er fokus på installation uden kanttråd og forbedret navigation via blandt andet LiDAR-teknologi.

Den nye 2026-serie benytter sig af en såkaldt “drop-and-mow”-installation, der eliminerer behovet for afgrænsningskabler og eksterne antenner. Teknologien bag dette er en multimodal navigation, der kombinerer netværks-RTK med solid-state LiDAR. Dette skal sikre, at robotterne kan aflæse terrænet og navigere præcist fra start.

I den forbindelse har Navimow indgået et samarbejde med virksomheden RoboSense om integration af solid-state LiDAR i udvalgte modeller for at styrke robotternes evne til at registrere omgivelserne.

Fokus på fremkommelighed og store hældninger

Flagskibet i den nye lancering er X4-serien, der er designet til store og komplekse græsarealer. Modellen udmærker sig ved sit “Xero-turn AWD”-system, der gør den i stand til at håndtere hældninger på op til 84%.

Teknisk er X4 udstyret med to uafhængige forhjulsmotorer, hvilket tillader skarpe vendinger uden at beskadige underlaget. Klippesystemet består af to skæreenheder med i alt 12 forstærkede skæreblade drevet af to 180-watt motorer. Navigationen understøttes af 360-graders VSLAM og VIO-teknologi, og den integrerede RTK-løsning kræver ingen ekstern antennestation.

Løsninger til mindre haver

Til de mindre private haver lancerer Segway i2-serien, der deles op i to spor afhængig af behov.

i2 AWD-modellen bringer firehjulstræk-teknologi ned i en mindre maskine. Det trehjulede system kan klare stigninger på op til 45% og er målrettet ujævne eller mudrede underlag. Modellen kommer i to versioner til plæner på henholdsvis ca. 600 m² og 1.000 m².

Til haver med mange forhindringer introduceres i215 LiDAR. Denne model benytter solid-state LiDAR, der scanner næsten 200.000 punkter i sekundet. Sammen med AI-vision gør dette robotten i stand til at identificere over 200 typer objekter og registrere forhindringer ned til én centimeter. Modellen dækker op til 1.500 m².

Hos Navimow handler innovation ikke kun om nye funktioner. Det handler om teknologi, der forenkler hverdagen og gør arbejdet usynligt i baggrunden. Med intelligente navigations- og kontrolsystemer gør vi plænepleje til noget, man ikke behøver tænke over. Vores mål er at frigøre både private og professionelle fra tidskrævende manuel klipning, mens robotterne leverer sunde, velplejede græsarealer helt automatisk.

George Ren, CEO for Navimow

Præcision og professionel drift

H2-serien placerer sig i mellemsegmentet med fokus på præcision i komplekse miljøer, eksempelvis haver med tæt beplantning eller meget skygge. Serien benytter systemet EFLS LiDAR+, der kombinerer LiDAR, RTK og vision-teknologi. Systemet kan skifte positioneringsmetode på 1 millisekund for at bevare signalet. H2-serien dækker arealer på 1.000 m² (H210) og 2.000 m² (H220).

Til de helt store arealer introduceres Terranox-serien, der er rettet mod det professionelle marked. Serien omfatter to modeller, CM120M1 og CM240M1, der kan håndtere henholdsvis 12.000 m² og 24.000 m². Disse maskiner understøtter flådestyring, så flere enheder kan overvåges og styres centralt.

Tilgængelighed

De nye modeller blev officielt vist frem i forbindelse med CES-messen. Ifølge producenten åbnes der for forudbestilling af i2 AWD-serien og X4-serien fra fredag den 16. januar via selskabets hjemmeside.