For nyligt lancerede Apple et par nye headsets, og jeg testede for nyligt AirPods 4, deres lille in-ear-headset. Men samtidig lancerede Apple også, meget stille og næsten anonymt, en ny version af AirPods Max, deres over-ear-headset.
Jeg kan godt forstå at Apple har gået stille med dørene her, for der er ikke den store forskel på den første udgave af AirPods Max og så den der lige er lanceret. Men en ting er dog anderledes – der er kommet et usb-c-stik i stedet for det klassiske lightning-stik.
Herudover er der kommet et par nye farver til headsettet, og de farver har fået en blanding af de vanlige mærkelige navne: Midnat og stjerneskær, og så de mere traditionelle, blå, lille og orange.
Så selvom der ikke er sket det store på den teknologiske side, så valgte jeg at teste det igen – for jeg var lidt spændt på at se, og høre, om AirPods Max stadig levere op til den standard de satte da de blev lanceret første gang.
Som du sikkert godt ved, er AirPods Max et stort headset, et af de største over-ear-headset jeg har testet. Men fordi det samtidig er så komfortabelt, er hverken størrelsen eller vægten et problem. Ørepuderne er meget behagelige og bløde, og ørebøjlen er tilsvarende behagelig – og det betyder at det er skønt at have headsettet på, også i længere tid.
Headsettet har alle de teknologier vi kender fra tidligere, rumlig lyd, tracking af hovedbevægelser, støjreduktion og det hele styret fra din iPhone.
Der er dog også to kontroller på headsettet selv. Er er en volumenjustering, som du også bruger til at starte og stoppe musikken, og så er der en knap der kan slå ANC til og fra eller aktivere Siri
Selve lyden er stadig noget af det bedste jeg har hørt i et headset (med ganske få undtagelser). Lyden er stor og rumlig. Den formår at få dig til at føle at du er midt i musikken, også hvis du slår tracking af hovedbevægelser fra.
Bassen er dyb, blød og behagelig og skaber en fed bund i musikken. Mellemtonerne kan, sammen med den rumlige lyd, brede musikken virkelig godt ud og diskanterne er skarpe og flotte.
Der findes ingen equalizer til headsettet – det bruger Apple tydeligvis ikke – men der er nu kommet personlig rumlig lyd. Hvis du ikke allerede har scannet dit hoved, så skal du lige gøre det med din iPhone og – i modsætning til, hvad jeg ser fra andre producenter – du kan klare det helt uden hjælp fra andre.
Bedømmelse
Samlet vurdering 100%
Jeg er vild med lyden i AirPods Max. Headsettet leverer en fed lyd, der tager mig direkte ind i musikken eller filmen. Det er en virkelig omsluttende oplevelse at lytte til musik i AirPods Max.
Samtidig kan jeg rigtig godt lide designet og jeg er vild med det lille etui der med – for det beskytter fint ørekopperne, og når du placerer headsettet i det, så går det i deep sleep, og kan derved holde strøm på batteriet virkelig længe.
Prisen er høj, ja, men hvis du er inde i Apples økosystem og hvis du gerne vil have virkelig medlevende og omfattende lyd, så skal er det alle pengene værd. Jeg er solgt.
Du kan læse mere om Apple AirPods Max her.
I skrivende stund koster headsettet 4.599 kroner.