TEST: DJI Mic 2 – fedt mikrofonsæt til videografen

Det nye mikrofonsæt fra DJI, Mic 2, leverer en fed lyd, har masser af funktioner og er let at bruge - stort set alt ved dette fede sæt imponerer

DJI Mic 2. Foto: DJI

God lyd er vigtigt når du filmer, ja faktisk vil jeg hellere have en video med mindre god video, hvis lyden er god, end en superskarp video med dårlig lyd. Men lad os være helt ærlige – når du optager med din smartphone, så er det ikke just på lydsiden at din smartphone imponerer, vel?

En god, og trådløs, mikrofon til smartphone kan være svær at finde, og en der passer til såvel smartphone som videokamera er en endnu større sjældenhed. Men DJI Mic 2 leverer varen på alle fronter, den virker til både iPhone/iPad, Android-baserede smartphones og tablets, samt alle videokameraer med et 3,5mm jack-stik til lyd. Den har endda en cold shoe, så den kan sættes fast direkte på dit kamera.

DJI Mic 2 kommer i to forskellige versioner, en med en mikrofon og en modtager, en med to mikrofoner og en modtager. Jeg har haft sidstnævnte version til test og lad mig bare sige med det samme, at jeg er imponeret over mikrofonen. Faktisk er der kun to små ting der driller, eller irriterer, mig ved sættet, og det kommer jeg tilbage til lidt senere.

Hurtigt at komme i gang

Mikrofonsættet består af et etui, der også fungerer som oplader, hvilket vil sige, at når mikrofoner og modtager sidder i etuiet, bliver de automatisk opladet. Ikke at det er noget jeg har haft behov for, for mikrofonerne har omkring 5 timers levetid indbygget, og det samme gælder modtageren. Men der er op mod 15 timers strøm yderligere i etuiet, så du bør have mere end rigelig med strøm med dig.

Etuiet, der forresten er designet i metal og super robust og holdbart, indeholder også to adaptere, en til usb-c og en til lightning. Disse adaptere kan du sætte på modtageren og derefter direkte på din smartphone eller tablet.

Etuiet igen kan placeres i den medfølgende taske, hvori der ligger to vindsokker – en til hver mikrofon – et usb-c-kabel så du kan smide strøm i etuiet og et kabel med 3.5mm jack-stik, så du kan slutte modtageren til dit videokamera.

Jeg er vild med etui og taske – det hele virker bare gennemført og solidt.

Men etuiet har et lille trick mere oppe i ærmet. For mikrofonerne kan nemlig også parres direkte med f.eks. din smartphone via bluetooth, men du behøver ikke rode med at genskabe parring til modtageren, det sker helt automatisk når du smider mikrofonen tilbage i etuiet. Fedt lille trick. Personligt brugte jeg ikke mikrofonerne direkte med min mobil – modtageren kan for mange fede ting til at det var aktuelt for mig.

Når det kommer til selve mikrofonerne, så er der en fed lille detalje her også. Du kan nemlig optage lyd direkte uden at skulle bruge en smartphone/tablet eller et videokamera. Der er indbygget hukommelse så du kan optage timevis af lyd direkte i mikrofonsættet. Nice lille detalje, hvis du er på farten og gerne vi optage lyd til din podcast.

Når det kommer til daglig brug, så kan du montere mikrofonen på to måder på din trøje/skjorte. Dels er der en klips du kan bruge til at hæfte mikrofonen fast med, dels er der en, meget stærk, magnet du kan bruge, hvis der ikke er nogle steder på din trøje du lige kan bruge klipsen. Igen en fed detalje.

Vildt mange funktioner

På mikrofonerne kan du starte en stand-alone-optagelse, du kan linke mikrofonen til en anden enhed f.eks. via bluetooth og du kan tænde og slukke for mikrofonen.

Men når det kommer til modtageren finder du også en knap til at tænde og slukke for mikrofonen, en 3,5mm monitorport, en cold shoe og et par andre porte. Men hvad der også er en touch-skærm, og her finder du rigtig mange yderligere indstillinger.

Her kan du blandt andet vælge om du vil optage i mono, stereo eller Safety Track. Du kan vælge at optimere indstillingerne til dit kamera – hvis modellen altså findes i listen, du kan vælge gain-justering og meget mere.

DJI Mic 2. Foto: DJI

For mikrofonerne kan du vælge at justere Low Cut, så mikrofonerne automatiks fjerne lav-frekvent lyd fra, du kan tænde for 32-bit float optagelse, hvilket giver en bred dynamik som du kan bruge når du senere skal redigere lyden og du kan slå vibrations-notifikationer til eller fra.

Jeg vil godt lige vende tilbage til typen af optagelser. For selvom de fleste af os nok ville vælge at optages i mono, så er stereo en mulighed, der dog skal bruges med forsigtighed. For det kan give nogle meget ‘sjove’ resultater fordi lyden bliver delt i to kanaler.

Den mest spændende er dog Safety Track, hvor der automatisk optages to spor af samme lyd, men justeringen af den højre kanal er 6dB lavere end den venstre kanal. Det vil sikre at du altid har en god lyd når du kommer hjem – også selvom du optager lyd i meget larmende miljøer.

Let at bruge

I hverdagen så vil man næppe rende ind i menuen på modtageren, jeg betragter de indstillinger som noget vi gør en gang, og så ikke piller ved mere.

Men når du har sat mikrofonen fast på smartphone eller kamera, så er der stadig en fed funktion på modtageren. For den lille skærm giver dig nemlig et godt overblik over den aktuelle optagelse, eller om status på dine mikrofoner.

Du kan se ting som gain-niveau, du kan se signalstyrken, batteriniveauet og ikke mindst hvor meget gain er på mikrofonen, eller mikrofonerne – og du kan justere gain direkte på drejeknappen på modtageren.

Fedt med det overblik, det er med til at gøre DJI Mic 2 let at bruge i hverdagen.

Et par små mangler

Men der er en enkelt lille detalje, eller rettere to, som jeg ikke er helt tilfreds med.

For det første havde jeg gerne set at der var en app til mikrofonsættet. For selvom menuen er relativ simpel, så er mine store pølsefingre altså ikke beregnet til at betjene den lille touch-skærm. En app, hvor jeg kunne indstille DJI Mic 2, havde virkelig været et stort plus.

App’en havde samtidig sikret at det ville være let at opdatere firmware på mikrofoner og modtager.

Herudover havde jeg gerne set, at der havde været en bedre manual med. Den manual der følger med er ikke just let at overskue, jeg havde svært ved at overskue hvad pokker de forskellige trin faktisk betød.

Online fandt jeg dog en manual der var rigtig god, og den kunne enten have været med, eller også kunne der have været et link til manualen – for jeg måtte faktisk lede en del inden jeg fandt den.

Den manual kunne også have været en del af en app – og hermed er den ide givet videre til DJI.

Fed kvalitet

Når det kommer til lydkvalitet, så er der ikke en finger at sætte på DJI Mic 2.

Mikrofonerne er gode til at opfange lyd, uanset om du hvisker eller taler højt, der er fed lang rækkevidde, og når du kommer tilbage med lyden er der masser af materiale at arbejde med i dit redigeringsprogram.

Der er fed dynamik i lyden, der er en skøn naturlig lyd og man skal markant op i pris på større mikrofoner, for at finde en tilsvarende god lyd i en trådløs mikrofon.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Jeg er rigtig vild med DJI Mic 2. For den gør det virkelig let at skyde videoer med din smartphone, og få en skøn lyd. Det er let at have sættet med, og der er strøm nok til dagevis af optagelser.

Der er rigtig mange indstillingsmuligheder, og jeg oplevede på intet tidspunkt at DJI Mic 2 svigtede mig.

Jeg kunne godt have brugt en app til indstilling, og en lettere måde at få fat i en manual på.

Du kan læse mere om DJI Mic 2 her.

Det koster DJI Mic 2 lige nu

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.