For nyligt lancerede Jabra to helt nye headsets, og gennem det sidste stykke tid har jeg testet in-ear-headsettet Elite 10 Gen 2, en opdatering – eller opfølger om du vil – til sidste års Elite 10 headset.
På mange områder er det mindre og næsten usynlige justeringer der er kommet til headsettet, hvilket dog ikke gør dem mindre vigtige. Men der er også en der er mere tydelig, og den er faktisk ret spændende, så den kommer jeg hurtigt tilbage til lige om et øjeblik.
Først skal jeg lige adressere designet, både på etuiet og selve øredutterne. Selve etuiet er næste det samme som sidst. Det har dog fået en lille knap på forsiden, der hænger tæt sammen med en ny og spændende funktion. Nu kan du nemlig koble etuiet sammen med en hvilken som helst afspiller, f.eks. infotainmentsystemet i flyet, musikanlægget der ikke har trådløs mulighed eller andet. Det gøres med det medfølgende usb-c-kabel, der også har en 3,5mm jack-tilslutning, hvis det er nødvendigt.
Når etuiet er koblet til den nye enhed, skal der bare klikkes på knappen og så kan man nu bruge headsettet sammen med den nye kilde – fed og smart funktion.
Designet af øredutterne er ligeledes næste det samme. Det er dog tydeligt at de små silikonedutter har fået ny form, de er ikke længere runde, de er mere aflange. Det er sikkert et forsøg på at gøre headsettet mere komfortabelt i øret, men her rammer Jabra så ikke helt skiven.
Desværre har Jabra ikke haft så godt fat på komforten med de sidste par headsets, og det er desværre ikke blevet bedre med Elite 10 Gen 2. Jeg synes stadig at de sidder for stramt i øret når man har haft dem på et stykke tid. Der er ingen tvivl om, at de danner en god forsegling i øret, men efter et par timer bliver presset for stort, og jeg kunne ikke holde ud at have det på i længere tid ad gangen.
Rigtig god lyd
Men når det kommer til lydkvaliteten i Elite 10 Gen 2, så taber Jabra absolut ikke bolden. Jeg får præcist den gode lyd jeg har vænnet mig til fra den danske producent. Men indrømmet – jeg måtte først vænne mig til lyden, for Jabra har ændret en anelse på bassen. Den er nemlig en anelse skarpere end jeg før havde hørt i deres headsets.
Men efter lidt tilvænning blev jeg ret glad for den nye måde at præsentere bassen på, og når jeg kunne se bort fra den anderledes bas, så var det samlede lydbillede faktisk rigtig godt. Bassen var heldigvis ikke så dominerende som man kunne frygte med en skarpere bas, og mellemtoner og diskant var lige hvor de skulle være.
Herudover at Jabra udstyret headsettet med et par nye lydmæssige funktioner. Dels er der kommet Dolby Spatial Sound, med eller uden sporing af hovedbevægelser – det er op til brugeren, og den giver en meget flot fylde i headsettet.
Jabra har også udviklet en nye version af deres Hear Through, den funktion der sikrer at man kan lytte med til omgivelserne. Nogle producenter kalder denne funktion for ambient sound, men navnet uagtet, så er funktionen vigtig, når man lige skal lytte med til hvad der sker, eller orientere sig f.eks. i byens trafik.
Hear Through er blevet markant bedre. Den er ikke længere så metallisk som jeg har oplevet tidligere, og i andre headsets, den er flot og meget naturlig. Det var ikke alene en fed oplevelse, det var også meget overraskende.
I app’en er der også en equalizer som jeg dog ikke brugte, for da jeg først havde vænnet mig til den nye bas, så følte jeg ikke at der var brug for det. Men equalizeren skal være der, så muligheden for justering er tilstede.
Et par funktioner mere
Jabra har et par småforbedring mere i headsettet, blandt andet en forbedre aktiv støjreduktion, forbedret 6-mikrofonteknologi, så samtaler bliver bedre, og et batteri der klarer op til 6 timers spilletid samt en IP57-klassificering.
Støjreduktionen er god og solid, men om den er bedre end tidligere skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg har aldrig for alvor manglet noget i Jabras støjreduktion.
Mikrofonteknologien skal jeg dog lige kommentere på, for der er ingen tvivl om, at den er blevet bedre end før. Men jeg har stadig ikke for alvor mødt et in-ear-headset, der for alvor kan sikre at samtalelyden bliver god når det blæser.
De fleste klarer det fint under almindelige forhold, som på kontoret eller udendørs i almindeligt vejr. Men når det kommer til blæsevejr, så går det mindre godt, og det er også tilfældet her. Så når det blæser – så lad være med at føre samtaler i et in-ear-headset, ok? Det lyder bare ikke godt.
Bedømmelse
Samlet vurdering 90%
Jeg kan godt lide Elite 10 Gen 2. Der er kommet en masse gode funktioner i headsettet, og lyden har den høje kvalitet jeg forventer fra Jabra.
Jeg kunne godt have brugt en bedre komfort, for det er frustrerende ikke at kunne have headsettet på i længere tid ad gangen.
Jeg er vild med den funktion der gør, at du kan streame til headsettet fra enheder der normalt ikke vil kunne koble sammen med bluetooth. Fed lille detalje.
Du kan læse mere om Elite 10 Gen 2 her.
I skrivende stund er prisen på ca. 1.800 kroner for headsettet.