Overvågning er efterhånden blevet en integreret del af mange danske hjem, men desværre så kræver mange overvågningsløsninger enten dyrt abonnement, kompliceret opsætning og brug eller en kombination af alle tre.
Det er dog ikke tilfældet med eufy’s produkter, der alle har indbygget et rimeligt stort internt lager – der kan udbygges med et microSD-kort i baseenheden (der er den der holder styr på alle dine kameraer og dørklokker). Men indrømmet – med omkring 10GB lagerplads i et kamera, er der mere end rigeligt med lagerplads. Og man kan jo altid slette gamle videoklip.
Jeg har tidligere testet eufyCam S3 Pro, et system i den professionelle ende fra eufy, men denne gang var tiden så kommet til at teste eufyCam E40-2-Cam Kit + HomeBase S280 samt Video Doorbell E340 og Video Doorbell C30.
eufyCam E40 2-Cam Kit + HomeBase S280
På langt de fleste områder er dette overvågningssystem og det jeg tidligere testede, S3 Pro, ens, både designmæssigt og funktionelt. Men naturligvis er der forskelle, hvor det første system er et 4K-system, så er dette et 2K-system, hvilket så ikke gjorde den store forskel i praksis.
Men lad mig lige starte med opsætningen, for eufy har virkelig styr på at sikre brugerne en god oplevelse når systemet sættes op. Først skal basen sættes op, og det handler faktisk mest af alt om at sætte strøm til den, tilslutte den til routeren med det medfølgende netkabel og så finde den i eufy’s app.
Herefter er den klar til at få tilsluttet flere enheder. I dette tilfælde de to kameraer der følger med i kassen. De skal først lige lades op til 100%, men derefter behøver de i princippet aldrig blive ladet op igen. For begge har et ret effektivt solcellepanel indbygget, der sikrer at de altid har strøm nok.
Naturligvis betyder det, at de skal placeres så der kommer sol på dem, men for mig var det ikke et problem, for de behøver nemlig ikke direkte sol, indirekte er rigeligt, og i min testperiode havde de konstant 100% strøm på.
Men tilbage til installationen, for den var blevet lettere end jeg huskede fra den tidligere version. I app’en kunne jeg tilføje nye enheder og derefter krævede det blot et klik på basestationens “connect”-knap så klarede systemet resten. Det var ganske let, men det var underligt at de 2-3 minutter selve parringen tog, der udsendt kamera eller basestation en meget høj hyletone, næsten helt uden for det hørbare spektrum. Den forsvandt igen, men både min datter og husets kat reagerede markant på den høje lyd mens den var der.
I app’en kan man så indstille en del, men jeg gemmer lige app’ens funktioner til senere i denne test.
En af de ting der virkelig imponerede mig, var de to kameraers evne til at opfange, optage og vise video om natten. Før det første var de super gode til at opdage bevægelser om natten, og optage dem. Når jeg efterfølgende så dem, var det næsten som at se videooptagelser i dagslys, det var virkelig imponerende. Og fordi opløsningen var i 2K var det muligt at zoome ret meget ind i optagelserne.
Hele oplevelsen, lige fra installation til brug af dette overvågningssystem imponerede mig, og prisen er absolut meget rimelig.
Video Doorbell E340
Næste ting jeg installerede var videodørklokken, E340, der faktisk var lidt mere avanceret end jeg først troede, for den havde nemlig hele 2 kameraer indbygget der begge optager i 2K og optager virkelig gode videoer om natten.
Installationen gik hurtigt og på samme måde som med kameraerne – dog uden den høje hyletone. Kameraet er batteridrevet – som udgangspunkt – så her skal man fra tid til anden lige klikke dørklokken af holderen og smide den i et usb-c-stik. Men det er også muligt at tilslutte den strøm, hvis du har udtag til det i nærheden af det sted den skal installeres.
Der er så mange spændende ting at sige om denne dørklokke at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte. Men lad mig starte med de to kameraer. Det ene kigger direkte ud på dem der kommer til din dør og ringer på, mens det andet kigger ned mod dørtrinnet, og kan på den måde blandt andet se om der er pakker placeret på dit dørtrin.
En anden fed ting er reaktionstiden. Fra nogen trykker på ringeklokken til ringeklokken bimler og der kommer et billede på din smartphone, går der kun ganske få splitsekunder. Det er virkelig fedt at det går så hurtigt, folk når ikke at gå væk fra døren inden du reagerer.
Dernæst skal jeg også lige bemærke, at som standard bruger ringeklokken baseenheden til at sende en ringetone ud i huset. Det er fedt, for som udgangspunkt behøver du ikke en ekstra ringeenhed, en Chime. Jeg satte dog alligevel en op, og den gjorde at jeg kunne sætte en ringeklokke i lige det rum jeg havde behov for.
Endelig skal jeg lige nævne, at fordi den har indbygget kameraer, så kan den indgå som end del af din overvågning af huset, og sende alarmer til dig hvis der kommer folk i nærheden af dit hus.
Video Doorbell C30
Det bringer mig til den lille videodørklokke C30. Igen minder den langt hen ad vejen om den større version, men den har kun et enkelt kamera indbygget, og batteriet lever ikke helt lige så lang tid inden du skal lade det op, og her er det ikke muligt at tilslutte den til strøm.
Men til gengæld optager den, som alle de øvrige enheder, i 2K, og kameraet er et vidvinkel kamera der giver et godt overblik over, hvad der sker når nogen enten ringer på dørklokken eller nærmer sig dit kamera.’
For igen så virker kameraet sammen med resten af eufy-systemet, og kan indgå som en del af dit overvågningssystem.
App med mange muligheder
Jeg slutter så med den app der styrer det hele. Udover at du kan se hvad der sker på dine kameraer, så kan du også indstille dem og vælge deres funktionalitet.
Du kan se hvad der er sket på alle enheder, enten under en samlet oversigt, eller direkte på de enkelte enheder.
Du kan gå ind på din basestation og se hvilke enheder der koblet til basestationen og hvor meget lager der er brugt, og indstille hvordan du vil have at dine enheder skal reagerer hvis systemet er armeret, med lyd og lys og besked til dig – og i hvilket omfang og kvalitet.
Du kan indstille om systemet skal armeres automatisk efter en tidsplan, efter geofencing og/eller noget helt andet.
Du kan vælge hvilke indstillinger der er aktive, så som “hjem”, “fuldt tilkoblet”, “frakoblet”, “geofencing”, “tidsplan” eller du kan oprette din egen indstilling.
De enkelte indstillinger kan så justeres med alarmforsinkelser, hvilke områder de enkelte enheder må/skal overvåge og i hvilket omfang enheder skal give en alarm (lyd eller lys) direkte på enheden når de f.eks. opdager en fremmed.
Jeg er vild med app’en og dens funktioner og ikke mindst at jeg kan indstille alle mine enheder meget præcist. Nå ja – geofencing fungerer også godt og stabilt. Jeg har ikke oplevet at nogle af enhederne på noget tidspunkt ikke reagerede på om jeg var hjemme eller væk.
Bedømmelse
Samlet vurdering 95%

Jeg er vild med systemet fra eufy, og jo mere jeg arbejder med det jo lettere bliver det at bruge.
Reaktionstiden er helt i top, ikke mindst på videodørklokkerne, og videokvaliteten er imponerende høj og flot.
Designet er flot og robust, og jeg er vild med så let det er at sætte det op og få det til at virke.
App’en er god, omend jeg har en lille anke – nemlig at det er let at fare vildt i de mange funktioner. Jo mere jeg arbejder med den jo lettere er det at finde funktionerne, men nogle af dem er altså godt gemt væk.
Prisen på alle enheder er absolut attraktiv, og jeg synes det er prissat absolut rimeligt.
Du kan læse mere om eufyCam E40-2-Cam Kit + HomeBase S280 her.
Prisen i skrivende stund ligger på omkring 2.200 kroner
Du kan læse mere om Video Doorbell E340 her.
Prisen i skrivende stund ligger på omkring 1.300 kroner.
Du kan læse mere om Video Doorbell C30 her.
Prisen i skrivende stund ligger på omkring 650 kroner.

