TEST: Fede produkter til nødsituationen eller turen i naturen

En powerbank der oplader via solceller og en lommelygte der også er FM-radio er to fede produkter fra Sandberg - perfekte til disse usikre tider

Foto: Sandberg

Det er usikre tider, og nej – jeg er ikke prepper – men ikke desto mindre vil jeg gerne være forberedt på ting som strømafbrydelse og udfald på radionettet. Derfor var jeg da også ret spændt på at skulle teste to nye produkter fra danske Sandberg, nemlig deres Solar 5-Panel Powerbank 27000 og Survivor Radio All-in-1 5000.

Den første er en powerbank der kan oplades via de fem indbyggede solpaneler, og så er den også en lommelygte.

Solar 5-Panel Powerbank 27000 har et par fede funktioner. Som navnet antyder så er den på 27.000 mAh, hvilket vil sige at den har den største kapacitet og stadig være tilladt på flyet. Herudover så kan den oplades via usb-a eller usb-c – hvis du ikke har tålmodighed til at vente på solpanelerne (eller hvis det er overskyet), og den kan oplade enheder via de to usb-a eller den ene usb-c port. Samtidig har den indbygget en trådløs oplader, så du kan smide din smartphone oven på den, og så lade den op på den måde.

Solar 5-Panel Powerbandk 27000. Foto: Sandberg

Endelig er der lommelygtefunktionen. Den kan enten lyse eller blinke – og det sidste i to forskellige tempi – så du kan signalere at du har problemer og gerne vil have hjælp.

Endelig er der et meget lille display, der kan vise hvor meget strøm der er tilbage i batteriet.

Så langt så godt. Opladningstiden er naturligvis relativ lang, for 27.000 mAh tager lidt tid med de fleste opladere. Når det kommer til solpanelerne så tager det vildt langt tid. Hvis du kunne smide den direkte i høj sol, så kunne du måske klare en fuld opladning på små 20 timer. Men i Danmark er det ikke noget du skal forvente.

Jeg forsøgte at lægge den i eftermiddagssolen her i det danske efterår, og på et par timer gik jeg fra 29% til 35%. Ikke imponerende, men det lader sig da gøre.

Solar 5-Panel Powerbank 27000 er stor og tung, men jeg er faktisk ret glad for den, og selvom jeg ikke er prepper, så kunne den godt gå hen og blive en vigtig del af de ting der altid skal være klar ‘i tilfælde af…’

Powerbank i en lommelygte

Det bringer mig til det andet af de nye produkter fra Sandberg, nemlig deres Survivor Radio All-in-1 5000. Her snakker vi om en noget mere kompakt enhed, men også en enhed der har lidt flere funktioner.

Den er lidt af en multi-enhed, for den indeholder både en lommelygte, en powerbank, en FM/AM-radio og en powerbank – nå ja, så har den også et lille solpanel.

Den enhed var ret spændende, ikke mindst fordi det lige pludselig gik op for mig, at jeg faktisk ikke længere har en FM-radio i mit hus – noget vi bør have i tilfælde af at internettet ikke virker længere, eller DAB-radioen dør.

Survivor Radio All-in-1 5000. Foto: Sandberg

Powerbank-delen er naturligvis ikke nær så stor som den store jeg skrev om herover, men den er stadig på små 5.000 mAh, hvilket er rigeligt til at oplade de fleste smartphones en enkelt gang. Hvad der virkelig gør den interessant for mig er, at den har en FM/AM-radio, og den virker faktisk ret godt – ikke mindst når man lige finder den skjulte antenne der er gemt i bunden af den.

Lommelygten er meget kraftig og kan lyse både med en enkelt led i centrum, eller med både de to der sidder yderst og den i midten. Bruges den så kommer der virkelig lys på drengen.

Lommelygten kan også bruges som alarm, og så skifter de to yderste led’er farve til rød, blinker og samtidig hyler højttaleren for fuld drøn. Man er ikke i tvivl om, at alarmen er gået når man bruger SOS-funktionen.

Den kan oplades enten via et meget lille solpanel (husk tålmodigheden…) eller via usb-a eller usb-c. Herudover kan du koble en højttaler eller headset til den via et jack-stik, så du ikke behøver forstyrre alle andre når du skal lytte til radio på den.

Endelig er der en lille fed funktion, nemlig et drejehåndtag, så du kan oplade Survivor Radio All-in-1 5000 uden at have adgang til strøm eller sol. Det virker totalt lavteknologisk men det virker og er faktisk ret effektiv. Et par minutter med godt gang i håndtaget og du har rimelig meget strøm på batteriet.

Prepper eller ej

Jeg siger ikke at vi skal være preppere, og jeg er da heller ikke en sådan selv. Men der er visse ting det kan være en fordel at foreberede os på. Hvis internettet ikke virker en dag eller to, er ikke en katastrofe, men der er mange ting vi pludselig ikke kan – blandt andet høre radio og nyheder.

Ryger strømmen, så er det heller ikke det største problem i verden. Men det er rart at kunne have lidt lys hjemme, så man kan finde rundt i huset og det er altid rart at kunne oplade andre enheder.

Er du til vandreture i naturen, her eller i udlandet, så kan det være en rigtig god ide, at have en radio, lommelygte og powerbank med, og disse to gadgets er faktisk rigtig god bud på den.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Jeg må indrømme at jeg ikke havde troet at jeg ville blive så glad for disse to gadgets som jeg endte med. De er praktiske, og selvom solcelle-delen måske nok ikke er den mest effektive i verden, så fungerer de og giver strøm til disse gadgets.

Jeg synes det er fedt at jeg altid har en fungerende radio og lygte og det er bonus at jeg oven i købet har et par batterier ved siden af.

Du kan læse mere om Solar 5-Panel Powerbank 27000 her.

Solar 5-Panel Powerbank 27000 koster ca. 1.200 kroner i skrivende stund.

Du kan læse mere om Survivor Radio All-in-1 5000 her.

Survivor Radio All-in-1 5000 koster ca. 450 kroner i skrivende stund.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.