TEST: 3 fede gadgets til mobilen fra danske Sandberg

Tre nye gadgets fra danske Sandberg giver en markant bedre mobiloplevelse. En flot trådløs oplader, en gadget der giver dig bluetooth-forbindelse til bilradioen og en mobilholder til bilen, der også oplader din smartphone

Sandbergs mobiludstyr til test

Jeg leder konstant efter spændende gadgets der gør det bedre og lettere for mig at bruge min mobil, både på kontoret og når jeg er hjemme. Nu har jeg så lige kigget nærmere på Wireless Charger Pad 15W, Bluetooth Audio Link USB og In Car Wireless Charger IR 10W, alle tre fra danske Sandberg.

Elegant trådløs oplader

Den første af de tre gadgets er en lille trådløs oplader, som udmærker sig på to områder. Dels er den, som skrevet, ganske lille. Dels er den ikke ret stor, og det sætter jeg stor pris på. Det er hamrende irriterende når en oplader fylder halvdelen af skrivebordet.

Wireless Charger Pad 15W. Foto: Sandberg

Wireless Charger Pad 15W. Foto: Sandberg

Designet er pænt – den har en storoverside, og det gør at den faktisk pynter når den sidder på skrivebordet.

Det eneste jeg faktisk mangler ved den er, at den kan tilsluttes en stikkontakt. Som det er i dag, skal den tilsluttes en usb-port. Så enten har du en usb-hub stående du kan koble den til, eller du har en stikprop med usb-indgang, eller også er den sluttet til din laptop.

Det er ikke noget stort savn, men blot et lille ønske – det havde været fedt om den havde haft den sidste slags tilslutning også.

Musik til bilen

Den anden gadget jeg har leget med, og som jeg helt ærlig er vild med, er Bluetooth Audio link USB, eller som jeg kalder den – the missing link.

Jeg har en bil der er tilpas gammel (7 år), til at der ikke er bluetooth i bilen, og det betyder at jeg skal koble min mobil til via kabel for at afspille den musik jeg har på min smartphone, når jeg sidder i bilen.

Bluetooth Audio Link USB. Foto: Sandberg

Bluetooth Audio Link USB. Foto: Sandberg

Men Bluetooth Audio Link USB udbedrer den mangel. Det er en virkelig lille gadget, der består af et stik til audio-porten på min radio, samt et usb-stik der skal sættes til strøm (og her kræver det så at du fx har en oplader til bilen med usb-stik, eller at du lægger en powerbank i din bil).

Første gang du tænder for din bil, og dermed for Audio Link, så går den i pairing-mode, og du kan finde den på din smartphone under bluetooth-forbindelser. Fremover kobler de to enheder sig automatisk sammen når du sætter dig i din bil og du tænder for bilen.

Det er smart, let og elegant, og jeg hører nu musik i bilen fra min smartphone uden at jeg behøver spekulere på kabler eller lignende.

In Car Wireless Charger IR 10W. Foto: Sandberg

In Car Wireless Charger IR 10W. Foto: Sandberg

Holder til bilen

Den sidste gadget fra Sandberg som jeg har leget med i denne omgang, er In Car Wireless Charger IR 10W. Men den er ikke blot en holder til bilen, det er også en oplader – en ret elegang en af slagsen.

Den har nemlig indbygget en IR-føler, så når din smartphone nærmer sig holderen, åbner den automatisk, og lukker sig og holder fast om mobilen, når den rammer opladerpladen. Ved at sætte fingeren ud for en føler på holderen, åbner den automatisk op igen så du kan fjerne mobilen – du skal blot huske ikke at slukke for bilen, for den kræver strøm for at klare den opgave.

Holderen har to monteringsmuligheder. Der er en arm der kan monteres enten i forruden eller på en rimelig flad overflade på instrumentbrættet. Der er også en lille dims med der gør, at du kan gøre den fast i udluftningskanalen, så du kan vælge hvad der passer dig bedst.

Du skal dog lige huske, at denne holder/oplader også kræver strøm, så den skal sættes så ledningen kan nå den oplader du skal have i bilen. Jeg har valgt at bruge en oplader med to usb-udtag, så jeg kan bruge både mit audio link og chargeren samtidig.

Herefter er det bare at bruge den, og fordi den oplader din smartphone trådløst, skal du ikke spekulere på om du skal have et usb-c-kabel eller et lightningkabel liggende i din bil. Denne oplader fungerer til de fleste smartphones der oplader trådløst.

Det er en elegang løsning, og den har endnu ikke svigtet mig. Det er fedt at kunne oplade mobilen trådløst, og ikke spekulere på om den sidder i stik når man går ud af bilen med den i lommen (ja – det er sket for mig…).

Bedømmelse Wireless Charger Pad 15W

Samlet vurdering 95%

Flot og elegang trådløs oplader til din smartphone. Den pynter fint på skrivebordet, og det eneste minus ved den er i virkeligheden at den skal have strøm via et usb-kabel. Det havde været fedt om muligheden for at slutte den til et almindeligt stik havde været der.

Prisen er 299 kroner hos sandberg.it.

Du kan læse mere om den her.

Bedømmelse Bluetooth Audio Link USB

Samlet vurdering 95%

Her er en gadget jeg virkelig har manglet til min bil. Den forvandler min gamle bilradio til en radio med bluetooth, så jeg kan afspille musik fra min smartphone uden at skulle koble min smartphone til bilradioen med kabel. Jeg er vild med den. Husk blot på, at den kræver strøm fra usb.

Prisen er 149 kroner hos sandberg.it.

Du kan læse mere om den her.

 

Bedømmelse In Car Wireless Charger IR 10W

Samlet vurdering 95%

En holder der ikke alene automatisk griber fat om min smartphone når nærmer sig, men som også oplader mobilen når den sidder i holderen, er bare vildt smart. Denne holder fra Sandberg sidder godt i bilen – enten monteret i udluftningskanalen eller i vindue/instrumentbræt, og den oplader alle smartphones der understøtter Qi-standarden.

Prisen er 299 kroner hos sandberg.it.

Du kan læse mere om den her.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?