Det er længe siden jeg sidst har brugt en stationær computer. Jeg er kæmpe fan af en god laptop – eller tablet – som jeg kan tage med mig. Men den skal helst også have kræfter nok til at jeg kan arbejde på den når jeg er på kontoret, hvilket for mig betyder, at den skal have masser af hestekræfter så jeg ikke sidder og bliver irriteret over den, når jeg f.eks. redigerer videoer på den.
Galaxy Book3 Pro 360 viser at det er muligt både at have en tynd laptop i et flot design, med masser af kræfter til stort set alle opgaver. Jeg var meget tilfreds med hvad den kunne præstere i mine produktive programmer.
Den nye laptop fra Samsung har en kæmpeskærm på hele 16″, hvilket mine gamle øjne sætter stor pris på. Men samtidig er den designet så den er virkelig tynd, og vægten er ikke speciel høj, hvilket bare gør det mere oplagt at tage den med i tasken.
Nu vi er ved designet, så skal jeg også rose både tastatur og touchpad. Laptoppen har et tastatur i fuld størrelse, inklusiv et numerisk tastatur. Tasterne er gode og behagelige at arbejde på, omend jeg altid ville sætte et ekstern tastatur på, hvis jeg skulle arbejde på det i længere tid ad gangen.
Touchpad er stor og let at bruge, dejlig følsom og den er placeret så den ikke ligger i vejen for håndled.
Med til Galaxy Book3 Pro 360 er en S Pen du kan bruge til kreative opgaver – eller bare til hurtige noter. Hvor jeg er glad for pennen – Samsung laver virkelig en fed stylus, så er jeg ikke så glad for hvordan den placeres på laptoppen. Der er nemlig ikke et oplagt sted at placere den, når laptoppen er lukket.
Eller rettere – hvis der er, så har jeg ikke lige fundet det. Det vil sige, at du skal finde et sted at placere den – lommen eller lignende – hvis du vil have den med når du tager laptoppen med på turen.
Også en tablet
Denne store laptop kan også fungere som en tablet. Du kan nemlig vende skærmen helt rund på bagsiden af laptoppen, og så skifter Windows automatisk over til tablet-tilstand, og tastaturet bliver slået fra.
Hvor det er fedt nok at have en kæmpestor tablet, så bliver jeg altså aldrig gode venner med en tablet, hvor bagsiden er et tastatur (heller ikke selvom det er inaktivt). Det føles underligt at hold den på den måde. Det er også en meget tung tablet, og heller ikke det er jeg just begejstret for.
Men ros for S Pen. Den fungerer virkelig godt på skærmen. Hvis du gerne vil tegne eller skrive, så er det næsten som at bruge en pen på papir. En fed oplevelse.
Samsung skal have ros for skærmen, den er virkelig flot. Billeder står skarpt, hvilket gør det ekstra fedt at redigere billeder og video på denne laptop.
Masser af kræfter
Jeg arbejdede med Galaxy Book3 Pro 360 i mange forskellige programmer, lige fra videoredigering og billedredigering til kontorprogrammer, surf og så gamede jeg også lidt på den.
Jeg sendte også laptoppen gennem en række benchmarks, og de viste alle det samme – som også mine egne observationer viste – nemlig at når det kommer til rå kræfter, så har der masser af dem. Alt hvad der kræver adgang til, og brug af, hukommelse og lager går vildt hurtigt.
Det var tydeligt i programmer som f.eks. Photoshop og Premiere Pro, der virkelig er storforbrugere af netop de ressourcer. Cpu’en var hurtig og den kunne udføre masser af beregninger lynhurtigt.
Men på et område falder den lidt til jorden, nemlig når det handler som gaming. For Galaxy Book3 Pro 360 er ikke specielt imponerende når det kommer til 3D-håndtering eller hurtig arbejde i gpu’en.
Jeg kunne sagtens game på den, når det ikke var spil der virkelig krævede 3D-ressourcer. Her begyndte laptoppen at hakke i det, og jeg måtte ofte skrue ned for opløsning og krav til maskinen for at få en god oplevelse.
Men jeg kan på en lidt speciel måde godt tilgive Galaxy Book3 Pro 360. For det er en maskine til professionel brug, en der skal bruges netop til ting som videoredigering, design og lignende. den er ikke til gaming, heller ikke selvom Samsung påstår at den er god til det.
Laptoppen er også en dyr en af slagsen, og det skal du have med i overvejelserne, hvis du er ude og lede efter en ny laptop.
Bedømmelse
Samlet vurdering 90%

På rigtig mange områder er jeg glad for Galaxy Book3 Pro. Den har spandevis af kræfter til professionelle opgaver, og den medfølgende S Pen fungerer rigtig godt.
Design er i top, vægten er fin, og det er fedt at arbejde på såvel tastatur som touchpad.
Men spørgsmålet er stadig, hvor pokker skal jeg placere S Pen når jeg ikke bruger den? Og hvorfor skal den kunne blive til en tablet? Det er spild efter min vurdering – hvem pokker vil bruge så fed en laptop som en stor og tung tablet?
Og køb den ikke, hvis du er på jagt efter en gaming-laptop, det er den ikke specielt god til.
Du kan læse mere om Galaxy Book3 Pro 360 her.

