TEST: Her er det fedeste true wireless headset til dato

Jeg har testet Bowers & Wilkins PI7, et fuldkomment trådløst headset der uden sammenligning leverer den bedste lydoplevelse jeg nogensinde har oplevet i denne type headset

Bowers & Wilkins PI7. Foto: Bowers & Wilkins

Jeg har gennem årene testet rigtig mange headsets, og siden de såkaldte ‘true wireless’ headsets dukkede op, har jeg også testet det fleste af dem. Men til dato har jeg aldrig prøvet et in-ear-headset med så fantastisk et lydbillede som PI7 fra Bowers & Wilkins leverer.

Så er det sagt, og du kan sikkert allerede gætte at dette headset får en ret god bedømmelse. Men træerne vokser dog ikke ind i himmelen, der er også ting ved dette headset der undrer mig. Men mere om det senere.

Så lad mig starte fra begyndelsen af – nemlig ibrugtagningen. Det var super let, jeg tog ørepropperne ud af etuiet og med det samme gik det i parringstilstand, så alt jeg skulle var at tilføje det fra bluetooth-menuen på min smartphone. Dernæst kunne jeg tilføje det i den app der følger med til headsettet, men – og her kommer den første lille overraskelse – det gør ikke ret meget.

Udover at navngive headsettet og opdatere firmware, så er der ingen funktion i app’en. Jeg har lidt følelsen af, at Bowers & Wilkins har tænkt at de havde brug for en app, det har alle andre jo, og så lavede de lige en hurtig app. Der er ingen equalizer, ingen mulighed for at indstille lyden, eller for at justere betjening af headsettet.

Jeg kan godt forstå at de ikke har tilføjet en equalizer til app’en, for på den måde ville de give folk mulighed for at ændre på lydbilledet, og hvis Bowers & Wilkins mener at de har lavet det perfekte lydbillede, så skal folk jo ikke ændre på det, vel?

Bowers & Wilkins PI7. Foto: Bowers & Wilkins

Men hvad jeg ikke kan forstå er, at der ikke er nogen mulighed for at ændre på betjeningen af headsettet. For du kan ikke styre ret meget i forvejen. Du kan starte og slutte et nummer og springe et nummer frem eller tilbage. Du kan slå aktiv støjreduktion til og fra, og du kan besvare og afslutte opkald. Men du kan ikke skrue op og ned for lyden på ørepropperne, og den funktion ville jeg godt have haft muligheden for at vælge. Men det er altså ikke en option i app’en.

Et fint design

Med headsettet sat op, kiggede jeg lige lidt nærmere på designet, og det skal virkelig have ros. Bowers & Wilkins har lavet et super lækkert design, enkelt og klassisk, der virkelig skriger eksklusivitet og kvalitet. Ørepropperne er større end jeg har set på andre headsets, men det virker ikke stort, og det skyldes det flotte design.

Headsettet nærmest skriger Bowers & Wilkins, så hvis du i forvejen kender deres produkter, så ved du også hvad du kan forvente dig at designet omkring PI7. Jeg er vild med designet, og ville ønske at flere producenter af headsets ville bruge tid på at lave et elegant in-ear-headset. Bowers & Wilkins viser med PI7 at det sagtens kan lade sig gøre.

En del af designet er også komforten, og selvom PI7 ikke er det mest komfortable headset jeg nogen sinde har prøvet, så er det absolut et komfortabelt headset. Det sidder fint i øret, og bliver ikke ubehageligt at have på – men det er heller ikke et du glemmer du har i øret.

Lydkvaliteten

Nu var det så blevet tid til at lytte til PI7, og med et ord – wauw…

Jeg blev virkelig nærmest blæst bagover. Lyden havde en klarhed og kvalitet jeg aldrig før har oplevet i et headset. Du hører og fornemmer bassen, uden den på nogen måde bliver dominerende på den dårlige måde. Den lægger en fantastisk bund i musikken, og det betyder meget for lydoplevelsen.

Mellemtonen var utrolig blød og behagelig, den bredte lydbillede ud så det var som du nærmest stod i en koncertsal, og jeg har aldrig, i denne type headset, oplevet så bredt et lydbillede.

Diskanten var flot og klar, uden på nogen måde at være skingrende. Den skabte en virkelig god afslutning på lydbilledet, og jeg kan godt forstå at det ikke er nødvendigt med en equalizer. For det samlede lydbillede var mere imponerende end jeg nogensinde har oplevet.

Bowers & Wilkins PI7. Foto: Bowers & Wilkins

Lydbilledets kvalitet skyldes ikke mindst den ANC, adaptive noise-cancelling der er indbygget i headsettet, og at headsettet er bygget op omkring Qualcomm aptX Adaptive der sikrer 24-bit lyd i høj opløsning.

Støjreduktionen kan slås til og fra, og du kan slå transparent lyd til og fra. Personligt valgte jeg at have ANC stående til ‘auto’, hvilket gjorde at headsettet lyttede til omgivelserne og justerede mængden af ANC efter lydbilledet i omgivelserne. Det fungerede virkelig godt.

Alt det andet

En af de virkelig smarte ting som PI7 har, og som jeg aldrig har set på andre headsets før, er at du kan tilslutte en ekstern lydkilde til etuiet via en usb-c-tilslutning. Gør du det, så kan du pludselig streame lyden fra enheder du normalt ikke kan tilslutte headsettet til PI7.

Det er virkelig en super fræk funktion, og den virker bare uden problemer, stor ros til Bowers & Wilkins for den.

Men som jeg også skrev i starten af anmeldelsen her, så vokser træerne ikke ind i himmelen, og et af de steder hvor det går galt er, når du bruger headsettet til telefonsamtaler. For selvom der faktisk er hele seks mikrofoner der lytter efter din stemme, så er resultatet bare ikke godt.

Den lyd som du sender lyder ulden og fra tid til anden som om du taler i en dåse. Jeg har også hørt at volumen går op og ned, og det er ikke behageligt. Samtidig så er den tale du hører absolut heller ikke god. Der er overraskende meget støj på, og jeg tog mig selv i flere gange ikke at kunne høre, hvad dem jeg talte med, sagde. Det skal headsettet bare ikke have ros for.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Jeg er vild med Bowers & Wilkins PI7. Jeg har aldrig hørt så ved musikkvalitet et et in-ear-headset før, hverken trådløst eller kablet. Og lydkvaliteten i PI7 slår også den du finder i mange high-end headsets der går på eller over øret. Du skal virkelig ledelængere efter et headset med en musikkvalitet som den PI7 har.

Selvom samtalekvaliteten er forbløffende dårlig, så er der ingen tvivl om, at PI7 leverer den bedste musikkvalitet som penge kan købe, og mange af dem, her og nu. Jeg tilgiver gerne headsettet at det ikke er så god til telefonsamtaler, for musikkvaliteten er uden sammenligning.

Læs mere om Bowers & Wilkins PI7 her.

De bedste priser lige nu

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?